Millionindskud til flymad

Flymad er ikke en guldrandet forretning. Det må den globale cateringvirksomhed Gate Gourmet sande, efter at ejeren netop har sendt yderligere 90 mio. kr. til den skandinaviske division Gate Gourmet Northern Europe med base i Kastrup efter flere års vanskeligheder.
Virksomhedens nordiske topchef Amanda Jacobsen ser ikke kapitalindskuddet som udtryk for krise, men derimod en tillidserklæring fra den amerikanske ejer Texas Pacific Group.
Tab i datterselskaber
Indskuddet kommer efter forhandling af refinansieringen af virksomheden som følge af tab i datterselskaber uden for Skandinavien i 2004.
I 2005 blev der ikke tabt penge, forsikrer hun.
»Skandinavien er strategisk vigtig for vores ejer, så derfor er finansieringen kommet på plads, og man er klar til at investere i fremtiden. Ejerne har tillid til os og vil give os de penge, vi behøver. Vi har en fast og stabil kundebase,« siger Amanda Jacobsen.
Samlet tabte Gate Gourmet over 400 mio. kr. i årene 2003 og 2004. Det fik revisorerne til at tage forbehold for den fortsatte drift i 2004-regnskabet med krav om frisk kapital til virksomheden. 2005 var dog heller ingen dans på roser, idet storkunden Maersk Air efter 20 år skiftede til LSG Sky Chefs, kort før flyselskabet blev solgt til Sterling.
Det kostede 40 pct. af Gate Gourmets omsætning i Danmark og 112 job. Moderselskabet Gate Gourmet Northern Europe måtte efterfølgende vinke farvel til 101 mio. kr. i tilgodehavender.
Om kort tid ventes det afgjort, om endnu en storkunde skifter over til LSG Sky Chefs, nemlig Sterling. Lavprisoperatøren vil efter købet af Maersk Air have en billigere, samlet aftale.
Tæt på afgørelse
»Hele volumen er sendt i udbud, og vi forventer snart at have en afgørelse på plads,« siger Sterlings kommunikationsdirektør Niels Brix. Sterling er Gate Gourmets næststørste kunde efter MyTravel. Amanda Jacobsen håber naturligt nok at vinde budrunden mod LSG Sky Chefs.
Uanset dette har Gate Gourmet en lang række kunder i Kastrup, og flymadchefen påpeger, at Gate Gourmet har været i Danmark i 39 år og har 23 kunder.
»Gate Gourmet er en gammel, robust virksomhed med et stærkt koncept. Vi er ikke sådan at slå ud,« siger Amanda Jacobsen.
(Børsen 11/1)