Information fra ”Torsdagsmøde”

hos Gate Gourmet

Torsdag den 5. februar 2009

 

Deltagere: Lisbeth Andersen, Gate Gourmet, Jens Larsen, Gate Gourmet, Jørgen Linde, Gate Gourmet, Frank vid Stein, 3F Kastrup, Pia Kyhl, LSG, Annette Larsen, LSG og Allan Mørch, LSG.

Vi blev informeret om, at der nu er ansat fem medarbejdere, der IKKE kommer fra LSG. De skal alle fem tage sig af Norwegian. Den ene er først ansat fra 1. maj, men det skyldes alene, at han har opsigelsesvarsel i sin gamle virksomhed.

Som vi alle ved er SAS’s tal kraftigt faldende og derfor kan man også risikere, at det antal der skal ansættes for at tage sig af SAS fra 1. maj er mindre end først antaget. Gate Gourmet skal til møde med SAS i morgen den 6. februar, hvor de vil få mere af vide.

Gate Gourmet vil ikke umiddelbart ansætte folk, der er i flex-ordning. Det eneste man ville ”gå med til”, var at folk på denne ordning, evt. kunne blive ansat som sæson-arbejdere eller tilkaldere.

De første der skal ansættes i Gate Gourmet, skal bruges fra 15. april. Disse vil blive de første der bliver fastansat. Antallet vil svare til ca. 1/3 af dem de skal bruge i alt. Der vil IKKE finde nogen former for løngodtgørelse sted for de der starter tidligere (udligning af forskellen på ”deres” og ”vores” løn) Til gengæld er disse kolleger jo garanteret fast arbejde.

I Gate Gourmet er der i dag to-skift på hele virksomheden, samt fast nat i kørslen. Fremover forventer Gate Gourmet, at der fortsat er to-skift i huset, men at chaufførerne skal arbejde på tre-skift.

Deltagerne i mødet mente, at en fælles jobbank for LSG og Gate Gourmet, vil være en god ide og man var enige om, at ville arbejde videre med dette.

Den produktion som LSG har outsourcet for SAS til Bon Appetit overgår til Kai Due Salater, når SAS produktionen flyttes til Gate Gourmet.

Jobsamtalerne forventes at starte op i uge 7. Samtalerne kommer til at foregå her på virksomheden, i hhv. mødelokale 1, på Sikkerhedsorganisationens kontor, samt på Inge Simonsens kontor. Man vil individuelt blive indkaldt til disse samtaler. Alle kommer til samtale.