Sterlings madkontrakt rammer Gate Gourmet

Lavprisoperatøren Sterlings beslutning om at samle bestilling af flymad for et milliardbeløb hos cateringvirksomheden LSG Sky Chefs udløser en ny runde nedskæringer hos konkurrenten Gate Gourmet i Kastrup.
LSG skal derimod udvide for at løfte opgaven, der gør adm. direktør Erik Hansen særdeles tilfreds:
»Det vil øge vores markedsandele i København til omkring 80 pct. Og til forskel for tidligere er dette en kontrakt for hele Skandinavien,« siger Erik Hansen.
Han vil endnu ikke sætte tal på, hvor mange der skal ansættes efter at udbudsrunden er vundet. Den sidste underskrift sættes på i disse dage
LSG vandt Maersk Air som kunde sidste år - kort før flyselskabet blev solgt til Sterling. I efteråret varslede Sterling så en genforhandling af kontrakterne for den nye samlede lavprisoperatør, og her har det oprindelige Sterling så også valgt at skifte til LSG Sky Chefs.
 
Beklager tabet
Gate Gourmet beklager kundetabet, men vil endnu ikke sætte tal på fyringerne:
»Vi havde selvfølgelig håbet på at kunne beholde Sterling som kunde. Konsekvenserne af tabet er vi ved at regne på, så der er vanskeligt at kommentere yderligere endnu,« siger adm. direktør Amanda Jacobsen.
Hun afviser, at det vil få Gate Gourmet til at lukke helt ned i Danmark.
Kontrakten med LSG Sky Chefs er fem-årig, og den betyder, at LSG Sky Chefs skal levere 4,5 mio. måltider om året på Sterlings afgange fra Danmark, Norge og Sverige.
Da Gate Gourmet sidste år tabte Maersk Air efter 20 år som leverandør, var der samtidig 40 pct. af den samlede volumen og 112 arbejdspladser der forsvandt. Moderselskabet Gate Gourmet Northern Europe måtte derefter tage et tab på 101 mio. kr. i mistede tilgodehavender og for kort tid siden fik de nordiske aktiviteter tilført 90 mio. kr. i frisk kapital.
Sterling vil med kontrakten høste stordriftsfordelene for dermed at kunne skære ned i omkostningerne i bestræbelserne på at skabe et samlet overskud i 2006.
LSG Sky Chefs overtager opgaven fra april, og den omfatter også salg til passagererne undervejs på flyveturen.
(UFFE HANSEN Børsen 7.2. 2006)

 

 

 

Med venlig hilsen
WWW.KLUBKAOS.DK

 

 

 

Avanceret hjemmeside statistik med mulighed for usynlig tæller - opret en gratis tæller nu