Branche News Februar

 

 

 

Sterling skærer ned

Lavprisflyselskabet Sterling skærer ned i flyflåden og i medarbejderstaben.
Nedskæringerne begrundes med, at Muhammed-krisen og fugleinfluenzaen vil ændre folks rejselyst. 15-20 piloter står til at blive fyret.
(Børsen 28.2. 2006)
 
 
 

Ultimatum til piloter trækkes tilbage

I sidste øjeblik trak SAS et ultimatum tilbage, det har afværget en konflikt, som ellers ville have holdt mange SAS-fly på jorden onsdag.
SAS har under dække af, at det var et krav fra myndighederne, bedt piloterne om senest 1. marts at underskrive et dokument, hvor de blandt andet anerkender, at de er ansat i SAS i Danmark, og at SAS-konsortiet kan fyre dem, hvis de ikke opfører sig ordentligt.
Hvis piloterne ikke underskrev dokumentet ville de ikke kunne flyve første marts.
Nu melder myndighederne ud, at de ikke vil tages til indtægt for den del af brevet hvori det fremgår, at piloterne kan ekskluderes, hvis de ikke opfører sig på en bestemt måde. Det eneste myndighederne ønsker er, at SAS kan dokumentere, at selskabets piloter ved, hvem de refererer til, og det skal ske ved en underskrift fra hver enkelt pilot.
(Jyllands-Posten 28.2. 2006)
 
 
 

Forhandlinger mellem Star Tour og SAS

Star Tour overvejer stadig charteraftalen med SAS.
Star Tour har luftet tanken om at skifte selskab efter aflysningerne af SAS-afgange. Stig Elling siger, at der har været et møde med SAS-ledelsen, og forhandlingerne om næster vinter og sommer fortsætter.
Stig Elling forventer, at en aftale er på plads inden for to uger.
(Berlingske Tidende 27.2.2006)
 
 
 

SAS-konflikt med piloterne optrappes

Om seks dage skal flere hundrede piloter overflyttes til SAS Danmark, men de har stadig ikke fået besked om vilkår og betingelser.
Ifølge Kristian Holm styrmand hos SAS er det eneste piloterne ved, at juridiske udredninger fra både SAS og pilotforeningen fastslår, at ansættelsesvilkårerne for piloterne vil blive forringet, når de flytter til det danske selskab.
Kristian Holm var en af de 30-40 piloter, der med under en times varsel var mødt op til en sympatidemonstration for piloternes formand, da han torsdag var indkaldt til en tjenstlig samtale hos koncerndirektør John Dueholm.
(Børsen 24.2. 2006)

 
 

Lufthansa inngår skandinavisk avtale med SAS Ground Services

Lufthansa har inngått en avtale for Skandinavia med SAS Ground Services. Avtalen gjelder bakketjenester på flyplassene i Oslo, Bergen, Stavanger, Stockholm, Gøteborg og København.
Avtalen innebærer at Lufthansa fornyer nåværende kontrakt av bakketjenester med SAS Ground Services, for en treårsperiode. Det dreier seg om ca 12 000 flyavganger per år i Skandinavia.
Lufthansa er SAS Ground Services største kunde utenfor SAS gruppen.
- Vi er veldig glade for at vårt lange og gode samarbeid med Lufthansa kommer til å fortsette, sier Ola H. Strand, administrerende direktør i SAS Ground Services Norway AS.
(Bording.no 24/2)
 
 
 

Fly ramt af lyn

Et charterfly fra My Travel fra København til Phuket måtte torsdag nødlande efter at være blevet ramt af et lyn.
Flyet nødlandede i De Forenede Arabiske Emirater. Hændelsen var ufarlig og ikke usædvanlig, den betød dog at passagererne blev ni timer forsinkede.
(Berlingske Tidende 24.2. 2006)

 

 

IT-fejl koster SAS kunder


En fejl på SAS Braathens hjemmeside melder alt udsolgt, imens flyver SAS med tomme sæder.
Søgninger på Braathens hjemmeside har i store perioder afvist rejseglade nordmænd. Dette er på trods af at der gennem rejsebureauer og andre hjemmesider er masser af billetter.
Det kan have ifølge Børsen have kostet SAS mange potentielle kunder.
Ifølge det norske flyselskab er det i reservationssystemet Amadeus, problemet ligger.
(Standby 23/2)
 
 
 
 
SAS-forhandlinger i hårdknude

Piloternes formand aner intet lys forude, han mener, det er den værste krise i SAS i hans 20 år i flyselskabet.
Mogens Holgaard er i dag kaldt ind til en tjenstlig samtale hos koncerndirektør John Dueholm på grund af en pressemeddelelse fra Dansk Pilotforening, hvor SAS anklages for spekulation i ulovligheder og regelbrud.
Til det siger Mogens Holgaard, at han ikke har noget kendskab til den præcise sag med SAS Cargo, men at hvis det er sådan, det er blevet forstået, er han villig til at justere pressemeddelelsen.
(Politiken 23.2. 2006)
 
 
 

Mogens Holgaard til tjenestelig samtale

SAS-piloternes formand skal forklare sig over for SAS-ledelsen, fordi han har sagt, at SAS spekulerer i ulovligheder.
Indkaldelsen til samtalen kommer efter en pressemeddelelse fra Mogens Holgaard, hvor han skriver, at ’pilotforeningen mener, at SAS spekulerer i ulovligheder. Pilotforeningen i Danmark er ikke overrasket over kartelsagen mod SAS Cargo i USA og forstår godt EU-Kommissionens initiativ.”
I pressemeddelelsen står også, at piloterne undrer sig over, at ejerne kan acceptere, at SAS den ene gang efter den anden overtræder loven og aftaler.
Koncerndirektør John Dueholm siger, at det er så grove beskyldninger, at SAS ikke kan acceptere dem. John Dueholm siger, at Mogens Holgaard skal tale sine medlemmers sag, men i dette tilfælde er han langt ude over, hvad han kan tillade sig som ansat og tillidsmand.
Mogens Holgaard står fast ved, at der er masser af eksempler på, at SAS bryder loven og bryder aftaler.
(Børsen 22.2.2006)
 
 


Lønforhøjelse til direktionen

Københavns Lufthavne spiller åbent ud om direktionens løn.
Det afslører, at de i direktionen fik en lønforhøjelse på 12 procent til 12,1 million kroner.
Administrerende direktør Niels Boserup kunne hæve en løn på 6,7 million kroner, direktør Kjeld Binger fik 4,8 millioner kroner, økonomidirektør Torben Thyregod fik 4,1 og vicedirektør Peter Rasmussen kan hæve en årsløn på 2,9 millioner kroner.
(Børsen 21.2. 2006)
 
 


Pilotstrid i baglås

Fronterne mellem SAS-ledelsen og piloterne tegnes stadig hårdere og hårdere op.
Administrerende direktør i SAS Danmark, Susanne Larsen, vil have piloterne ind til nye drøftelser, men det afviser de blankt.
Hun hævder, at SAS vil fortsætte med at kalde piloterne ind for at kunne få en konstruktiv dialog.
(Børsen 21.2. 2006)
 
 


Lufthavnskunder raser over overskud

På direktionsgangene lyder der klapsalver over endnu et rekordoverskud, men blandt en række af lufthavnens kunder rases der.
Fremlæggelsen af endnu et overskud udløste en voldsom kritik fra lufthavnens kunder.
Den ubetingede største kunde SAS får nu følgeskab af kunder som EasyJet, British Airways og Sterling i deres anklage mod lufthavnen for udnyttelse af monopol-position som regulær seddelpresse.
Kritikken lyder blandt andet på, at Lufthavnens overskud sker på bekostning af København, turismen og erhvervslivet.
(Berlingske Tidende 21.2. 2006)
 
 
 

Piloter og SAS uenige om møde

SAS-piloterne og ledelsen kan ikke blive enige om, hvornår parterne skal mødes.
Piloterne kræver at se detaljer fra bolagiserings-planerne inden et møde, mens ledelsen først vil udlevere planerne efter at have holdt møde med piloterne.
Direktør Susanne Larsen siger, at der er dialog om et møde, og hun tror på, at det kommer.
Hun fastholder, at den fyringsplan, som er kommet frem i medierne er møntet på svenske piloter.
Piloternes formand Mogens Holgaard siger, at hvis planen ikke er beregnet på danske piloter, så må ledelsen lægge de rigtige kort på bordet.
Overflytningen af piloterne til SAS Danmark er sat til at ske 1. marts.
(Berlingske Tidende 18.2.2006)
 
 
 

Amerikanerne vælger Novia

Det danske handlingselskab får endnu en kunde i Kastrup.
Først var det præsident Bush, der da han ankom til København sidste sommer i Airforce One, havde valgt Novia som Ground Handling Agent. For få måneder siden valgte så amerikanske Continental at bruge Novia, og nu har også Delta Air Lines fulgt trop.
De to amerikanske flyselskaber starter begge på København til maj, med daglige flyvninger til henholdsvis New York og Atlanta. De to amerikanske flyselskabers valg af handlingagent får, ifølge Novias ledelse, en væsentlig omsætningsforøgelse for selskabet.
Også Atlantic Airways har i øvrigt besluttet at skifte til Novia Handling. Det sker til marts, når det færøske flyselskab siger farvel til SAS´s handlingselskab, SGS.
(Standby 20/02)
 
 


Sterling nedlægger afgang fra Billund

Sterling Airways er langsomt ved at trække sig fra Billund Lufthavn.
Selskabet meddeler nu, at de stopper middagsafgangen Billund Gatwick fra sommerplanen.
Dermed bliver der kun to daglige afgange til London fra Billund. Tilbage bliver en morgen og aftenafgang retur. Begrundelsen for at nedlægge middagsafgangen er, at der ikke er nok passagerer.
”Det er en trist udvikling, når Sterling trækker trafik ud af Billund. Men vi må kæmpe videre for at få nye ruter til lufthavnen,” siger Jørgen Krab Jørgensen, lufthavnschef for Billund Lufthavn.
Sterling nedlægger ruten til Amsterdam, der overtages af KLM. Ruten har gennem mange år været en af de mest indbringende ruter for blandt andet Maersk Air.
Sterling nedlagde tidligere ruten mellem Frankfurt og Billund. Den beflyves nu af Cirrus i codeshare med Lufthansa. En rute der i dag har en rigtig god belægning.
(Standby 20/02)
 
 


My Travel er største charterarrangør

Star Tour holder klart skansen som største enkelt operatør, mens Bravo Tours er kravlet op på fjerdepladsen og vinder lokalopgøret i Herning.
For første gang offentliggør RID, rejsearrangørerne, primært charter, nu en årsoversigt, hvor hele Spies-gruppens tal er lagt sammen. Dermed bliver My Travel med Spies, Tjæreborg, Ving og Skibby suverænt størst med i alt 267.648 gæster i 2005.
Det betyder, at den suverænt største enkeltarrangører, nemlig Star Tour, skubbes ned på andenpladsen med 162.005 gæster, et pænt stykke foran Kuoni og Apollo med 124.004 på tredjepladsen. Til gengæld fører Kuoni klart ved salg af rutefly blandt RID`s medlemmer med 10.181 solgte rejser.
Overraskende nok er Bravo Tours kommet frem på fjerdepladsen foran den lokale konkurrent i Herning, Falk Lauritsen Rejser, men det er et tæt løb. Bravo Tours har på kort tid sikret sig 87.727 gæster foran Falk Lauritsen med 85.547. Og Bravo Tours går styrket ind i 2006 med islandsk ejerskab.
Dansk Folkeferie er nu nede på en 6. plads med 42.792 gæste på årsbasis, og så er der et spring ned til det næste felt. Årgus Charter ligger solidt og stabilt på 27.731 som nr. syv, fulgt af Atlantis Rejser med 23.803 og Krone Rejser med 23.317 deltagere på årets rejser.
Top ti listen rundes af med Club la Santa med 19.414. - I alt sendte RID`s medlemmer 867. 127 med charterfly i 2005 og 23.229 med rutefly. Alle rejser solgt i Danmark.
(Takeoff 20/02)
 

 

Ny tillidsrepræsentant


3F-erne hos GateGourmet har valgt ny tillidsrepræsentant.
Valgt blev Jens Otto Søndergaard Larsen, der har været ansat i firmaet siden juli 1997.
Jens afløser Nina Sepstrup.
Vi ønsker tillykke med valget.
(3F Kastrup15.02.06)
 


Strejketrusler rammer chartersatsning

En ny strejke i SAS vil true hele selskabets offensiv på charterområder.
Star Tour overvejer at flytte chartertrafik til en værdi af flere hundrede millioner kroner over til SAS Danmark.
En satsning, der ikke bliver til noget, hvis uroen blandt piloterne fortsætter, og der kommer flere strejker.
Star Tour sidder midt i forhandlingerne med SAS og har netop krævet garantier mod nye strejker af frygt for piloternes reaktion mod sammenbruddet i forhandlingerne om at flytte deres ansættelsesforhold ud til de lokale selskaber.
(Børsen 16.2. 2006)
 


Ansatte spår salg af SAS-selskab

Der svirrer stadig flere rygter om et salg af SAS Ground Services.
Ifølge Lufthavnsfunktionærerne står den schweiziske lufthavnsoperatør Swissport klar til at købe virksomheden og dermed overtage alle servicefunktioner i lufthavnen for SAS og andre operatører.
(Børsen 16.2. 2006)
 
 

Danskere taget af fly for bombevits

To danske mænd måtte forlade flyet til Malaga efter den ene stillede spørgsmålet: ”Har du nu husket bomberne?”
En uskyldig vits, som ikke faldt i godt jord hos personalet. De to unge mænd blev hentet af politiet.
(Berlingske Tidende 16.2. 2006)
 


Parate til at kvitte jobbet

Flere hundrede SAS-piloter mødte op til møde hos Ryan-air onsdag.
Irske Ryanair har brug for flere end 1000 piloter i løbet af de kommende fem år.
Det har fået dem til at fiske blandt piloterne i SAS. SAS har mistet piloternes loyalitet og tillid og det kan ende med, at de mister deres arbejdskraft og ikke kan få flyene i luften.
Ifølge en pilot fra SAS var stort set alle piloter, der ikke var i luften, mødt op til mødet hos Ryanair.
(Jyllands-Posten 16.2. 2006)
 
 
 
Ryanair overvejer angreb på SAS

Lavprisselskabet har udpeget København som en mulig base for ekspansion.
Pengene vælter ind hos Ryanair, hvilket står i skarp kontrast til SAS, der kun lige kunne præsentere et overskud. Ryanair har opstillet en liste over mulige fremtidige baser, og København er blandt navnene på listen.
Ifølge personalechef i Ryanair, Darrell Hughes, afhænger beslutningen om hvilken by, der bliver valgt, af det kommercielle grundlag.
Susanne Larsen, adm. direktør i SAS Danmark, frygter ikke et angreb fra Ryanair. Ifølge hende vil det være en ny strategi for Ryanair, der hidtil har valgt at placere sig i sekundære lufthavne.
(Jyllands-Posten 16.2. 2006)
 
 
 
Gate Gourmet på krigsstien
Konflikten hos caterings-firmaet Gate Gourmet i Londons lufthavne var ikke slut før ny konflikt blussede op i Düsseldorf
af Anders Bjerre Mikkelsen
I over fire måneder har 80 kvindelige arbejdere strejket mod cateringfirmaet Gate Gourmets afdeling i Düsseldorf. Firmaet blev nyligt opkøbt af en amerikansk kapitalfond Texas Pacific (TP). Formålet var at vride profitskruen i det overskudsgivende selskab endnu et par gange rundt.
Arbejderne var allerede for to år siden gennem en tur, hvor forskellige ekstraydelser og tillæg blev fjernet. TP`s forhandlingsoplæg til en ny lønaftale går på yderligere mindskelse af tillæg, en længere arbejdsuge samt fem dages mindre ferie, det hele uden lønkompensation. Der arbejdes allerede nu i ti-timers holddrift med ekstremt opskruet tempo. Det kan indebære løft på 15 tons på en dag og en samlet løbetur på 20 kilometer.
TP kører frem i den barskest mulige stil: Virksomhedens sikkerhedstjeneste har fjernet de strejkendes telt. Der er ingen vilje til reelle forhandlinger. Ny arbejdskraft er trukket ind via vikarbureauer.
Monopolerne kan ikke så let true med at udflage produktionen; nemlig mad til flypassagerer, derfor vælger de den direkte konfrontation, som vi har set flere gange på det tyske arbejdsmarked. Helt klart drømmer TP om at køre det 'the american way'.
Men de kvindelige arbejderes strejkefond står fast. Deres kamp har stor principiel betydning som led i modstanden mod monopolernes offensiv mod det niveau af løn og andre goder, som blev tilkæmpet gennem årtierne efter Anden Verdenskrig.
Den ekstreme opskruning af udbytningen har udløst mange solidaritetsaktioner og støttekredse er oprettet. De strejkende støttes af deres fagforening NGG (Nährung Genuss Gaststätten). Kampen går videre, men under benhårde betingelser.
Strejken kan følges på hjemmesiderne www.gg-streik.net og www.ngg.net.
(arbejderen.dk 15/2)
 
 
 
 
Piloterne i SAS banket på plads

Så hårdt kan situationen ridses op, men det bør ikke komme som nogen overraskelse, eftersom det hele tiden har været ledelsens klare udmelding, at piloterne ikke skal have en særstilling i forhold til det øvrige personale.
SAS gennemfører virksomhedsoverførelse for selskabets piloter fra 1. marts. Det vil på godt dansk sige, at piloterne dels op i fire selskaber, som det hele tiden har været meningen, siden Jørgen Lindegaard og Co. kom igennem med de store besparelser i den såkaldte "turnaround" plan, som efter fleres mening har reddet selskabets eksistens.
Dengang slap piloterne midlertidig, men senere er det igen og igen blevet klart markeret, først fra Lindegaard senere fra hans danske kollega adm. direktør John Dueholm, SAS Airlines, at den såkaldte bolagisering såvel efter ledelsen som bestyrelsens beslutning absolut skulle gennemføres.
Det vil sige, at piloterne bliver delt op i en SAS International (langruterne og den mest prestigefyldte) samt afdelingen i Danmark, Norge og Sverige lige som det for længst er sket med det øvrige personale. Undervejs har det så været prøvet om man kunne gradbøje beslutningen lidt og få piloterne med på en frivillig aftale, men da det brast i går, blev gardinet rullet op - og delingen effektueres.
De forhandlinger som John Dueholm i tre dage har kørt i Stockholm med pilotrepræsentanter sluttede i går "og de blev afsluttet i uenighed", som det hedder i den officielle meddelelse.
SAS tilbød en samarbejdsaftale for at styrke samarbejdet og motivere medarbejderne. Det ser mildt sagt ikke ud til at være lykkedes. Ideen er nu, at de tre skandinaviske selskaber skal konkurrere mod hinanden, som det allerede sker. Både SAS Norge og Sverige kæmper fro at tage flere direkte ruter fra København og over til sig selv, hvilken i nogen grad er lykkedes. Til gengæld har SAS Danmark skabt nye.
Da Jørgen Lindegaard i sin tid af Take Off blev spurgt "om nu ikke lagde op til landskamp," svarede han: "Nej, det mener jeg ikke. Der skal naturligvis være indbyrdes konkurrence, det er kun sundt, men de skal primært koncentrere sig om at konkurrere med andre selskaber.
Pilotformand i Dansk Pilotforening Mogens Holgaard sagde i går: "Vi føler os totalt magtesløse. Ledelsens plan er klar. De vil holde os i fire selskaber med det formål at konkurrere mod hinanden på laveste fællesnævner."
Han ville dog ikke bebude spontane strejker. En sådan strejke ville også være overenskomststridig. Senere følger selve overenskomstforhandlingerne.
Efter gældende regler i de tre skandinaviske lande overføres de nuværende kollektivaftaler uændret til flyselskaberne med udgangspunkt i Lov om Virksomhedsoverdragelse.
(Takeoff 15/2)
 
 
 

Piloter afviser ny strejke

På trods af, at SAS gennemtrumfer, at piloterne skal fordeles i fire selskaber, vil piloterne holde flyene på vingerne.
Piloternes formand Mogens Holgaard siger, at det ikke kan nytte noget med en ny strejke. Han siger dog, at piloterne fortsat mener, SAS begår aftalebrud. Derfor vil de bringe sagen for arbejdsretten.
Koncerndirektør John Dueholm tror heller ikke på, at der bliver stemning for endnu en strejke, når piloterne har set, hvilken negativ effekt strejken havde på SAS’ økonomi og passagerne.
(Politiken 15.2.2006)
 
 


Storkunder på vej væk fra SAS

Striden mellem SAS og piloterne betyder, at store kunder er ved at miste tålmodigheden.
Ifølge koncerndirektør John Dueholm er det store virksomheder, som er afhængige af at købe rejser, der kræver møder med ledelsen for at få sikkerhed for at SAS kan leve op til forventningerne.
Det er et løfte som SAS har svært ved at give i den nuværende situation, hvor situationen mellem selskabet og piloterne er særdeles anspændt, erkender John Dueholm.
(Jyllands-Posten 15.2.2006)
 

 

Nye pilotstrejker frygtes under opsejling


Barske udtalelser fra koncernchefen i SAS har på ny hidset piloterne op, forud for dagens møde mellem parterne.
Ifølge Jyllands-Posten har det svenske Dagens Industri skrevet, at det er Jørgen Lindegaards udtalelser i weekenden omkring, at piloterne ikke kan forvente at få kompensation når selskabet omorganiseres, der har medført et ekstra køligt forhandlingsklima.
Det frygtes nu, at udtalelsen kan medføre nye strejker.
(Jyllands-Posten 14.2. 2006)
 
 
 
SAS i offensiven på fjernruter

SAS vil ekspandere på de oversøiske ruter.
Ledelsen er klar til at købe flere fly og etablere nye ruter, hvis det lykkes at få de sidste besparelser på plads.
Jørgen Lindegaard siger, at det rent kommercielle er på plads, for selskabet ved at kunderne er der.
Lindegaard gør opmærksom på, at de interkontinentale ruter havde givet overskud, hvis det ikke havde været for et uheld i Shanghai, hvor et SAS-fly landende så hårdt, at der blev slået hul i bunden. Det kostede SAS 50 mio. kr. Dermed gav SAS International med ni oversøiske destinationer et underskud på 34 mio. kr. Evt. nye ruter og fly bliver dog først en realitet, når der er en forretningsplan på plads, der giver noget nær garanti for overskud.
Koncernchefen afviser samtidig, at lukning eller neddrosling fortsat er et tema i virksomheden.
(Børsen 13.2.2206)
 
 

Sterling nedtoner Finland-planer

Sterling skærer i det planlagte antal afgange ud af Finland.
Oprindeligt var det planen, at to fly skulle bruges til flyvninger fra Helsinki til 11 rejsemål, hovedsageligt i Sydeuropa.
Kommunikationsdirektør Niels Brix siger, at selskabet har ændret planerne for udnyttelsen af flyflåden, men han vil ikke uddybe, hvorfor Selskabet har ombestemt sig.
(Børsen 13.2.2006)
 
 
 

Ryanair vil have SAS-piloter

Ryanair er ude efter de utilfredse SAS-piloter.
Onsdag vil Ryanair bruge otte timer på at rekruttere nye piloter. De første fire timer er afsat til at tale med SAS-piloter.
Senere på dagen vil piloter fra andre selskaber få mulighed for at høre om mulighederne hos Ryanair.
(Børsen 13.2.2006)
 
 

Pilotopgør på vej i SAS

Ledelsen i SAS styrer hårdt mod et opgør med selskabets piloter, der i værste tilfælde kan medføre nye strejker.
Jørgen Lindegaard, koncernchef i SAS, holder ufravigeligt fast i, at piloterne skal ansættes i de nationale selskaber, hvor de i dag er ansat i det skandinaviske SAS-konsortie.
Jørgen Lindegaard meddelte torsdag, at piloternes krav medvirker til store tab i SAS Danmark, SAS Sverige og SAS International, som alle kom ud af 2005 med et stort minus
(Børsen 10.2. 2006)
 
 


Superresultat fra SAS

Overskud på 255 mio. SEK overstiger forventningerne, og ventes at sende SAS-aktien op i højere luftlag i dag.
SAS præsenterede i morges kl. 8 sit årsresultat for 2005, og det endte med et overskud på 255 mio. SEK, en forbedring på ca. 2 mia. SEK i forhold til resultatet året før.
Dermed overstiger flykoncernens resultat alle analytikeres forventninger adskillige gange, og ledelsen kan samtidig
fremvise en vækst i passagertallet på hele 8 procent i forhold til 2004.
Ifølge koncernchef Jørgen Lindegaard er de såkaldte Unit Costs i SAS gruppen nedbragt med 30 procent i forhold til 2002, hvor koncernen indledte sit 14 mia. SEK store rationaliseringsprogram, ’Turnaround 2005’.
Lindegaard fremhæver, at selvom SAS med spareprogrammet har været igennem fem hårde og turbulente år, skal der fortsat findes nye besparelser, for at sikre flyselskabets fortsatte konkurrencekraft og evne til at skabe overskud.
Lindegaard fremlægger årsregnskabet for SAS koncernen ved et pressemøde i Stockholm ved middagstid i dag.
(Standby 9/2)
 
 
 

Sterling tilfreds med januar 2006

Sterling er tilfreds med antallet af passagerer i januar 2006. Samtidig holder lavprisselskabet storby-udsalg frem til 10. februar.
I januar 2006 valgte 253.409 skandinaviske passagerer at rejse med lavprisselskabet Sterling. Hermed endte kabinefaktoren på knapt 71 % for januar 2006.
”Januar er traditionelt en meget stille periode inden for flybranchen, så som sådan er antallet af passagerer ganske tilfredsstillende,” siger Sterlings Kommunikationsdirektør Niels Brix.
”Desværre er det ikke muligt at sammenligne med tallene fra januar 2005 på grund af fusionen med Maersk Air i efteråret 2005.”
Sterling holder i øjeblikket udsalg på storby-destinationerne, hvor rejser til populære europæiske storbyer som Berlin og Amsterdam kan bookes til priser helt ned til DKK 260,- OneWay inkl. skatter og afgifter. Rejserne kan bookes frem til fredag den 10. februar 2006. Rejseperioden løber frem til den 31. marts 2006. (Standby 8/2)
 
 


Fremgang i Københavns Lufthavne

Passagertallet stiger i Københavns Lufthavne.
I januar var der 73.000 flere passagerer i forhold til samme måned sidste år.
På rutetrafikken til udlandet steg passagertallet med 1,08 mio. passagerer til 1,14 mio.
Der er også vækst inden for chartertrafikken, 11,2 pct., fra 91.400 i januar sidste
år til 101.600 i sidste måned.
I 2005 steg trafikken til destinationer uden for Europa med 100.000 passagerer til 1,88 mio.
(Børsen 8.2.2006)
 



SAS-forhandlinger fortsætter mandag

SAS forhandler videre med piloterne mandag.
Tirsdag aften måtte ledelsen og piloterne opgive at indgå en aftale efter to dages forhandlinger i Stockholm. Piloternes formand Mogens Holgaard siger, at parternes ønske at finde en fælles løsning.
(Børsen 8.2.2006)
 

 

Sterlings madkontrakt rammer Gate Gourmet


Lavprisoperatøren Sterlings beslutning om at samle bestilling af flymad for et milliardbeløb hos cateringvirksomheden LSG Sky Chefs udløser en ny runde nedskæringer hos konkurrenten Gate Gourmet i Kastrup.
LSG skal derimod udvide for at løfte opgaven, der gør adm. direktør Erik Hansen særdeles tilfreds:
»Det vil øge vores markedsandele i København til omkring 80 pct. Og til forskel for tidligere er dette en kontrakt for hele Skandinavien,« siger Erik Hansen.
Han vil endnu ikke sætte tal på, hvor mange der skal ansættes efter at udbudsrunden er vundet. Den sidste underskrift sættes på i disse dage
LSG vandt Maersk Air som kunde sidste år - kort før flyselskabet blev solgt til Sterling. I efteråret varslede Sterling så en genforhandling af kontrakterne for den nye samlede lavprisoperatør, og her har det oprindelige Sterling så også valgt at skifte til LSG Sky Chefs.
 
Beklager tabet
Gate Gourmet beklager kundetabet, men vil endnu ikke sætte tal på fyringerne:
»Vi havde selvfølgelig håbet på at kunne beholde Sterling som kunde. Konsekvenserne af tabet er vi ved at regne på, så der er vanskeligt at kommentere yderligere endnu,« siger adm. direktør Amanda Jacobsen.
Hun afviser, at det vil få Gate Gourmet til at lukke helt ned i Danmark.
Kontrakten med LSG Sky Chefs er fem-årig, og den betyder, at LSG Sky Chefs skal levere 4,5 mio. måltider om året på Sterlings afgange fra Danmark, Norge og Sverige.
Da Gate Gourmet sidste år tabte Maersk Air efter 20 år som leverandør, var der samtidig 40 pct. af den samlede volumen og 112 arbejdspladser der forsvandt. Moderselskabet Gate Gourmet Northern Europe måtte derefter tage et tab på 101 mio. kr. i mistede tilgodehavender og for kort tid siden fik de nordiske aktiviteter tilført 90 mio. kr. i frisk kapital.
Sterling vil med kontrakten høste stordriftsfordelene for dermed at kunne skære ned i omkostningerne i bestræbelserne på at skabe et samlet overskud i 2006.
LSG Sky Chefs overtager opgaven fra april, og den omfatter også salg til passagererne undervejs på flyveturen.
(UFFE HANSEN Børsen 7.2. 2006)
 


SAS-forhandlinger genoptaget

I går genoptog ledelsen i SAS igen forhandlingerne om en ny struktur med piloterne.
Begge parter fik mulighed for at fremlægge deres synspunkter, men det er endnu for tidligt at sige, hvornår parterne når frem til enighed om en lønningsmodel.
(Børsen 7.2. 2006)
 
 

SAS foran afgørende uge

Januars trafiktal vil afsløre, hvor hårdt pilotstrejken i januar har ramt koncernen.
Trafiktallene for SAS har ellers vist fremgang, men analytikerne forventer stagnation i januar. Endvidere er det muligt, at de på trods af passagerfremgang kan være, at billetterne er solgt ekstraordinært lavt, fordi de er presset af konkurrenterne.
Koncernchef i SAS, Jørgen Lindegaard, præsenterer regnskabet for 2005 på torsdag, et regnskab der betegnes som knald eller fald. Regnskabet vil endvidere vise om selskabets nye billetsystemer har virket.
(Børsen 7.2. 2006)
 


Stigning i SAS-trafikken

Passagertallet hos SAS steg i januar med 8,4 pct. i forhold til sidste år.
Pilotstrejken kostede ifølge selskabet 4-5 pct. af passagerne.
Der er også fremgang i belægningsgraden på 6,5 procentpoint, oplyser Børsen.
Yielden faldt med 10 pct., og det var mere en forventet.
Analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank siger dog, at man ikke skal lægge for meget i den faldende yield, når man tager SAS’ udfordringer i januar i betragtning.
(Stanby 7/2)
 
 


SAS vil droppe dårlige flyruter

Kan SAS ikke få sine medarbejdere endnu længere op i produktivitet, kan en konsekvens blive et farvel til tabsgivende flyruter – både i Europa og oversøisk.
SAS overvejer at tilbyde egne flyselskaber eller medlemmer af Star Alliancen sine underskudsgivende ruter. Det siger øverste chef for flyselskabet SAS, danske John S. Dueholm - Jørgen Lindegaard er chef for hele SAS-koncernen.
Dueholms vink med en vognstang kommer via den norske avis Aftenposten i forbindelse med at SAS forhandler med sine ansatte om forhøjet produktivitet. Han skitserer fremgangsmåden:
SAS undersøger først om nogle af dets egne flyselskaber kan betjene de tabsgivende ruter; SAS ejer helt eller delvist spanske Spanair, finske Blue1, estiske Estonian, lettiske AirBaltic og norske Widerøe.
Næste stop bliver samarbejdspartnerne i Star Alliance, f.eks. Lufthansa. ”Kan de heller ikke, nedlæger vi ruterne,” siger Dueholm og tilføjer, at brug af andre selskaber kan medføre salg fly og nye opsigelser.
Dueholms gulerod for øget produktivitet er, at et stærkere SAS er en tryggere arbejdsplads.
Dueholm siger til avisen, at han nægter at tro, at SAS-ansatte vil sætte SAS og arbejdspladser i fare ved ikke at indfri kravet om øget produktivitet.
Han roser medarbejderne for de sidste fire-fem år at have accepteret meget mere end før, og dermed bidraget til, at SAS-koncernen har reduceret sine omkostninger med ca. 14 milliarder svenske kroner.
Jack Netskar, leder for de norske SAS-piloter, udelukker ikke, at ledelsen og piloterne kan finde løsninger, så det bliver uaktuelt at lade andre selskaber flyve for SAS. Netskar accepterer, at flyruter må være lønsomme, men vil have SAS’ definition af lønsomhed.
(Takeoff 7/2)
 

 

 

 

Med venlig hilsen
WWW.KLUBKAOS.DK

 

 

 

Avanceret hjemmeside statistik med mulighed for usynlig tæller - opret en gratis tæller nu