Branche News Oktober

 

 

 

Flere klager over Sterling

Kraftig stigning i klager fra utilfredse kunder, viser tal fra Forbrugerrådet og Rejseankenævnet.
Det er især aflyste afgange, og ændrede rejsetider, som kunderne er utilfredse over.
Kommerciel direktør i Sterling, Stefan Vilner, forklarer, at de mange klager sikkert skyldes købet af Maersk Air, som medførte en ændring af 50.000 tider, og det har medført at mange ikke har kunne flyve på det tidspunkt de regnede med.
(Børsen 26. 10. 2006)

 
 
Pilotstrid i SAS

Knap har den ene strid lagt sig, før en ny opstår. Piloter er utilfredse med aftalebrud.
Piloterne beskylder ledelsen for at spænde ben for nye nationale overenskomster.
Piloter fra Danmark, Norge og Sverige holdt krisemøde mandag og har bedt om et møde med koncerndirektør John Dueholm i morgen.
Piloterne er især fortørnet over, at SAS-ledelsen har oplyst, at man ikke vil overholde en aftale fra 2004 om kaptajnsudnævnelser i Norge.
(Børsen 25. 10. 2006)
 

 

Sterling får ørerne i maskine


Det forudsiges i hvert fald i TV- udsendelsen Kontant i aften i Danmarks Radio.
Sterling får sin sag for i aften i Kontant efter TV Avisen. I Danmarks Radio har man givet udsendelsen titlen "Sterling på slingrekurs". Fra udsendelse oplæg nævnes: Indviklede regler, arrogante afvisninger, fiflerier med kundernes penge, og stewardesserne i kamphumør med politiopbakning. Mange kunder klager, og TV følger strømmen."
Så er der ligesom lagt op til debat for alvor. Hvordan Sterling slipper fra den, vil aftenens udsendelse vise.
(Takeoff 24/10)
 
 


Tilfreds med aftale

Star Tour ånder lettet op.
Direktør i Star Tour, Stig Elling, havde allerede inden efterårsferien søgt efter alternativer til SAS, og er derfor lettet over, at overenskomsten kom i hus.
”Det glæder mig, at der nu er indgået en aftale. Dermed er det endt som jeg havde forventet, må jeg indrømme,” siger han og peger på, at det ville have været uansvarligt af ledelse og personale, såfremt konflikten var endt med strejke.
SAS og Star Tour havde netop indgået danmarkshistoriens største aftale mellem et flyselskab og et rejseselskab, da konflikten brød ud.
Aftalen betyder at SAS skal flyve hen ved 200.000 af Star Tours kunder på ferie.
(Berlingske Tidende 24. 10. 2006)
 
 


SAS-ansatte skal øge tempoet

Et mere fleksibelt vagtsystem vil øge effektiviteten hos SAS.
Men der blev også plads til en lønstigning på 3,5 procent.
Derfor er ledelsen såvel som de ansatte tilfredse med aftalen.
Tre systemer til at styre fordelingen af arbejdstid og fritid er barberet ned til et enkelt system.
Det betyder at personalet arbejder fem dage og har fri i tre, og den maksimale arbejdstid er ti timer.
Allerede til marts 2007 starter overenskomstforhandlingerne igen.
(Børsen 24. 10. 2006)



SAS købte sig til fred, mener analytiker

Men aktionærer og ansatte var tilfredse, og kursen steg med over seks procent
Det kan være svært at overskue de virkelige konsekvenser af den overenskomst, som SAS Danmark mandag morgen indgik med de 1.600 kabineansatte. Formanden for kabinepersonalet var godt tilfreds og sagde, at han fik 80 procent af sine krav opfyldt. Også adm. direktør Susanne Larsen fra SAS Dannmark var godt tilfreds, og hun er en dreven forhandler. Spørgsmålet er imidlertid om prisen for at undgå en strejke vil vise sig at være for høj.
I dag kan man læse i Børsen, at bestyrelsesformand for SAS i Danmark og samtidig adm. direktør for hele SAS-flyselskabet, John Dueholm, løfter en advarende pegefinger.
"Der er ingen tvivl om, at produktiviteten bliver bedre. Endnu er det for tidligt, at sige, hvor meget, vi opnår, men i Danmark skal vi op på samme niveau, som det er tilfældet i Sverige." siger han.
Svenskerne indgik for nylig en billigere overenskomst, fastslår bladet.
Analytiker Torsten Bech fra Jyske Bank, mener at SAS gav sig ekstra for at undgå strejke. I sig selv en farlig taktik på længere sigt. " Med de 3,5 procent, de ansatte har fået ekstra i løn, virker det som om SAS har betalt for at undgå strejke, " fastslår han.
Hos svenske Penser Fondkommission siger analytiker Mats Hyttinge: "SAS har brug for fred. Det ville have været bedre med en længere aftale end en, som skal genforhandles allerede til foråret."
Aktionærer var imidlertid godt tilfredse. Aktien blev i går handlet op med 6,2 procent.
(Takeoff 24/10)
 

 

SAS-strejke afblæst


Tidligt mandag morgen lykkedes det at indgå ny overenskomst mellem kabinepersonalet og ledelsen.
Dermed er en truende strejke afværget.
Stewardesserne får 3,5 procent mere i løn og en frokostpause.
Aftalen kom i hus efter 45 timers uafbrudt forhandling.
”Vi er ovenud tilfredse. Vi har fået 80 procent af vores krav opfyldt,” siger Verner Lundtoft Hansen formand for CUA til Ritzau. SAS direktør Susanne Larsen er også tilfreds. Hun siger til Ritzau:
”Det er meget glædeligt for os, at vi nu har indgået en aftale om en ny overenskomst med kabineforeningen, der imødekommer medarbejdernes ønsker til et forbedret arbejdsmiljø, samtidig med at den sikrer os fortsat lønsomhed. Og det allerbedste er naturligvis, at vi nu kan afblæse den varslede strejke.”
(Standby 23/10)

 

Pause i SAS-forhandlinger


Frem til torsdag var der forhandlet 27 timer i træk. Nu er der pause til lørdag.
Det siger Anne Bove-Nielsen, kommunikationsdirektør i SAS Danmark, til nyhedsbureauet Direkt.
Hos formanden for de kabineansattes fagforening, CAU, Verner Lundtoft Jensen, er der ikke megen optimisme at spore - trods den nye forhandlingsdag lørdag.
"Hvis der havde været en tilnærmelse mellem parterne, så havde vi jo nok også haft en aftale. Så jeg er slet, slet ikke optimistisk," siger Verner Lundtoft Jensen til Ritzau.
(Standby 19/10)
 
 
 

Roskilde Lufthavn må udvide

Trods voldsomme protester fra lokalbefolkningen, finder HURs embedsmænd intet til hinder for at lufthavnen udvider.
Udvidelsen krævede et regionplantillæg og en VVM-undersøgelse, og på baggrund af disse har HUR ingen modsættende kommentarer.
Det sker trods massive protester fra lokalbefolkning og fire tilstødende kommuner, under høringsrunden.
Næsten 11.000 mennesker skrev under på en protest, og Hovedstadens Udviklingsråd modtog over 1000 breve og e-mails.
Talsmand for borgergruppen Stop Støjen, Torben Steen, siger til DR P4, Københavns Radio, at VVM undersøgelsen er mangelfuld og ikke overholder lovgivningen.
”Det er desværre en skandaløs behandling, vi er blevet udsat for. Der er blevet lavet en VVM-redegørelse, der efter vores opfattelse ikke lever op til lovens krav”, siger Torben Steen Hansen.
Embedsmændene forklarer at undersøgelser af støj er upræcise, og lover at påvirkningen af naboerne omkring Roskilde Lufthavn er lille.
(Standby 19/10)
 
 
 

Icelandair solgt

Icelandairs moderselskab, FL Group, sælger sine aktier i Icelandair til islandske interesser.
FL Group, som bl.a. ejer Sterling og 10 % af Finnair, sælger aktierne i Icelandair til tre islandske investorer. Selve Icelandair-gruppen skal, som tidligere oplyst, noteres på den islandske børs inden for et års tid.
Islandske Langflug, Naust og Blue-Sky Transport overtager 50,5 pct. af Icelandair, oplyser Børsens Nyhedstjeneste, som citerer Bloomberg.
Salget giver FL Group et overskud på 305 millioner euro, skriver den islandske erhvervshjemmeside Vidskipta.
Glitnir Banki sælger den resterende aktiepost, 49,5 %,
mellem investorer, medarbejdere og direktionen i Icelandair. 1/3 af aktierne kommer på banen inden Icelandair-gruppen noteres på Islands børs.
Icelandair-gruppen har 2.700 medarbejdere. Sidste år fløj 1,5 millioner passagerer med selskabet.
(Takoff 17/10)
 
 


Kabinepersonalet i SAS støttes af kolleger

Der kan blive strejke hos SAS Danmarks danske kabinepersonale om en uge. Nu smider SAS’ danske Luftfartsfunktionærer sin støtte ind til fordel for kabinepersonalet - men forventer ingen konflikt.
”SAS’ kabineforening (CAU) har ret - det er vanskeligt at accepterer flere forringelser,” skriver formand for SAS’ luftfartsfunktionærer, Nicolas Fischer, til Take Off og forudser:
”Det er slut med kompromis med arbejdsmiljøet. CAU har vores opbakning. Tiden er til forbedringer. Det trækker op til at ledelsen skal have sund fornuft frem – men det kan ledelsen, derfor bliver der ingen konflikt.”
(Takeoff 17/10)
 
 
 

Bravo Tours skal flyve med eget islandsk selskab

Primera Travel Group er navnet på moderselskab for islandsk selskab som bl.a. ejer danske Bravo Tours. Selskabet får eget flyselskab.
Nordens fjerdestørste rejsearrangørgruppe skifter navn til Primera Travel Group og får eget flyselskab.
Islandske JetEx skifter navn til Primera Air. ”Vi købte en andel af JetEx, som havde flyene Iceland Express fløj med,” siger adm. direktør, Peder Hornshøj fra Bravo Tours til Take Off.
JetEx har tre MD 83’er, én Boeing 737-800 – og får to B737’800 efter nytår.
Fra april, når Bravo indleder sit sommerprogram, skal en del af gæsterne flyve med selskabets seks fly.
”Vi er fem selskaber, der deler de seks fly, så vi vil sandsynligvis være afhængige af Sterling i mange år. Sterling skal transportere langt den største del af vore gæster, men det er en fordel, at vi også har egne fly,” siger Bravo Tours’ adm. direktør, Peder Hornshøj.
Primera-gruppen, Nordens fjerdestørste charterrejse-koncern, består udover danske Bravo af Solresor i Sverige, Solia i Norge, Lomamatkat og Matka Vekka i Finland samt Heimsferdir og Terra Nova i Island.
Udover at være adm. direktør for Bravo Tours er Peder Hornshøj i koncernledergruppen, der har den islandske ejer, Andri Ingolfsson, for bordenden, mens Bravo Tours’ anden tidligere ejer, Henrik Søndergaard, er ansvarlig for hele koncernens destinationsdrift.
(Takeoff 17/10)
 
 
 

Ny SAS-chef skal spare

Indtjeningen skal op og omkostningerne ned.
Sådan lyder hovedopgaven for Mats Jansson, der den 1. januar 2007, besætter direktørstolen i SAS.
Det kan betyde fyringsrunder. Mats Jansson ønsker ikke selv, at kommenterer eventuelle rationaliseringer.
Han vil først gennemgå koncernen i detaljer.
(Børsen 17. 10. 2006)
 
 
 

FL Group sælger Icelandair

Det blev ikke Sterling, men Icelandair, som flyver fra FL Group-reden.
FL Group har solgt samtlige aktier i Icelandair og høster en gevinst på 2,3 mia. kr.
16 procent bliver købt af medarbejdere i selskabet, mens 50,6 procent overtages af tre investorgrupper. FL Group vil ikke afsløre om pengene skal investeres i Danmark.
(Børsen 17. 10. 2006)
 

 

Afgørende nyhed fra SAS i eftermiddag


Der er indkaldt til koncernpressemøde kl. 15 i Stockholm.
SAS kommer med en nyhed af afgørende betydning i eftermiddag kl. 15 ved et
pressemøde i Stockholm. Der er ikke oplyst noget om indholdet, men det er
sandsynligt, at det kan være præsentationen af en ny koncernchef.
Det har hele tiden været meningen, at den pågældende skulle findes i løbet
af oktober, når mulighederne i løbet af september var nøje gennemgået af det
internationale hedhunterfirma.
Gisninger om hvem og om nationalitet er i fuld gang. De bedste odds givespå
en svensk erhvervsleder.
(Takeoff 16/10)
 
 


Kabinepersonalet låser SAS-konflikten

Ved sine ultimative krav gør formanden for kabineforeningen det meget vanskeligt for forligsmanden at nå et resultat.
Der trækker op til strejke i SAS for 1.600 kabineansatte fra næste tirsdag 24. oktober, hvis man skal bedømme ud fra de seneste udtalelser fra formanden for kabineforeningen. Verner Lundtoft Jensen, som er godt på vej til at låse konflikten fuldstændig fast. SAS ledelsen afholder sig derimod klogelig fra offentlige markeringer i en svær forhandlingssituation, bortset fra et brev til de ansatte om, hvor galt det kan gå.
Hvis en konflikt skal løses i en Forligsinstitution må begge parter sædvanligvis give køb. Ingen kommer ud som den absolutte sejrherre.
I dag siger Verner Lundtoft Jensen til Børsen: "Vi har fået et hundrede procent opbakning fra medlemmerne til den linie, vi har lagt. Det betyder, at vi under ingen omstændigheder kommer til at acceptere forringelser. SAS kommer til at bøje af, ellers ender det her med en konflikt."
I et brev til kabinefolkene har SAS ledelsen skrevet, at de øgede omkostninger til de ansatte, vil betyde, at mange ruter ikke vil kunne drives lønsomt. Ledelsen mener, at tabe markedsandele og flere mio. kroner, hvis kravene skal opfyldes.
Den nuværende ledelsen i Stockholm (og den danske i København) ved, hvad det gælder. Kan en rute i dag ikke operere lønsomt i SAS-selskabet bliver den lukket.
(Takeoff 16/10)
 
 


Finnair vil købe hele SAS

Hidtil har SAS ville købe Finnair. Nu vil Finnairs koncernchef købe den svenske stats andel af SAS, og helst mere – han vil have hele SAS!
”Hvis Sveriges nye regering mener det alvorligt med at sælge, er vi helt klart interesseret,” siger Jukka Hienonen, til svenske Dagens Nyheter. Han understreger, at skal handlen blive til noget, skal Finnair overtage SAS – ikke en minoritetsandel.
Halvdelen af SAS ejes af Danmark, Sverige og Norge. Sveriges nye regering vil sælge dele af statsejede selskaber, fx SAS. Den svenske stat ejer 21,4 % af SAS.
Finnair vil inden år 2010 fordoble sin langruteflåde til 14 fly – og åbne to nye destinationer om året.
”Over 80 % af vore passagerer på Fjernøsten mellemlander blot i Helsinki,” siger Jukka Hienonen.
Han opfordrer også til ”en reel omstrukturering af global luftfart. Det kan ikke fortsætte med at de amerikanske kæmper åbner stadig flere Atlantflyvninger for at dække deres enorme tab på amerikansk indenrigs.”
(Takeoff 16/10)
 
 

FL Group vil beholde Sterling

Det sker, trods udtalelser om, at det islandske selskab vil neddrosle sit fly-engagement.
I et interview med Reuters, antydede FL Group, at de ville drosle ned på selskabets engagement i flyindustrien, men kommunikationsdirektør Kristján Kristjánsson siger, at de er glade for Sterling og ikke har planer om at sælge.
(Børsen 16. 10. 2006)
 
 

SAS stadig strejketruet

Kabineansatte og ledelse forhandlede videre i weekenden, men der er stadig langt mellem parterne.
Ved fredagens stormøde blandt de kabineansatte fik Cabin Attendents Union (CAU) fuld opbakning til ikke at acceptere forringelser.
Formanden for CUA, Verner Lundtoft Jensen, lover, at, hvis ikke SAS bøjer af på deres krav, vil de kabineansatte strejke. Det vil i så fald ske den 24. oktober.
(Børsen 16. 10. 2006)
 
 

Tre døde i flybrand

Et passagerfly brød i brand i en lufthavn nær Bergen. Ti meldes evakueret, andre tre er døde.
Kl. 07.35 fik det norske politi en alarm om, at et fly var gået i brand. Flyet kørte tilsyneladende af landingsbanen under landing, men den nærmere årsag til branden er ikke kendt.
Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er der tale om charterfly fra det færøske selskab Atlantic Airways.
Det skulle til Molde og var chartret af selskabet Aker Stord, der bruger det til transport af arbejdere til Ormen Lange-olieanlægget uden for Molde.
Branden blev slukket ved 10-tiden, hvorefter eftersøgningen gik i gang, skriver Aftonpostens netavis. Under eftersøgningen i flyet fandt redningsmandskabet tre passagerer, der ikke nåede at komme ud af det brændende fly.
Af de 16 på flyet var de 12 passagerer, resten besætningsmedlemmer.
(Standby 10/10)
 
 
 

Vækst i global flytrafik

Siden oktober er antallet af skandinaviske fly vokset med seks procent og antallet af sæder med otte procent.
Det viser tal fra OAG.
Siden oktober 2001 er antallet af afgange steget med 5000 på månedsbasis til i alt 39.715, mens antallet af sæder er steget fra fire til fem millioner.
(Børsen 10. 10. 2006)
 


Sterling klar med nye ruter til næste sommer

Split i Kroatien og Burgas i Bulgarien er Sterlings nyheder for sommerprogrammet som fra onsdag sættes til salg.
Sterling har fra næste års sommerprogram en ugentlig afgang fra København til Split i Kroatien og Burgas i Bulgarien.
Desuden åbner selskabet en daglig rute mellem Stockholm og London Gatwick alle dage minus lørdag.
(Takeoff 9/10)
 
 
 

Sterling beskyldes for bedrageri

Selskabet opkræver penge for en afgift, der ikke eksisterer.
Siden juli har Sterling opkrævet 96 kroner i såkaldt ”state tax” fra kunder, der har booket billetter fra Sterling i Sverige.
Baggrunden er, at den tidligere regering ville indføre en svensk skat på flyrejser, men det vil den nye borgerlige koalition ikke.
Nils-Olof Dahlin fra det svenske Luftfartsvæsen mener at Sterling begår bedrageri.
(Jyllands Posten 9. 10. 2006)
 


SAS-konflikt udskudt i to uger

Forligsmanden valgte søndag at udsætte den varslede strejke fra SAS Danmarks kabinepersonale i to uger.
Efter weekendens forhandlinger mellem SAS Danmark og kabinepersonalet vurderede forligsmand Asbjørn Jensen, at der var så megen fremgang, at parterne får yderligere to uger til at nå til enighed.
Kabienpersonalet havde varslet strejke fra natten til tirsdag.
"Forhandlingerne har indtil videre været stort set resultatløse, der er meget stor afstand mellem parterne," siger Verner Lundtoft Jensen, formand for de 1.600 kabineansattes forening, CAU, til Ritzau.
Forligsmanden kan i følge reglerne kun udsætte en konflikt én gang - hvis det skønnes at parterne er indenfor forhandlingsafstand af et resultat.
(Takeoff 9/10)
 

 

Sterling og Falk Lauritsen fortsætter


Sterling Airlines A/S, indgår ny charter-aftale med den største danskejede rejse-arrangør herhjemme, Falk Lauritsen Rejser.
De to selskaber har begge ønsket at fortsætte samarbejdet, og derfor er der nu indgået charteraftale for sommeren 07.
Fra slutningen af april 2007 og 6 måneder frem kommer Falk Lauritsen Rejsers mange chartergæster således til at flyve med Sterling til rejsemålene.
For sommeren 2007 er destinationerne primært Tyrkiet og Grækenland, der sammen står for 40 pct. af sæderne, mens Spanien, Bulgarien og Egypten udgør de sidste 60 pct.
”Falk Lauritsen Rejser og Sterling har samarbejdet gennem adskillige år allerede. Det har hidtil fungeret upåklageligt og derfor ser jeg ikke nogen grund til at lave om på det,” siger Søren Falk Lauritsen, adm. direktør for Falk Lauritsen Rejser.
”Det har været en glæde at se, hvordan vi har lykkedes med at arbejde sammen i en positiv og professionel ånd, også i en periode, der har været hård for både luftfart og charterbranche.” siger Stefan Vilner, Kommerciel direktør i Sterling.
(Standby 6/10)
 
 
 

Sterlings kabinepersonale sagde ja til ny overenskomst

Det blev et overvældende ja fra Sterlings omkring 550 stewardesser til den nye overenskomst. Dermed undgår lavprisselskabet en lammende strejke.
93 procent af Sterlings kabineforening har ved en urafstemning sagt ja til den nye overenskomst, skriver Ritzau. Sterling havde sent torsdag aften ikke udsendt nogen pressemeddelelse om dette.
”Den nye overenskomst er et godt grundlag for det videre arbejde om endnu bedre arbejdsforhold,” siger formand for Sterlings kabineforening, Birgitte Helmer, til Ritzau og understreger, at forbundet nu har trukket et konfliktvarsel tilbage.
I øvrigt har Sterling netop indgået en ny charteraftale med den største danskejede rejse-arrangør, Falk Lauritsen Rejser for sommeren 07.
(Takeoff 6/10)
 
 
 

Kabinepersonalet melder sig ud af fagforening i Sverige

Voldsomme reaktioner efter den ny overenskomst med SAS
Den ny overenskomst, som kabinepersonalet i Sverige fik forleden, og hvor fagforeningen HTF underskrev, får nu mange til at melde sig ud af fagforeningen i protest, skriver Dagens Nyheter. Samtidig citerer avisen nyhedsbureauet Direct for, at utilfredsheden har betyder mange sygemeldinger før forliget, og også ventes at ville gøre det i fremtiden.
Til avisen siger formanden for de kabineansatte Pia Kastebring: "Resultatet er foruroligende. Vore medlemmer taller om masseudmeldelse af HTF."
De kabineansatte i SAS fik ind i aftalen, bedre forhold for vagter i løbet af et døgn, en bedre ugeplan og mere fordelagtig månedsskema samt mere hviletid. De er utilfredse med resultatet, og de er utilfredse med, at de ikke kan få et møde med fagforeningen før 17. oktober.
Den ny overenskomst udløber allerede til februar, og flere frygter, at der nu ikke kan blive samlet forhandling næste gang, hvis medlemmerne siver fra deres fagforening i stort tal.
I dag starter forhandlingerne i Danmark i Forligsinstitutionen, og på forhånd er afstanden stor mellem parterne.
(Takeoff 6/10)
 
 
 

Nye regler vil skabe kø

EU vil indføre regler som er i tråd med de amerikanske regler.
Det sker fra slutningen af november, og i værste fald vil det skabe køer, som dem passagererne oplevede i sommers.
Lufthavnsdirektør Niels Boserup, er fortrøstningsfuld, og forudser ikke voldsomme forsinkelser, da selskabet på det tidspunkt vil have ansat 150 nye sikkerhedsfolk.
(Børsen 5. 10. 2006)
 
 


Lufthavn planlægger ny terminal

CPH vil investere flere milliarder i en terminal 4. Den kan blive bygget inden for 5 – 10 år.
Det spår adm. Direktør Niels Boserup.
Terminalen er endnu på tegnebrættet, og er den del af en plan om at hæve passagertallet fra 20 til 20 millioner på ti år.
Terminalen er er planlagt til at være en forlængelse af den nuværende terminal 3.
(Børsen 5. 10. 2006)
 
 


Kabineformand ensom

Den danske formand for kabinepersonalet i SAS Danmark vil kæmpe videre uden svensk støtte.
SAS danske kabineformand, Verner Lundtoft Jensen, er stærk utilfreds med den aftale SAS Sverige indgik med det svenske kabinepersonale.
"Vi må nu konstatere, at vi står helt alene, men hvis ikke andre vil tage den her kamp må vi gøre det. Vi er villig til at kæmpe til sidste blodsdråbe," siger Verner Lundtoft Jensen til Børsens Nyhedstjeneste.
Fredag får han lov at slås med SAS, fordi der mødes parterne i forligsinstitutionen med Asbjørn Jensen som mægler.
Den svenske aftale indebære blandt andet, at stewarder og stewardesser fortsat kan få arbejdsdage på over 13 timer og 20 minutter.
Aftale fik SAS aktien til at stige med 3,3 procent.
(Standby 4/10)
 
 


SAS arbejder normalt i Sverige

Kabinepersonalet ikke tilfreds, men valgte alligevel at underskrive ny overenskomst
Faren er afblæst i Sverige, men lurer fortsat i SAS Danmark, hvor kabinepersonalet og ledelsen i morgen mødes i forligsinstitutionen med baggrund i strandede overenskomstforhandlinger. Det er dog på sin plads at minde om, at parterne skal være meget langt fra hinanden, hvis ikke Forligsmanden udsætter i to uger, hvis enighed ikke kan opnås.
I Sverige skriver Dagens Nyheter, at kabinepersonalet valgt at skrive under, fordi der ikke var nok grund til at udløse en strejke. Efter 20 timer nåede man et forlig, men det er fortsat uenighed om arbejdstid og måltidsophold. Først efter otte timer er der garanteret pause til spisning. Selve arbejdstiden på en tur er den samme som før. Et såkaldt arbejdspas er på 13 timer og 20 minutter, oplyser kabinepersonalets forhandlere til avisen.
(Takeoff 4/10)
 
 
 

Icelandair på børsen

FL Group gennemfører med bankgaranti fra Glitnir børsnotering af datterselskabet Icelandair.
Adskillige gange er børsnoteringen blevet udsat, men nu sker det. Prisvurderingen er 3,6 milliarder kroner. Glitnir Bank garanterer for salget af 51 procent af aktierne og FL Group er ikke afvisende overfor at beholde en aktiepost.
(Berlingske 4. 10. 2006)
 
 
 

SAS og kabinefolk i forligsinstitution

Forligsmand, Asbjørn Jensen, skal fredag forsøge at mægle mellem SAS og de danske kabineansatte.
Hvis parterne ikke finder en løsning på konflikten, vil kabinefolkene strejke fra den 10. oktober.
Det giver parterne tre døgn til at finde en løsning.
(Berlingske Tidende 4. 10. 2006)
 
 
 

Charterrekord i efterårsferien

60.000 danskere har købt rejse sydpå. Det er 10.000 flere end sidste år.
Ferien begynder om ti dage. Den store efterspørgsel har tvunget charterselskaberne til at indsætte 15 ekstra fly, det er ifølge Stig Elling, fra Star Tour, 3000 ekstra sæder. Han kan ikke huske, at der nogensinde er sendt så mange af sted før.
(Børsen 4. 10. 2006)
 
 
 

Sterling styrket med Virgin-chef

John Robertson fra Virgin Express bliver operationel chef for Sterlings flyflåde.
Han bliver også kaldt fusionsekspert, da Robertson har været med til sammenlægningen af Virgin-Express og SN Brussels Airlines. Nu skal han hjælpe med at lægge de sidste brikker i puslespillet i fusionen mellem Sterling og Maersk Air. Sterling vil ikke kommentere på, om Robertson er hentet til firmaet for at bistå i fremtidige fusioner.
(Børsen 4. 10. 2006)
 
 

SAS vil ikke købe Icelandair

Selskabet fejer islandske spekulationer af bordet.
Tidligere var SAS og Icelandair gode venner, men det stoppede da Icelandairs ejere FL Group købte SAS værste konkurrent i Danmark, Sterling. SAS maner i dag i Børsen, alle rygter om et køb af Icelandair til jorden.
"Vi har set de islandske spekulationer om dette, men det er ikke aktuelt. Vi har andre prioriteter. Vi har haft et samarbejde med Icelandair, men har ikke set på Icelandair med ønsket om at købe selskabet," siger SAS kommunikationsdirektør Hans Ollongren til avisen.
(Standby 3/10)
 
 

SAS nævnes som mulig køber af Icelandair

Rygterne har svirret i længere tid om et tættere samarbejde
Ud over Icelandairs mulige købere i Island, ser det også ud til at flere flyselskaber på Kontinentet kan være interesseret, fordi Icelandair er den ideelle platform til mere trafik til USA.
I dag nævner Børsen, at SAS er interesseret, men har egentlig ikke nogen kilder udover at citere "at der ikke er konkrete forhandlinger i gang, men at Icelandair muligvis kunne være af interesse for SAS". Mere løst kan det næsten ikke være.
Alligevel giver det grund til eftertanke, fordi SAS i øjeblikket ikke flyver til Reykjavik fra København, mens masser af skandinaviske kunder rejser med Icelandair til USA. Til gengæld har Icelandair mange amerikanske passagerer, som via interlineaftale bruger SAS ruter ud i Europa, primært fra København.
I dag flyver SAS kun til Island fra Oslo.
(Takeoff 3/10)
 

 

SAS venter på strejken


Passivitet hos den danske SAS-ledelse øger risiko for SAS-strejke.
Verner Lundtoft Jensen, formand for medarbejdernes fagforening, Cabin Attendens Union, venter på at SAS-ledelsen skal ringe til ham. SAS-direktør Susanne Larsen vil ikke udtale sig om sagen. Konflikten drejer sig blandt andet om, at SAS vil have at kabinepersonalet skal arbejde syv procent mere, uden at få mere i løn, udtaler Verner Lundtoft Jensen.
Kommer der ikke en løsning på konflikten, strejker kabinepersonalet fra den 10. oktober.
(Jyllands Posten 2. 10. 2006)
 


Konflikt tæt på løsning

SAS Sverige og hen ved 1000 medarbejdere har til i eftermiddag klokken 15.00, til at acceptere løsning fra forligsmænd.
”Der findes igen anledning til at tro, at parterne ikke accepterer buddet,” siger forligsmand Peter Ander i dag til den svenske avis Dagens Industri.
Hvis konflikten ikke løses vil 300 afgange stå stille den 5. oktober.
(Standby 2/10)
 
 

Åbner skranke til business

Sterling erkender for lang ventetid ved check in
Sterling indrømmer, at det er uacceptabelt at tvinge rejsende til at møde op to timer før afgang.
Derfor vil selskabet åbne en ekstra skranke kun til folk med håndbagage. Det vil forkorte check in tiden for typiske business-kunder.
(Berlingske Tidende 2. 10. 2006)

 

 

Med venlig hilsen
WWW.KLUBKAOS.DK

 

 

 

Avanceret hjemmeside statistik med mulighed for usynlig tæller - opret en gratis tæller nu