Branche News November

 

 

 

SAS og THAI i partnerskab

Selskaberne indgår i nyt strategisk samarbejde om ruter mellem Skandinavien og Østen.
Det drejer sig om ruter til Bangkok og Singapore fra forskellige byer i Østen og ruter til Oslo og København fra svenske og danske byer.
(Berlingske Tidende 30. 11. 2006)

 



Flere arbejdsskader i luften

Knækkede tænder, alvorlige knubs, knoglebrud og grimme fald hører med til jobbet som kabinepersonale.
Antallet af anmeldte skader er næsten tredoblet siden 2001.
Det viser en opgørelse fra SLV. Det er især i forbindelse med turbulens, at uheldene sker, forklarer SLV.
(Jyllands Posten 30. 11. 2006)


 

 

Cimber Air når milliardsalg før tid

Efter flere år med underskud har Cimber Air vendt udviklingen.
Det skyldtes et godt dansk indenrigsmarked og succes med at flyve til europæiske byer løfter omsætningen.
Direktør Jørgen Nielsen advarer dog mod, at de mange nye sikkerhedskrav kan blive en trussel mod fortsat vækst.
Selskabet har alligevel opjusteret forventningerne og regner med at krydse en omsætning på en milliard i 2009 – et år tidligere end først forventet.
(Børsen 30.11.2006)

 

 

 

Flyselskab tav om motorbrand

Cimber Air hold motorbrand hemmelig for offentligheden.
”Det er pressens opgave at finde nyheder. Det er ikke vores opgave at forsyne jer med dem,” forsvarer administrerende direktør I Cimber Air, Jørgen Nielsen sig til DR Syd og fortsætter:
”Der er ingen luftfartsselskaber, som vil hejse flaget og fortælle om sådan noget.”
Cimber Air har en gang tidligere oplevet at en motor brød i brand under afgang. Det var i Polen, og her var der heller ingen, der fik noget at vide.
Jørgen Nielsen forsikrer dog, at de rette myndigheder, blandt andet statens lufthavnsvæsen, blev orienteret.
(Standby 29/11)

 

 

 

Sterling åbner 4 ruter i Gøteborg

Sterling Airlines sætter onsdag den 29. november kl. 14.00 sit Gøteborg-program til salg.
Programmet vil fuldtidsbeskæftige en Boeing 737-700, der skal flyve ruterne fra Gøteborg til destinationerne Alicante, Malaga, Nice og Firenze.
Alle ruter åbner sidst i marts 2007. Byen bliver dermed Sterlings 6. base. Sterling har tidligere tilbudt lavprisruter ud af Gøteborg, men valgte for et års tid siden at indstille trafikken bl.a. grundet den på daværende tidspunkt truende statsskat.
”Men vi har altid været meget tilfredse med vores tilstedeværelse i Gøteborg lufthavn, og glæder os nu især til at åbne ruten derfra til Firenze, som er en sommerrute, vi har stor succes med fra København og Oslo,” fortæller Sterlings kommercielle direktør Stefan Vilner.
(Standby 29/11)

  

 


Københavns Lufthavn har kurs mod 30 mio. passagerer

Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn vokser med én million om året. Og de kommende 10 år skal lufthavnen udbygges for fem milliarder kroner.
Inden for 10 år forventes passagertallet i Københavns Lufthavn at være vokset fra de 20 millioner sidste år til 30 millioner om året. Allerede i år forventes passagertallet rundes de 21 millioner – altså én million flere end for et år siden…
Den store vækst kræver nye investeringer i kapacitet og faciliteter. Derfor har lufthavnen afsat fem milliarder kroner til udvidelser og forbedringer af sin infrastruktur de kommende ti år.
De fem milliarder skal blandt andet bruges til at udvide terminalerne og udbygge landingskapaciteten, så der bliver plads til større fly, oplyser lufthavnen.
Målet er at tiltrække flere flyselskaber og øge antallet af ruter – ikke mindst til destinationer uden for Europa.
Allerede i dag kan passagererne vælge blandt over 130 destinationer, heraf 21 interkontinentale fra København.
”Vi er Skandinaviens største knudepunkt for flytrafik, og det skal vi også være i fremtiden,” siger adm. direktør, Niels Boserup.
(Takeoff 27/11) 

 

 


Flere skader på det flyvende personale

Turbulens kan være farlig, hvis kabinefolk ikke når på plads, men heller ikke flymaden er ufarlig, viser nye tal fra Statens Luftfartsvæsen.
Der har været en klar stigning i antallet af arbejdsulykker i flyene i luften i 2005, den nyeste opgørelse, i forhold til året før. Antallet er steget på tre år fra 55 til 80, og man regner i grove træk med, at kun halvdelen af skaderne ender med at blive indberettet til Arbejdsskadestyrelsen, skriver Statens Luftfartsvæsen i en ny rapport.
Det er især ved turbulens, at kabinepersonalet kommer ud for skader, mens de er i gang med serviceopgaver som at sikre, at passagererne er spændt fast. En del uheld sker i forbindelse med slag, stød og fald, når trolley-vognene skal på plads.
Andre skader indberettet fra personale på fly er forstuvninger, knoglebrud, blødninger og tandskader.
Selv om man skulle synes, at de bløde sandwichs, som nu er standard hos de fleste selskaber, ikke udgøre den store fare for tænderne, er det rent faktisk ved hårde genstande i maden, at skaderne opstår. Det fremgår i hvert fald af skadesanmeldelserne.
(Takeoff 27/11)

 

 

Svensk selskab overtager efter Servisair i København

Det svenske handlingselskab Nordic Aero overtager fra årsskiftet Servisairs forpligtigelser i Københavns Lufthavn – minus loungen.
Nordic Aero, som først i år kom til Københavns Lufthavn for at betjene Sterling – som var utilfreds med netop Servisair – bliver agent for Servisair i Gøteborg og Stockholm; Servisair lukkede for tre år siden i Sverige, også her efter massive tab.
Det menes, at fransk-ejede Servisairs indtog på det skandinaviske marked for flyhandling har kostet selskabet næsten 250 mio. kr. i underskud siden 1996.
(Standby 23/11)
  

 

Star Tour kritiserer SAS

Men SAS mener, det står selskabet frit for, at lave aftaler om Eurobonus med andre charterselskaber end Star Tour.
Star Tour er oprevet over at SAS laver bonusordning med Apollo Rejser, kort tid efter at en lignende aftale er indgået med Star Tour.
SAS mener imidlertid ikke at Star Tour fik eneret.
(Børsen 23. 11. 2006)

 

 

Servisair lukker i København

Servisair, der er en af de fire groundhandlere i Københavns Lufthavn, meddelte i går sit personale at nøglen drejes om. Det sker om kun 39 dage.
Servisair har cirka 200 ansatte i lufthavnen.
Selskabet startede i CPH i 1999 , og har siden etableringen tabt over 100 millioner kroner på det danske marked.
I 2003 stoppede selskabet ligeledes med kort varsel med at drive virksomhed i Sverige.
Moderselskabet for den verdensomspændende koncern kæmper med alvorlige økonomiske problemer, og lukningen i København skal formentlig ses i forlængelse heraf. Tidligere i denne måned opgav man også at drive virksomhed i Italien. Servisair driver dog fortsat virksomhed på Gardermoen og i Helsinki.
Servisairs kunder skal ifølge planen fremover betjenes af det i CPH nyetablerede Nordic Aero, der også vil tilbyde beskæftigelse til et ikke endnu oplyst antal Servisair ansatte.
Servisairs kunder tæller British Airways , Finnair, Swiss, SN Brussels, easyJet og TAP. SN Brussels har allerede meddelt at de skifter til Novia per 1 december 2006, og BA og Finnair har tidligere meddelt at de vil sende deres kontrakt i udbud i nær fremtid.
Endvidere er Swiss og TAP begge for nylig blevet medlemmer i STAR Alliance, hvilket kunne tyde på at SAS Ground Handling banker på hos disse selskaber.
(Standby 22/11)
 

 


Københavns Lufthavn billigere

Er på 9. pladsen på listen over billige lufthavne i Europa.
Sidste år lå lufthavnen på en 12. plads.
Der er blevet målt blandt 25 lufthavne i Europa.
(Berlingske Tidende 21. 11. 2006)

 



Qatar Airways til Skandinavien

Offentliggjorde fem nye ruter i går. To mere er på vej, blandt andet til en by i Nordeuropa.
Qatar Airways ' CEO Akbar Al Baker fremlagde ved en pressekonference i London i går selskabets ekspansionsplaner for 2007, og følgende 5 byer får nu direkte flyvninger fra Doha: New York JFK, Dar Es Salaam, Lagos, Denpasar og Ho Chi Min.
Samtidig sagde Al Baker, at Qatar Airways vil starte direkte flyvninger til yderligere en by i Nordeuropa, samt en by i Østeuropa.
Der har tidligere været tale om at Qatar Airways skulle være på vej til Skandinavien og at Stockholm skulle være favorit. Men disse forlydender er altså endnu ikke officielt bekræftet.
Skulle Qatar Airways vælge København vil dette være godt nyt for bl.a. A.P. Møller/Maersk samt Cowi som begge har store projekter i Qatar.
(Standby 21/11)

 


Brug SAS-bonuspoint på charter

Nu kan man bruge optjente eurobonus til at købe ferierejser hos andre selskaber end SAS.
Det er charterselskabet Star Tour, som har indgået et samarbejde med SAS.
"Det vil helt sikkert give os mange nye kunder," siger salgsdirektøren fra Star Tour, Stig Elling, til Ritzau.
(Standby 21/11)


 


CPH nedjusterer

Københavns Lufthavne forventer at overskuddet før skat bliver 100 millioner kroner mindre end først antaget.
Det skyldes ny finansiering af investeringer i Newcastle International Airport.
Overskuddet før skat forventes at blive 1 milliard kroner.
(Standby 21/11)

 



British Airways forbyder kvindelig medarbejder at bære kors

55-årige Nadia Eweida må ikke bære sit halssmykke med et kors som vedhæng, når hun sidder i check-in skranken for British Airways.
Det slår ledelsen fast, selv om den 55-årige britiske kvinde har appelleret til ledelsen om at give hende lov alligevel, skriver BBC Online ifølge Politiken.
Ansatte i selskabets uniformer må ikke bære religiøse symboler synligt - de skal gemmes under tøjet eller blive derhjemme. Men der er undtagelser:
»Andre religiøse symboler så som turban, hijab (tørklæde. red.) og armringe (traditionelle smykker fra Indien, red.) må man gerne have på, da det ikke er praktisk for de ansatte at gemme dem under deres uniformer«, erklærer British Airways ifølge Reuters.
»Det handler ikke om diskrimination mellem trosretninger«, understreger flyselskabet via BBC.
Selskabet slog desuden fast, at retningslinjerne gælder for alle dets 34.000 uniformerede ansatte, og at der intet sted var noget forbud mod at bære kors, det skal blot gemmes væk.
Imens Nadia Eweida har ventet på afgørelsen, har hun været på orlov uden løn. Hun forklarer selv, at hun blev tvunget til det.
Ledelsen forklarer, at de har tilbudt hende et andet job, hvor man ikke skal bære uniform og derfor ikke er underlagt samme retningslinjer, men hun har afslået, skriver BBC.
(Takeoff 21/11) 

 



Danmarks nye flyselskab vil have sin bid af kagen

Jettime håber at fordoble sin markedsandel af det danske chartermarked til ca. 20 % i løbet af nogle år. og selskabet har lovet sine kunder blandt rejsebureauerne, at det ikke laver ruteflyvning, siger dets adm. direktør, som er gæst i Take Off-Stolen i november udgaven.
Det er ikke ligefrem hvert år, at Danmark får et nyt flyselskab. Men i år skete det. Denne gang med navnet Jettime – som er vokset ud af det vakuum, der opstod sidste efterår med Sterlings overtagelse af Maersk Air. Begge fløj ruteflyvning til lavpris, men kæmpede også om kontrakter med charterarrangører.
Fordi islandsk-ejede Sterling primært koncentrerer sig om ruteflyvning, reducerede sammenlægningen flykapaciteten på charterområdet.
I år rejser ca. 1,2 millioner fra danske lufthavne på charterferie. Og at flytransport til mindre og mellemstore charterselskaber er Jettimes.
Det nye Take Off er på vej ud til abonnenter og i Stolen sidder Jettimes adm. direktør, Klaus Ren. Han var i 20 år pilot, siden kaptajn og fra 2001 flyvechef i Maersk Air – og har over 11.000 flyvetimer bag sig.
”Det danske chartermarked er på ca. 1,2 mio. passagerer. 2/3 af disse rejser med de store bureauer som har egne fly. Vores potentielle kundemasse er så inden for den sidste 1/3 – altså 400.000 passagerer, hvor vi forventer ca. 100.000. Men vores ambition er at blive dobbelt så store inden for et par år,” siger han.
Hér taler han også om, at ”man skal være ordentlig i forretningslivet” samt udtrykker sin irritation over EU’s nye regler for håndbagage:
”Jeg er ked af, at nye regler trækkes ned over hovedet på flyselskaber, lufthavne osv., uden at man inddrager luftfartsindustrien, men lader sig styre af dem med skæg og blå briller.”
(Takeoff 17/11)

 

 


US Airways vil i seng med Delta

US Airways tilbyder konkurstruede Delta Air Lines’ kreditorer knap 50 milliarder kr. for en sammenlægning, som kan blive verdens største flyselskab.
Efter at have været i kontrolleret betalingsstandsning, Chapter 11, blev US Airways fra Star Alliancen selv sidste år overtaget flyselskabet America West; nu vil selskabet vokse endnu mere.
Det skal ske ved at indskyde 8 milliarder dollars når Delta næste år forventes fri af sin nuværende Chapter 11, skriver Reuters.
Pengene skal fordeles ligeligt mellem kontanter til
Deltas kreditorer samt aktier i US Airways.
Bliver sammenlægningen en realitet, skal det sammenlagte selskab flyve under Deltas navn
(Takeoff 16/11)

 

 

Kæmpe-flyfusioner på vej

I USA vil US-Airways betale 46 mia. kr. for Delta Airlines. Samtidig kan Air France blive tvunget til at købe Alitalia.Hvis USA-handlen går igennem, vil det skabe verdens største luftfartsselskab. Det sker trods US Airways har været tæt på en konkurs.
Samtidig forsøger Romana Prodi at presse Air France til at købe aktier i Alitalia. Han truer med at sælge den italienske stats 49,9 procent af aktierne til asiatiske firmaer. Det vil Air France næppe acceptere og kan derfor blive tvunget til at selv at købe aktierne.
(Børsen 16. 11. 2006)

 

 


SAS sjusker med sikkerhedskrav

Det er ikke farligt at flyve med SAS – men flyselskabet har 12 gange i år siddet sikkerhedskrav fra Airbus overhørig.
I januar fløj SAS’ langdistancefly Airbus A340 ti ture, selv om de skulle have haft efterset motorerne. Det skete også to gange med mellemdistanceflyet Airbus A321, oplyser DR Nyheder.
Operativ direktør i SAS, Lars Mydvold, siger ifølge Ritzau: ”Selv om det ikke forringer flysikkerheden, er det naturligvis noget, vi skal have rettet.”
Luftfartsdirektører fra Danmark, Sverige og Norge overvejer, hvilken sanktion, de skal pålægge SAS. Formentlig en opstrammet handlingsplan, måske en bøde.
Sidst SAS' sikkerhedsbrist blev påtalt, ansatte SAS flere og fik computerprogram til at holde øje med, hvornår flyene skulle tjekkes – men det virker ikke.
(Takeoff 15/11)

 

 


Bombetrussel mod Sterling-fly

Flyet blev rømmet for passagerer, men er igen på vingerne.
En anonym person ringede til Sterlings callcenter og meddelte, at der ombord på flyet NB682 var en person ombord, som ville sprænge flyet i luften.
Det fik Sterling til at kontakte myndighederne, og flyet blev tømt for de 99 passagerer, der alle gennemgik et ekstra sikkerhedstjek.
I mens blev flyet gennemsøgt.
Da intet farligt blev fundet, fik passagererne atter lov at komme med flyet, som nu er på vingerne igen, oplyser Sterling.
Flyet var på vej fra Amsterdam til Oslo.
(Standby 15/11)

 



Sterling fik overskud

Årets tredje kvartal er det bedste for flyselskaberne. Også Sterling kom godt gennem sit. Men om Sterling når nul-resultat i år er tvivlsomt.
Sterling fik overskud på 31 mio. kr. før skat i årets tredje kvartal. Men om det bliver til overskud i 2006 står hen i det uvisse, skrev Børsen mandag.
Samlet tabte Sterling 119 mio. kr. før skat i årets første ni måneder, ifølge den islandske ejer, FL Groups, kvartalsregnskab.
Efter første halvår havde Sterling tabt ca. 210 mio. kr. før skat, navnlig pga. store omkostninger efter overtagelsen af Maersk Air sidste år. Dengang lagde Sterlings ledelse op til et nul-resultat i år. Nu siger Sterlings adm. direktør, Almar Örn Hilmarsson
”Jeg er meget stolt af vores foreløbige resultater i år. De ansattes store arbejdsindsats viser resultater. Vi har hele tiden vidst, at vores ”turn-around-periode” ville være meget svær. Sterling og Maersk Air tabte tilsammen 800 millioner kr. i 2005, med det i baghovedet, kan vi alle være stolte af de resultater, vi har opnået. Men vi skal stadig arbejde hårdt for at nå break even på årsbasis,” siger Almar Örn Hilmarsson.
FL Group er også storaktionær i B&O og Finnair. Dertil ejes en betydelige aktiepost i Baugur-gruppen, der bl.a. har investeret i Magasin.
(Takeoff 14/11)

 

 

 
SAS atter gode venner med sine piloter

Piloterne i SAS har fået tilliden til ledelsen, efter ledelsen har erkendt aftalebrud.
Et brudt tillidsforhold mellem ledelsen og piloterne i SAS er genoprettet, og dermed er en vigtig sten af vejen forud for kommende overenskomstforhandlinger.
Ledelsen hos SAS i Danmark har erkendt, at de har brudt tidligere aftale og underskrevet protokollat, der skal sikre imod gentagelser, siger formanden for de danske piloter. Vi er nu enige om, at man holder indgåede aftaler, og ledelsen har erkendt, at der er sket en svipser. Så tillidsforholdet er genoprettet,” siger Mogens Holgaard til Ritzau.
Stridens kerne var en aftale, der skulle bane vej for nye overenskomster i Danmark, Norge og Sverige. Aftalen indebar bl.a., at piloter trods ansættelse i de tre nationale selskaber stadig beholder retten til at forhandle løn og arbejdstid, skriver Ritzau.
(Takeoff 14/11)

  


Jyder vil til Thailand med jyske fly

Tjæreborg Rejser har fået succes med at indsætte direkte fly fra lufthavne i Aalborg og Billund til Phuket i Thailand – danskernes foretrukne rejsemål i Det Fjerne Østen.
På tirsdag den 14. november letter en Airbus 330 fra MyTravel Airways fra Billund med 360 jyder ombord.
Det samme er tilfældet ugen efter, hvor et tilsvarende fly flyver fra Aalborg til den sydthailandske ferieø.
Salgschef Kjeld Gadegaard, Tjæreborg Rejser siger:
”De kommende to flyvninger var lidt af et eksperiment fra vores side, men interessen har vist, at eksperimentet er lykkedes.”
Tjæreborg Rejser oplever et sandt boom i salget af rejser til Thailand. I januar, februar og marts er ni ud af 10 Phuket-rejser fra København solgt.
Salget er bedre, end før tsunamien ramte området.
På Phuket er der 31.000 hotelsenge, og det er svært at finde en ledig seng.
(Standby 13/11)

 

 
Tror på vækst

Billund tror på en tocifret vækstprocent i 2007.
Antallet af passagerer har nået bunden af kurven, mener lufthavnsdirektør Jørgen Krab Jørgensen.
Jørgen Krab Jørgensen peger på, at rejsebranchen oplever stigende efterspørgsel, KLM og Lufthansa har sat mere kapacitet ind og Ryanair er ny operatør i lufthavnen.
(Børsen 13. 11. 2006)

 


Smoker’s International Airways

Nu har livsnydere med hang til cigarer, fået deres eget flyselskab. Men det bliver dyrt at ryge undervejs.
En billet på et af selskabets tre lejede Boeing 747, kommer til at koste fra 50.000 kroner.
På Smoker’s International Airways må der tilgengæld pulses løs fra start til landing.
Det nye ryger-selskab er klar til at gå på røgfyldte vinger den 28. oktober næste år.
(Børsen 13. 11. 2006)

 

Bravo og Sterling indgår historisk aftale


Sterling Airlines A/S har indgået et samarbejde med Bravo Tours. Flyselskabet skal flyve 80.000 chartergæster på ferie i sommeren 2007.
Det er den største aftale Bravo Tours nogensinde har lavet med et flyselskab.
Samarbejdet er en udvidelse af det allerede eksisterende samarbejde mellem de to selskaber, og aftalen vækker glæde hos begge parter:
”Sterling Airlines har i en årrække leveret den service, der lever op til de høje krav, vi stiller på gæsternes vegne, derfor glæder vi os over, at vi næste sommer kan sende endnu flere gæster på ferie,” siger administrerende direktør hos Bravo Tours, Peder Hornshøj.
Også Sterling ser frem til det udvidede samarbejde:
”Samarbejdet har fungeret upåklageligt, og det er en fornøjelse, at det fortsætter. Vi glæder os meget til at flyve de glade chartergæster på ferie næste sommer, siger Sterlings kommercielle direktør,” Stefan Vilner.
(Standby 10/11)
 

 

LSG Skychef fyrer 100 ansatte


100 ansatte hos cateringfirmaet LSG Skychef får i dag onsdag en fyreseddel med posten. Afskedigelser skyldes vintersæson, men det er første gang, så mange er sæson-fyret.
Af Mette Birkvald Sørensen, Fagbladet 3F Mette.soerensen@3f.dk
Hver syvende ansatte ud af cateringsfirmaet LSG Skychefs cirka 735 timelønnede modtager i dagens post en fyreseddel.
Firmaet LSG Skychef leverer mad til SAS og Sterlings flypassagerer, og det sker traditionelt set hver vinter, at et antal medarbejdere fyres, fordi der i vinterperioden er færre flykunder og dermed også brug for mindre flymad. Sidste år var antallet af fyrede 29, i år er det 100.
- Der er aldrig blevet fyret så mange før, og her hersker en form for chok blandt medarbejderne, siger fællestillidsrepræsentant og formand for medarbejderklubben KAOS Ken Fischer.
Han fortæller, at virksomheden kører efter "først ind, først ud-princippet", når der fyres.
At der i år skal fyres ekstra mange skyldes, ifølge driftschef Jan Knudsen, primært to ting.
- Sidste år i november valgte vi at nøjes med at fyre 29 medarbejdere i stedet for 60, fordi vi ville tage resten på efterløn. Det, og de mange flystrejker, kostede os sidste år 13 millioner. Og så har vi outsourcet både sandwichene og den varme mad, så vi har mindre at lave, siger Jan Knudsen.
Alt for mange fyrede
Selvom de ansatte hos LSG Skychef på grund af outsourcing har mindre at lave, er antallet af fyrede - ifølge fællestillidsrepræsentanten - sat alt for højt. Det er ledelsen dog ikke enig i.
- Hvis vi skal se på det reelle personalebehov, er tallet tættere på 120-130, men vi er selv så usikre på tallene, så vi håber, at 100 er nok, siger driftschefen.
Det har ikke været muligt for medarbejderne og ledelsen at blive enige om en løsningsmodel, der kan begrænse antallet af fyrede.
- Vi har forsøgt at lave forskellige løsningsmodeller for at holde på de ansatte. Blandt andet har vi foreslået ledelsen en jobfordeling, hvor nogle går ned i tid, og et "flyverhold", som de forskellige afdelinger kan trække på, hvis der for eksempel er sygdom. Men vi er ikke blevet enige om noget, siger Ken Fischer.
Urealistisk at tro på genansættelse
Alle de ansatte holdt i går møde med tillidsrepræsentanterne og a-kassen for at snakke situationen igennem. Derudover kommer alle de fyrede i en jobbank, så de kan kontaktes, når der til sommer igen skal ansættes folk.
Ifølge driftschefen er det dog urealistisk at tro på, at alle de fyrede får jobbet hos LSG Skychef tilbage igen.
- Det vil komme meget bag på mig, hvis alle blev genansat. Vi skal være glade for, 50-60 procent får arbejde her igen, siger Jan Knudsen.
- Den eneste lille trøst, der er i den her situation, er, at arbejdsløsheden er så lille inden for vores branche, siger Ken Fischer.
(3F.dk 8/11)
 

 

Presser SAS på udenrigs


Amerikanske selskaber har succes med ruter fra USA til København.
Delta og Continental Airlines har i løbet af sommeren haft succes med to nye ruter fra Atlanta og New York til København og kan på sigt true SAS, der ellers har haft monopol på flyvninger til USA.
SAS afviser at konkurrencen kan mærkes. Kommunikationsdirektør i SAS Kerstin Edenby-Stross mener, at det amerikanske marked er vokset.
(Børsen 7. 11. 2006)

 

 

Med venlig hilsen
WWW.KLUBKAOS.DK

 

 

 

Avanceret hjemmeside statistik med mulighed for usynlig tæller - opret en gratis tæller nu