Branche News Maj

 

 

 

SAS kan tjene millioner på tørstige passagerer

Fra 1. oktober er det slut med gratis alkoholiske drikkevarer på økonomiklasse på SAS’ langruter. Fra den dato koster en øl, en miniflaske vin eller en drink 30 kr.
Hvis hver af SAS’ 1,2 mio. årlige passagerer på langruternes økonomiklasser køber blot én alkoholisk drink, svarer det til en indtægt for SAS på 36 mio. kr.
Fra de 36 mio. kr. skal selvfølgelig trækkes SAS’ udgifter til indkøb af drikkevarer.
Det var tirsdag aften ikke muligt for Take Off at få et bud på, hvor mange alkoholiske genstande, SAS’ passagerer på langruternes økonomiklasse årligt skyller ned.
På SAS’ langruter vil der fortsat være gratis alkohol til passagererne på business class og den mellemste klasse, economy flex (også kalder business class light).
Og økonomiklasse-passagerer på langruterne bydes på en gratis alkoholisk drink til hovedmåltidet – dog ikke champagne, en miniflaske champagne vil koste 60 kr.
Der vil også efter 1. oktober være gratis mad på SAS’ langruter – også på økonomiklasse.
SAS har siden efteråret 2004 opkrævet betaling for såvel mad som alle drikkevarer på turistklasse på sine europæiske ruter.
I øvrigt kan der spares penge ved køb af alkoholiske drikke ombord på SAS – selskabet har nemlig en enhedspris på 30 kr., hvad enten det er danske, svenske eller norske kroner. Så det kan betale sig at afregne i svenske kroner; en svensk krone kostede tirsdag 80 danske øre, oplyser Nationalbankens hjemmeside.
Modsat nogle af sine primære konkurrenter har SAS et generelt glimrende produkt på sine langruter, også på økonomiklasse er der nemlig egen tv-skærm i stolesædet foran passageren med bl.a. 12 videokanaler med fx film.
Samtidig har SAS også mulighed for at passagererne på alle klasser på langruterne kan bruge deres medbragte laptops til at surfe på nettet under flyvningen.
(Takeoff 31/5)
 
 
 

Minister melder SAS til politiet

Nødvendigt efter den nugældende lovgivning, mener Rikke Hvilshøj (V)
Integrationsminister Rikke Hvilshøj har på ministeriets vegne indgivet en politianmeldelse mod SAS for at beskæftige ulovlig arbejdskraft, nærmere betegnet kinesisk kabinepersonale om bord på flyene til og fra Kina i otte minutter i dansk luftrum.
I SAS tager man ifølge Take Offs oplysninger situationen afslappet, fordi man også forventer, at en moderniseret lov er på vej, som vil tillade en sådan brug af udenlandske eksperter. Noget som i øvrigt sker i mange større luftfartsselskaber i en globaliseret verden.
Problemet opstår, fordi flyene på de lange strækninger er dansk indregistrerede, mens flyene til USA (hvor der ikke er lignende problemer) er registreret i Sverige og Norge, der ikke har en tilsvarende lov, som den nu fortolkede i Danmark. Til såvel Kina som det øvrige Fjernøsten samt til USA udgår langt de fleste SAS-fly fra København.
SAS vil givet køre i stilling til en evt. retssag, men har også overvejelser om at omregistrere flyene til Sverige eller Norge. Ikke fordi 12 kabineansatte fra Kina gør den store økonomiske forskel, men nok så meget for at markere, hvordan vilkårene er i international luftfart.
Det kan dog vise sig at blive en dyr historie med omregistrering, der koster flere millioner kroner.
(Takeoff 31/5)
 
 

 


Mærsk tæt på salg af 12 fly

A. P. Møller – Mærsk er nu tæt på at indgå en aftale om salget af 12 fly som tidligere var en del af Mærsk Air.
Det er de populære Boeing 737 i 700-serien og nogle få i 500-serien. Ny-prisen for alle 12 fly er mellem 3,8 og 4,6 milliarder kroner.
Mærsk Air var kendt for at have en relativt ny flåde af fly og salget vurderes derfor til at kunne indbringe mellem 2,5 og 3 milliarder kroner.
(Berlingske Tidende 31. 5. 2006)
 

 

SAS-fly mistede motor på vej til København

145 danske passagerer fik en mareridtsagtig flyrejse med SAS. På vej hjem fra Paris - i 10 kilometers højde - lød der pludselig et højt brag i kabinen. Det skriver B.T. i dag.

Den store maskine af MD80-typen krængede og begyndte at tabe højde. Mange af passagererne var ikke i tvivl: Der var noget HELT galt.
- Jeg har fløjet så mange gange. Jeg var med det samme klar over, at den var gal. Det første, jeg tænkte, var: Er det......nu? Går den ned, fortæller en af passagererne, arkitekt Robert Mogensen fra Thisted til B.T.
SAS-flyet SK-1560 var afgået planmæssigt fra Paris søndag aften. Efter cirka et kvarters rolig flyvning kom det uventede brag. Over det nordlige Frankrig satte den venstre motor ud, og piloten meddelte kort efter over højttalerne, at han var nødt til at »sikkerhedslande« i den nærmeste lufthavn.
Flere af de passagerer, B.T. talte med, fortæller, at den ene motor - eller store dele af den - simpelt hen blev blæst baglæns ud af turbine-røret og forsvandt mod jorden.
- Piloten forklarede os, at hele indmaden var blæst ud af turbinen, fortæller Robert Mogensen.
Ifølge B.T.s oplysninger fik andre fly besked om at afvente landing, så SAS-flyet hurtigst muligt kunne komme ned. Præcis klokken 19.11 kunne passagererne ånde lettet op, da maskinen uden dramatik landede i den store, internationale Schipol-lufthavn i Amsterdam.
Passagererne roser i høje vendinger piloten og SAS-personalet for deres håndtering af situationen. På landjorden blev passagererne tilbudt krisehjælp, og de, der ikke ville op at flyve igen, fik gratis stillet udlejningsbiler til rådighed.
(www.bt.dk den 30. maj)

 
 


Tjæreborg solgte alle julerejser til Phuket på få minutter

De kommende vinterrejser til Thailand sælges hurtigere, end en portion is smelter på Karon Beach. Tjæreborg har netop udsendt kataloget for næste vinter - julerejserne til Phuket blev solgt på få minutter.
Tjæreborg tilbyder til vinter også De hollandske Antiller.
Kjeld Gadegård, salgschef i Tjæreborg: ”Vores eget flyselskab, MyTravel Airways, udvider antallet af ugentlige flyvninger til Phuket fra seks til otte den kommende vinter. Alligevel kan vi allerede nu se, at der bliver mangel på flystole.”
Som noget nyt bliver enkelte afgange til Phuket direkte fra Billund og Aalborg. Specielt har det nordjyske publikum taget positivt imod tilbuddet om at spare turen til Københavns Lufthavn.
”På Phuket har vi et nyt område, halvøen Panwa syd for Phuket Town og nær Chalong Bay. Vores hoteller ligger i stille bugter med udsigt til små tropiske øer,” fortæller Kjeld Gadegaard. Phuket har plads til 30.000 turister.
Efter mange vinterferier i Det fjerne Østen vil stadig flere prøve noget andet. Derfor tilbyder Tjæreborg nu De hollandske Antiller, hvor to vinternyheder er Aruba og Curacao.
Begge øer byder på hvide sandstrande, palmer og krystalklart badevand. Transporten foregår med rutefly via Amsterdam.
Selv om antallet af gæster til de oversøiske rejsemål er i konstant vækst, er det fortsat De kanariske Øer, som trækker mere end 70% af de, der tager på charterrejse om vinteren, oplyser Tjæreborg.
(Takeoff 30/5)
 
 
 

Mest effektiv lufthavn

Københavns Lufthavn er for tredje år i træk blevet kåret til at være den mest effektive lufthavn i Europa.
Det er Air Transport Research Society, verdensorganisationen for akademikere og professorer indenfor luftfart, der har målt effektiviteten i de større lufthavne i verden.
(Børsen 29. 5. 2006)
 
 
 

Tillid til løsning i Sterling

Topchefen i Sterling, Almar Örn Hilmarsson, håber snart, at den månedlange pilotstrid er på vej på retur.
Men utilfredsheden blandt de tidligere Maersk-piloter lever stadig videre, og der er endnu ingen tegn på, at striden mellem Sterlings røde og de blå piloter om fælles jobvilkår nærmer sig en afslutning.
Blandt andet tror topchefen i Sterling, at forbuddet mod, at de røde Sterling-piloter og de blå tidligere Maersk-piloter flyver sammen, snart hører fortiden til.
Ifølge topchefen er piloterne selv begyndt at kræve at komme til at flyve sammen igen. Men selv om piloterne er så professionelle, at de godt kan finde ud af at flyve sammen, er der ingen tegn på forsoning om ansættelsesbetingelserne for de to grupper.
(Børsen 29. 5. 2006)
 
 
 

Uventet turbulens for SAS

Generelt har luftfartsselskabet oplevet en positiv markedsudvikling, men de høje oliepriser har skabt uventede kraftige problemer.
Tre aktieeksperter giver deres bud på markedet for SAS. Ifølge Hans Kjær ansvarlig for danske aktier i Danske Capital, afhænger SAS’ fremtid i høj grad af oliepriserne. Endvidere har SAS Norge haft en problematisk udvikling.
Omvendt mener Hans Kjær, at man skal huske på, at SAS også har hoteller og datterselskaber, som alle er solide selskaber.
Anders Lund, Bankinvest, er noget mere dyster i sine forudsigelser, han mener, det er problematisk, at SAS har konkurrenter med meget lavere omkostninger, og at det er svært at skære i omkostningerne på grund af hensyn til de mange faggrupper.
I Nordea mener de, at man aldrig skal købe aktier i luftfartsselskaber, fordi der er prispres, problemer med at vælte udgifterne over på passagerere, høje og ufleksible omkostninger og konkurrence fra lavprisselskaberne, ifølge Peter Bundgaard, chef for danske aktier i Nordea Investment Management.
(Børsen 29. 5. 2006)
 
 
 

Pilot-strid har vanskeliggjort fusion

Direktøren for Sterling erkender, at striden mellem de røde og blå piloter har gjort fusionen mellem Mærsk Air og Sterling vanskelig.
Den 32-årige direktør i Sterling, Almar Örn Hilmarsson, kan konstatere, at belægningsprocenten på flyene er blevet højere, og at der har været flere passagerer end de havde forventet, samtidig er indtjeningen på hvert flysæde blevet forøget med ca. 100 kroner.
Men det negative er, at fusionen mellem Mærsk og Sterling har medført stridigheder mellem de gamle Mærsk-piloter og Sterling-piloterne.
Direktøren erkender at lykkedes det ikke at få medarbejderne til at arbejde i den rigtige retning, bliver det svært at opnå noget som helst.
Han har svært ved at forklare problematikken med de røde og de blå piloter i Sterling, men konkluderer, at kendsgerningen vel er, at mennesker ikke kan lide forandringer, og at dem har der været mange store af på kort tid i Sterling.
(Politiken 28. 5. 2006)
 
 
 

Uroen blandt kabinefolk ulmer

Mens forhandlingerne med piloterne er faldet på plads, er der stadig ikke kommet styr på overenskomsterne for 1600 kabineansatte i SAS.
Overenskomsten for de 1600 danske stewardesser, stewarder og pursere udløb den 1. marts, og forhandlingerne er gået i stå.
Ifølge formanden for den danske kabineforening (CAU), Verner Lundtoft Jensen, har SAS-ledelsen opstillet krav lignende dem kabinepersonalet måtte acceptere i 2004, hvor stewardesserne måtte gå 3000 kroner ned i løn om måneden.
(Børsen 24. 5. 2006)
 

 

Sterling opgiver Finland


Blot to måneder efter åbningen fra Helsinki lukker Sterling sine ruter ud af Finland.
Det blev, konstaterer Ritzau, en kort saga i Finland for Sterling, der indtil videre ejes af Icelandairs moderselskab, FL Group – som i øvrigt har 10 % af Finnair.
Der er rygter om, at FL Group vil sælge Sterling til det svenske lavprisselskab FlyMe, kontrolleret af Sterlings bestyrelsesformand.
Ifølge det finske nyhedsbureau FNB har Sterling meddelt, at det lukker sine otte ruter fra Helsinki fra august - ruten til Malaga stopper først i oktober.
Sterling sagde ellers ved offentliggørelsen af ruterne fra Helsinki, at målet var at gøre Sterling størst i Norden - og dermed give bl.a. Finnair, men også Ryanair og SAS’ Blue 1 kamp til stregen.
Sterling havde oprindelig planlagt at stationere to fly i Helsinki, men endte med ét…
(Takeoff 23/5)
 
 

SAS skal stadig spare penge

Selv om SAS har fået en aftale med piloterne i hus, som garanterer mod nye strejker, er der ingen garanti for at sparemålene opfyldes.
SAS skal spare 400 millioner svenske kroner. Ifølge SAS-analytiker i Jyske Bank, Michael Nielsen, er der stadig løse ender efter aftalen med piloterne, fordi de enkelte selskaber skal forhandle de forventede besparelser hjem.
Endvidere er der ikke en løsning på forhandlingerne med kabinepersonalet. Forhandlingerne burde være afsluttet den 1. marts, men er reelt gået i stå. SAS skal samlet spare 400 millioner svenske kroner, besparelser der skal hentes ud af årets overenskomster.
I alt skal der spares 2,5 milliarder kroner i år, penge der blandt andet skal hentes på billigere kontrakter med underleverandørerne.
(Børsen 23. 5. 2006)
 
 

SAS kabinefolk rasler med sablerne

Efter en hovedaftale med piloterne siger kabineformanden nu, at fredspligten ikke mere eksisterer.
SAS aktien er nu faldet med 27 procent siden 1. april. Derfor mener Jyske Bank, at det kun kan begynde at gå fremad. Det er dagens gode nyhed.
Den modsatte kommer i dagbladet Børsen, hvor kabineforeningens formand i SAS Danmark igen begynder at rasle med sablerne efter, at der er indgået en et årig aftale med piloterne.
"Fredspligten eksisterer ikke for kabinepersonalet, og på et tidspunkt må vi begynde at agere som fagforening. Uanset om det er os eller piloterne, der går hjem, er konsekvensen den samme. Flyene bliver stående på jorden," siger Verner Lundtoft Jensen til bladet
Samlet skal SAS hente mindst 400 mio. svenske kroner på overenskomster, og her er næppe medregnet de 250 mio. kr. som pilotforeningens strejke kostede. Også de skal hentes hjem i besparelser.
(Takeoff 23/5)
 
 

Star Tour indsætter jumbojet

Ferier i Fjernøsten er blevet så populære, at rejsebureauet Star Tour nu har indsat en Boeing 747-400 på ruten.
Jumbojetten har plads til 582 passagerer fra København til Bangkok. Flyet ventes i alt at bringe 3000 gæster til Asien i den kommende vintersæson.
(Børsen 23. 5 2006)
 


Star Tour får Danmarks mest fyldte jumbo

Fra oktober skal en Boeing 747-400 flyve for Star Tour mellem København og Bangkok. Men det tegner til trange forhold ombord: Star Tours version har plads til næsten 200 flere passagerer i præcis samme flytype, som Thai Airways bruger på præcis samme rute.
Star Tour siger, at dets fly har lidt mere benplads end andre charterfly.
Med plads til 582 passagerer bliver Star Tours Boeing 747-400 det fly med plads til flest passagerer i Københavns Lufthavn. 747-flyet, som hører under FlyTui, flydivisionen i Star Tours moderselskab, tyske Tui, er nyeste version af verdens største passagerfly – indtil Airbus 380 fra efteråret kommer i trafik.
Star Tour-flyet, som males i TuiNordics farver inden det skal flyve hver anden uge fra sidst i oktober til marts næste år fra København til Bangkok, er nøjagtig samme version af B747, som Thai Airways bruger på sin daglige rute mellem København og Bangkok.
Men mens Thai Airways’ 747-400 har plads til 389 passagerer på tre klasser, business (den tidligere første klasse), premium economy (tidligere business) samt økonomiklasse, vil Star Tours 747-400 havde næsten 200 flere passagerer, 582.
Star Tours salgsdirektør for Danmark, Stig Elling, sagde mandag til Take Off om den næsten et halvt døgn lange flyvning til Bangkok:
”På 747’eren har vi tre klasser, en med 24 sæder med en ”pitch” på 44 - og 33 sæder med en pitch på 31-34. De 462 resterende sæder har en pitch på 30-33, undtagen 60, som må nøjes med 29. Men 28 er standard-pitch for mange charterflyselskaber.”
Star Tour er kunde hos Thai Airways fra København til Bangkok - men kan ikke få nok pladser. Også derfor indsætter Star Tour det større fly på strækningen, som afløser for den mindre Boeing 767 – i forvejen har Star Tour direkte flyvninger til Thailands største ø, Phuket.
Ved at indsætte 747’eren får Star Tour ca. 3.000 flere pladser om året. I alt har Star Tour, siger Stig Elling, næsten 10.000 gæster om året fra Danmark til Thailand.
De 3.000 ekstra pladser vil næppe genere Thai Airways, der med en daglig 747 fra København udbyder ca. 140.000 sæder om året. Men Thai Airways vil formentlig holde øje med, at Star Tour ikke overfører allerede bookede passagerer fra Thai til Star Tours egen 747…
Udover Thai Airways bruger Star Tour også bl.a. MyTravel Airways til at få sine passagerer til Thailand.
Årligt flyver ca. 100.000 danskere med charter- og rutefly til Thailand.
(Takeoff 23/5)
  


Nye underskud i Sterling

For at kunne leve op til forventningerne skal Sterling tjene 340 millioner kroner i årets sidste ni måneder.
Men forventningerne er allerede blevet nedjusteret. Det islandske selskab kom ud af det første kvartal i 2006 med et underskud på 211 millioner kroner.
Det betyder, at der skal tjenes 340 millioner kroner ind for at leve op til forventningerne om et overskud på 120 millioner kroner.
Øverste chef for FL Group, Hannes Smárason, er mere end tilfreds med udviklingen i Sterling, som blev overtaget af FL Group for et år siden.
Ifølge analytiker fra Sydbank Jacob Petersen er det første kvartal det mest vanskelige for flyselskaber, men han mener, det sætter selskabet yderligere under pres, at underskuddet er så stort.
(Berlingske Tidende 20. 5. 2006)
  
 

Fred i SAS

Fredag blev der endelig fred mellem piloter og ledelse i SAS, da de indgik en ny overenskomst.
Piloter og ledelse nåede til enighed om en etårig overenskomst.
Forhandlingerne blev delt op i to, dels en fællesaftale om løn, overordnet arbejdstid og bedre produktivitet på langrutefly, som nu er lukket. Dels er der lavet en køreplan for, at parterne under fredspligt kan gå i gang med at lave nationale aftaler.
Ifølge piloternes formand Mogens Holgaard har ledelsen og piloterne nu lavet en aftale, som vil kickstarte SAS og give penge i kassen. Aftalerne vil give SAS-selskaberne en nettogevinst på 150 millioner kroner.
Ifølge Holgaard har piloterne aftalt, hvad der var vigtigt for dem, nemlig løn og overordnet arbejdstid, og samtidig har de leveret, det SAS ønsker, produktivitet og en ny forhandlingsorden, som giver en lokal forankring.
Direktør i SAS Danmark, Susanne Larsen, håber hun nu på, at SAS kan ekspandere nye ruter og tror på, at de nationale forhandlinger vil forløbe fredeligt.
(Jyllands-Posten 20. 5. 2006)
  


Arbejdsnedlæggelser

17/5 kl.14.00: 3F´erne og RBF´erne på det store flykøkken LSG Skychefs har nedlagt arbejdet på andet skift for at deltage i dagens demonstration - der er cirka 250 mænd og kvinder på aftenholdet.
Dagholdet der slutter normalt kl. 15.00 har også nedlagt arbejdet.
Der arbejder i alt ca. 800 hos LSG Skychefs
I morges besluttede 500 stilladsarbejdere i København at lade bilerne stå, og i stedet diskuterer velfærdsforringelser, inden de går til eftermiddagens demonstration på Christiansborg Slotsplads.
Og i Århus holdt 100 stilladsarbejdere møde og besluttet at nedlægge arbejdet i protest mod de planlagte forringelser, oplyser Thorkild Jansen, fra stilladsklubben i Århus.
På metalvirksomheden AVK i Galten har 46 smede nedlagt arbejdet.
(www.fagligtansvar.dk 17/5)
 


Lindegaard forlader SAS
 
Stopper til efteråret - ingen efterfølger udpeget endnu.
Topchefen for SAS-koncernen, Jørgen Lindegaard, forlader selskabet i løbet af efteråret. Det meddelte han koncernens bestyrelse her til morgen.
Jørgen Lindegaard kom til SAS i maj 2001, og siger i forbindelse med sin fratræden: "Mine fem år i SAS har været præget af omfattende forandringer. 11. september katastrofen indtraf kort efter min tiltræden, og havde en kraftig indflydelse på rejsemønstrene. Samtidig tiltog konkurrencen fra lavprisselskaberne markant".
Lindegaard tilføjer, at SAS nu har gennemført de første skridt i retning af nødvendige besparelser og en transformation af flykoncernen: "Jeg vil gerne takke alle SAS medarbejdere for disse år. Jeg føler at tiden nu er rigtig til en ny CEO. Og for mit eget vedkommende vil jeg også gerne have nye udfordringer".
Bestyrelsesformand i SAS, Egil Mycklebust, beklager Lindegaards beslutning, og udtaler: "Jørgen har ydet et enestående bidrag til vores virksomhed. Det er ingen overdrivelse at sige, at han har haft et af de mest udfordrende topjobs i Skandinavien, og han har stået i spidsen for at lægge et stabilt fundament for koncernens videre udvikling".
Jørgen Lindegaard har en opsigelsesperiode på seks måneder, og vil således slutte hos SAS senest ved udgangen af oktober. Koncernens bestyrelse er omgående gået i gang med at søge efter hans efterfølger.
(Standby 16/5)

 

Fly Me vil overtage Sterling


Det svenske Fly Me er interesseret i at købe Sterling.
Sterling er med på en liste over fire til seks opkøbsmuligheder, oplyser Fly Me’s bestyrelsesformand Björn Olegård.
Dermed er de islændinge, der får et år siden solgte Sterling til FL Group måske på vej til at købe selskabet tilbage. Olegård siger, at Sterling opererer på interessante destinationer. Det ville være et perfekt match for Fly Me, mener han.
Björn Olegård siger også, at der er bred enighed om, at der er for mange luftfartsselskaber. Derfor er der kontakt mellem alle selskaber. Han vurderer, at der kun er plads til to lavprisselskaber i Skandinavien.
(Børsen 15.5.2006)
 


Det kan betyde noget godt for Sterling

Siger flyselskabets topchef som en kommentar til rygterne om tilud fra Fly Me om opkøb.
"Jeg kan ikke kommentere salgsrygter om Sterling, det er uden for mit område. Men, jeg kan generelt sige, at hvis der er hold i rygterne, kan det da godt være en fordel for os og styrke vores platform i Norden. Det behøver bestemt ikke at blive opfattet som noget negativt."
Sådan kommenterede Sterlings adm. direktør Almar Örn Hilmarsson i går i Keflavik lufthavn i Reykjavik over for Take Off rygter om opkøb. Og konkrete oplysninger fra Norge og Sverige om, at Fly Me vil købe Sterling for to mia. kr. og fusionere de to selskaber i et forsøg på at skabe et stort nordisk lavprisselskab, hvor også Norwegian og måske FlyNordic, ejet af Finnair, skulle indgå.
Der er ganske vist siden nordmanden Christian Ager-Hansen, der er næststørst aktionær i Fly Me, i den norske Finansavise afslørede nyheden, kommet en lynhurtig udmelding fra Norwegian om "at det ikke har nogen interesse".
En sådan udmelding har Almar ôrn Hilmarsson ikke den store respekt for: "Det kommer vel af på hvilke tilbud man får," konstaterer han tørt.
(Takeoff 15/5)
 
 

Nordic Aero til København

Handlingselskabet Nordic Aero etablerer sig 1. juni i Kastrup med Sterling som første kunde.
Kontrakten betyder, at Nordic Aero tager sig af bagage- og passagerservice. I øjeblikket arbejder 20 personer fra Nordic Aero i lufthavnen for at forberede opstarten i juni.
Den administrerende direktør Arri Kallonen siger, at Nordic Aero er stolt over, at få aftalen på plads med Sterling, som Nordic Aero i forvejen har en aftale med i Arlanda og Göteborg.
Selskabet har i alt 800 ansatte i 19 lufthavne i de nordiske lande.
(Standby 15/5)
 
 


Tæt på SAS-overenskomst

SAS og selskabets piloter i Danmark er tæt på at indgå en ny overenskomst.
Parterne mødes igen i denne uge. Piloternes formand Mogens Holgaard siger, at han forventer, at forhandlingerne bliver afsluttet denne gang, da det er små ting, der mangler at falde på plads.
Striden om en ny overenskomst og piloternes ansættelsesforhold toppede i januar, da piloterne strejkede i tre dage.
(Børsen 15.5.2006)
 
 
 

Konkurrence til Atlantic Airways

I dag flyver Faroe Jet for første gang mellem Færøerne og København.
Atlantic, der snart skal delvis privatiseres, har i halvandet år været eneste selskab med ruter til Færøerne.
932 personer og selskaber har spyttet 25 mio. kr. i Faroe Jet, som i første omgang flyver en gang dagligt mellem København og Færøerne. Fra slutningen af juni bliver der to daglige afgange.
(Standby 15/5)
 

 

Sterling genstand for opkøbsrygter


Storaktionær i svenske FlyMe bekræfter, at man vil overtage Sterling for godt 1,9 mia. kr.
Sterling er angiveligt ved at blive solgt endnu engang. Ifølge den norske Finansavisen, er det det svenske lavprisselskab FlyMe, som skulle være klar til at betale omkring 2 mia. norske kr. for det islandsk ejede lavprisselskab, der råder over en flåde på 26 fly.
Storaktionær i FlyMe, med godt 16 procent af aktierne, Christen Ager Hanssen, bekræfter overfor den norske avis, at man er i forhandlinger med Sterlings ejer, islandske FL Group, om en overtagelse.
Største aktionær i FlyMe, med omkring 20 procent af aktierne, er også islandsk, nemlig den forhenværende Sterling-ejer, Fons Eignarhaldsfelag. Dette selskab solgte sidste år Sterling for omkring 1,2 mia. kr. Og nu er man altså, tilsyneladende, klar til at købe flyselskabet tilbage for en merpris på ca. 700 mio. kr.
Men hverken hos Sterling selv eller hos ejeren, FL Group, er det muligt at få bekræftet salgsrygterne.
Hos Sterling vil kommunikationsdirektør Niels Brix hverken be- eller afkræfte oplysningerne om, at der er et salg af selskabet undervejs. Han henviser til den nuværende ejer, FL Group.
FL Group er børsnoteret, og har indtil videre ikke kommenteret udtalelserne fra FlyMe’s storaktionær. Hos FL Groups danske pressekontakt var man i dag ved middagstid ikke orienteret om, at der skulle være en meddelelse på vej ud til offentligheden, om et salg af Sterling.
FL Koncernens topchef, Hannes Smarasson er, ifølge hovedkontoret, bortrejst og ikke at træffe før på mandag.
Chefen for den danske afdeling af FL Group, Martin Niclassen, havde ved middagstid i dag intet hørt om et salg af Sterling. Han bekræfter overfor Stand By, at FL-aktierne handles normalt på Børsen i Reykjavik, og henviser derudover til Sterlings bestyrelsesformand, Palmi Haraldsson.
Christen Ager Hanssen fra FlyMe citeres også af Finansavisen for udtalelser om, at man gerne vil have et ejermæssigt fællesskab med norske Norwegian, ligesom man er interesseret i et tæt samarbejde med Finnair.
Målet skulle angiveligt være at skabe en endnu mere slagkraftig, nordisk lavprisgigant.
(Standby 11/5)
 
 
 

Sterling overvejer nyt handlingsselskab

Først endelig afklaring i løbet af næste uge, siger kommunikationsdirektør Niels Brix efter forlydender om, at SAS igen er droppet.
Sterlings kontrakt med Servisair om handling af passagerer og bagage i København fungerer ikke godt nok. Det har selskabet ikke lagt skjult, og derfor lå det i luften, at man senest til september, når kontrakten udløber, vil skifte.
De første meldinger gik ud på, at det var SGS, SAS`handlingsselskab, der havde fået kontrakten, hvilket koncernchef Jørgen Lindegaard så sent som i torsdag i Stockholm bekræftede. Nu tyder noget på, at der kommer nye knaster i det gryende forhold. Det er officielt oplyst, at der er underskrevet en hensigtserklæring, men noget tyder på, at der er forskellig opfattelse af fortolkningen af en sådan.
"Jeg vil ikke sige noget som helst om situationen. Kun at den ikke er afklaret. I løbet af næste uge, tror jeg vi kan sige noget mere konkret," siger kommunikationsdirektør Niels Brix til Take Off.
Der er måske tre muligheder tilbage - men det står helt for Take Off`s egen regning - SGS filer sit tilbud til - Service får ny ledelse og redder kontrakten - eller den går til Nordic Aero, som i givet fald skal starte helt forfra med groundservice i Danmark.
(Takeoff 10/5)
 

 

Flere passagerer i Københavns Lufthavne


Antallet af passagerer i KBHL steg i april med 7,3 procent sammenlignet med april 2005.
Stigningen på 114.830 personer fik det samlede passagertal op på 1.698.214. Ser man på årets fire første måneder, steg antallet af rutepassagerer med 7,3 procent, mens de charterrejsende stod for en fremgang på 7,0 procent.
(Jyllands-Posten 8.5.2006)
 
 



SAS glæder sig over lav dollarkurs


SAS er en af de virksomheder, der nyder godt af den svækkede dollar.
Jyske Bank vurderer, at et dollarfald på 10 pct. betyder, at SAS kan spare en mia. svenske kroner på driften om året. Cirka 20 pct. af selskabets udgifter bliver afregnet i dollars, heraf er udgifter til brændstof og leasing af fly de største poster.
(Jyllands-Posten 8.5.2006)
 

 

 

Svært at løse intern uro i Sterling

Flyselskabet kæmper med kulturforskelle mellem de ’røde’ og de ’blå’ piloter.
Piloternes interne stridigheder har kastet flyselskabet Sterling ud i et voldsomt stormvejr, Ifølge professor ved Handelshøjskolen i Århus, Steen Hildebrandt, er det ikke normalt, at kulturforskelle mellem tidligere personalegrupper fører til uroligheder af denne karakter.
De såkaldte ’røde’ og ’blå’ piloter holder fortsat fast i deres tidligere kulturer fra henholdsvis Sterling og Maersk. Hvilket har betydet, at der er uenighed om sidst-ind-først-ud-aftalen mellem medarbejdere og ledelse. Fordi de to pilotgrupper er uenige i, hvorledes de skal indplaceres i den anciennitetsliste.
Den interne uro i Sterling bliver for alvor et problem, hvis det ikke lykkedes at forny den overenskomst, som piloterne netop har forkastet. Ifølge analytiker i Jyske Bank Michael Nielsen vil det være en fordel for konkurrenter som SAS, hvis det fører til arbejdsnedlæggelser.
(Berlingske Tidende 4. 5. 2006)
 
 



Fra kollisionskurs til forhandlingskurs


På det seneste møde mellem ledelse og piloter i SAS, har de forsonlige toner fundet deres vej til piloterne.
Ifølge formand for de danske piloter, Mogens Holgaard, var der en god tone på mødet mellem piloter og ledelse.
Han vil dog ikke sige noget om, hvorvidt han er optimistisk, men siger at der er sket betydelige fremskridt, og at der nu er større forståelse for, hvilken bane der spilles på.
(Børsen 4. 5. 2006)
 


 


SAS Danmark klarede sig flot i første kvartal

Fortsat underskud i SAS koncernen men alligevel positive tendenser.
Gennem 60 år i SAS historien hører overskud i første kvartal til absolut undtagelse.
Sådan gik det heller ikke i år hvor underskuddet i hele koncernen blev minus 1.064 mio. Skr. mod 971 mio. sidste år.
Den negative forskel udjævnes dog næsten gennem et minus på pilotkonflikten på 250 mio. Skr. Samtidig skævvrider påsken resultatet med ca. 100 mio. Skr. den anden vej.
Det betyder et minus på ca. 20 mio. i forhold til året før. Et resultat som Jørgen Lindegaard betegnede som status quo.
SAS Danmark har klaret sig overraskende flot med en fremgang på 11,2% i belægning til 65,7% i gennemsnit på alle fly.
Resultatet efter finansielle poster i Danmark ender på et minus på 230 mio. Skr. og dermed forbedret med 107 mio. i forhold til sidste år.
Jørgen Lindegaard glædede sig over en fremgang i indtægter på 11,1% og en passagerstigning på 12,2% men gentog beklagelsen over pilotkonfliktens negative konsekvens.
Trafikudviklingen og udnyttelsen af flyene har i de seneste to uger efter påske været yderst tilfredsstillende.
(Takeoff 4/5)
 
 

 


My Travel tilbyder madpakker

Ikke til fortæring på flyet, men lige til at putte i hotellets minibar eller køleskab i ferielejligheden.
Der er flere nyskabelser i det katalog, som My Travel netop har udsendt til sine gæster. Det er en kendt sagen, at handlen om bord i selskabets charterfly efterhånden har indtaget et stort omfang. Med alt lige fra skrabespil til taxfree varer.
Nu lanceres et tilbud om en madpakke til 89kr.Den leveres i gæstens stolesæde og er lige til at tage med, som starten på ferien. Her er både makrel i tomat, leverpostej på dåser, rejeost og knækbrød. Seks Guld Tuborg og et par miniflasker med snaps. Den er beregnet til køleskabet i ferielejligheden.
Ingen skal lide af abstinenser det første døgn eller to, borte fra hjemlandet.
(Takeoff 4/5)
 

 

SAS piloterne strejkede slet ikke


De var blot ikke i humør til at flyve, og så skal man melde fra ifølge luftfartens regler.
Mandag 22. maj tager Arbetsdomstolen i Sverige fat på sagen mellem SAS og selskabets danske piloter. I dag beretter Travel News med baggrund i DI, at SAS står fast på en bod til hver pilot på 10.000 kr. for strejken tidligere på året.
Piloterne i Dansk Pilotforening siger nu, at de slet ikke strejkede. De nedlage ganske vist arbejdet, fordi de ikke følte sig flyveduelige.
Det er ifølge svensk presse SAS` opfattelse en direkte løgn. Derfor fastholdes kravet om bod, da der på tidspunktet for strejken var en gældende kollektivaftale. SAS skriver til Arbetsdomstolen, at henvisningen til flyveduelighed gælder sygdom, svaghed, overanstrengelse, søvnløshed og påvirkning af medicin.
Undskyldningen bruges efter SAS-ledelsens opfattelse blot som en undskyldning for at strejke.
(Takeoff 3/5)
 
 
 

Optrapning af pilotkonflikt

De tidligere Maersk Air piloter i Sterling er nu så utilfredse, at de sagsøger Sterling og stævner pilotforeningens formand.
12 tidligere Maersk Air piloter sagsøger nu Sterling, da de mener at være uberettiget afskediget. Konkret mener de, at princippet om ”sidst ind – først ud” er blevet brudt, idet de har højere anciennitet end andre piloter i Sterling. Dermed er antallet af retssager mellem ledelsen og de ansatte nået op på 19.
De interne konflikter i Sterling begrænser sig dog ikke til dette – de tidligere Maersk Air piloter er også stærkt utilfredse med pilotforeningens formand, der er oprindeligt Sterling-ansat. Det skyldes, at et flertal i foreningen, bestående af tidligere Maersk Air piloter, for fem uger siden begærede en ekstraordinær generalforsamling, som bestyrelsen endnu ikke har reageret på. Derfor bliver formanden nu stævnet.
(Berlingske Tidende, 03.05.06)
 
 
 


Premiere for Delta på København – Atlanta

I dag kl. 11.00 lettede det første fly fra Delta Air Lines på ruten København-Atlanta.
Ved åbningen deltog Atlantas borgmester Shirley Franklin, Doug Blissit fra Delta Air Lines samt lufthavnsdirektør Niels Boserup, da Deltas nye rute blev erklæret for åben.
Danskerne og sydsvenskerne får dermed deres første nonstop-rute til det sydøstlige USA. Herfra kan Delta dagligt tilbyde 220 flyafgange til destinationer i hele USA. Det gælder blandt andet forbindelser til Miami, Orlando, Las Vegas, Los Angelses, San Francisco, Mexico City, Houston og San Diego. Specielt destinationerne Orlando, Miami, San Juan i Puerto Rico og Mexico - alle via Atlanta – har allerede solgt godt.
Delta gik i efteråret i frivillig betalingsstandsning og er i gang med en spareplan, der skal bringe omkostningerne ned med 18 milliarder kroner om året.
(Standby 2/5)
 
 
 


Sterling nedjusterer resultatforventning

Reduktion i flyflåden fører til en nedjustering af det forventede 2006 resultat med 120 mio. kr.
Sterlings administrerende direktør, Almar Örn Hilmarsson, nedjusterer nu forventningen til et overskud i Sterling med 120 mio. kr., og Sterling-chefen regner således nu med et overskud på 130 mio. kr.
Selskabet forventede oprindeligt et overskud på 250 mio. kr. efter overtagelsen af Maersk Air - efter fradrag af ca. 92 mio. kr. i fusionsomkostninger. Ifølge Almar Örn Hilmarsson skyldes reduktionen af resultatforventningen, at flyselskabets flåde af Boeing 737 fly er blevet mindre.
"De kortere ruter er en udfordring, og efterspørgslen på det danske marked er mindre end ventet," forklarer Almar Örn Hilmarsson til Stand By.
Han siger, at Sterling således ikke opererer de i alt 30-31 fly, man forventede at operere i år, men i stedet kun 25 Boeing fly.
"Det giver færre passagerer, en mindre omsætning, og dermed mindre overskud," forklarer Sterlings direktør.
(Standby.dk 01.05.06)
 
 

 

 

Med venlig hilsen
WWW.KLUBKAOS.DK

 

 

 

Avanceret hjemmeside statistik med mulighed for usynlig tæller - opret en gratis tæller nu