Branche News November

 

 

 

Tre flytyper afløser Dash 8 i SAS

Aftaler om leje af 12 fly til erstatning for de Dash-fly, som SAS ikke længere vil bruge, er ved at falde på plads
Ifølge SAS Danmarks interne avis Radar vil SAS leje tre forskellige flytyper som erstatning for de 16 groundede Dash-fly. Det gælder fire CRJ Regional Jet fra Bombardier, der også står bag Dash-flyene, fire MD87 fra Boeing og fire fly af typen AVRO, skriver epn.dk.
”Vi har arbejdet hårdt på, at det skulle lykkes. Som det ser ud, sikrer vi indtil vi får nye fly, at vores forretning og trafikprogram kan opretholdes. Dermed sikrer vi også arbejdspladsen”, siger SAS Danmarks adm. direktør, Susanne Larsen, til ’Radar’.
(Standby 26/11)


 

Hyppigere SAS-fly til Beijing

Næste års Olympiske Lege i Beijing er med til at sætte skub i SAS’ ruteflyvning mellem Stockholm og den kinesiske hovedstad.
Fra marts 2008 vil antallet af ugentlige afgange på ruten blive sat op til seks, og overfor borsen.dk begrunder Lars Sandahl Sørensen, chef for SAS oversøiske ruter, beslutningen med, at man allerede i dag sælger over 90% af alle flysæder til Beijing.
Air China, som er ved at indtræde i Star Alliancen, har sin hovedhub i Beijing, hvilket betyder, at SAS-kunderne vil kunn flyve videre rundt i det store land med en SAS-partner.
(Standby 26/11)


 

SAS også til Grønland næste år

SAS Danmark fortsætter næste år sommerruten til Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) i Grønland.
SAS åbnede i foråret ruten, der flyves fra maj til september.
Ruten vil også næste år blive befløjet fra maj til september.
I maj med to ugentlige afgange, og fra 16. juni til 22. august med tre ugentlige afgange.
(Takeoff 23/11)


SAS er begyndt at udlicitere

I første omgang sendes SAS Media i udbud. Det gælder blandt andet Scanorama og kan ikke undgå at betyde afskedigelser.
Det har flere gange været på tale, at SAS ikke selv ville udgive Scanorama, som anses for at være en god forretning. I hvert fald med indtægtsbudgettet, men nu skal andre forsøge. Bag kulisserne har flere længe været optaget af, at redaktion og produktion er dyrere, end det kan klares for uden for selskabet.
Hele SAS Media, også med andre udgivelser, sættes i udbud inden jul, og man regner med at have en afslutning allerede i januar.
"Det bliver en hård tid for alle. Vi har gode folk omkring os. Jeg håber, at det her lander godt for personalet og andet jeg kæmper for," siger SAS Medias chef Lennart Jennische til Dagens Media i Sverige ifølge Travel News.
(Takeoff 14/11)


 

SAS risikerer en ny kartelsag

Mistænkt for, sammen med andre store selskaber, at have aftalt ekstraordinært høje priser for forsikringer, brændstof og andre ydelser
Både de amerikanske luftfartsmyndigheder og EU-kommissionen har gransket sagen om de ulovlige prisaftaler, og ventes snart at fremlægge en afgørelse, som i givet fald kan blive særdeles kostbar, skriver business.dk
”Hvis der er noget om sagen, kan det få betydelig finansiel påvirkning på vore tal”, siger SAS' koncernchef Mats Jansson.
Lufthansa har allerede indgået forlig med de ramte kunder og betalt omkring 400 mio. kr. på trods af, at der ikke er kommet nogen endelig afgørelse i sagen. SAS er mere tilbageholdende og nøjes med at nævne risikoen for et søgsmål i sit kvartalsregnskab.
Civile søgsmål er på vej i New York, og det er søgsmål, som kan blive særdeles kostbare, hvis de går flyselskaberne imod.
SAS og Maersk Air blev i 2001 afsløret i et ulovligt priskartel. EF-domstolen idømte SAS en bøde på 291 mio. kr.
I den nuværende sag samarbejder SAS med myndighederne og forsvarer sig i det civile søgsmål. Samtidig har man startet en intern kulegravning.
(Standby 9/11)


 

SAS resultat for 9 mdr bedre end ventet

SAS kom bedre ud af de første tre kvartaler end analytikere ventede. Selskabet blev ramt af Dash-problemer i tredje kvartal og tidligere på året kostede strejker omkring 300 mio. skr
SAS hentede sig et nettooverskud på knap 1,3 mia. skr., hvor analytikerne havde regnet med godt 1,1 mia. skr., skriver epn.dk.
Omsætningen blev også højere og landede på knap 47 milliarder skr. mod analytikernes forventninger om 46,8 milliarder.
SAS skriver blandt andet, at flymarkedet fortsat er stærkt, og at der ikke er tydelige tegn på afmatning. Resultatet for fjerde kvartal bliver påvirket med 400-500 mio. skr. fra Dash-problemerne
(Standby 8/11)


 

SAS tager passagerer fra Ryanair

Selskabet snart igen inde på førstepladsen mellem Skandinavien og London
Ryanairs ruter til Stansted ved London fra Stockholm, Göteborg, Billund og Sandefjord trækker ikke lige så mange passagerer fra SAS længere. SAS mener det skyldes, at SAS-ruterne går fra lufthavne, der er mere centralt beliggende, så den totale rejsetid bliver kortere.
”SAS har et rutetilbud som er tilpasset forretningsmarkedet. Desuden flyver SAS til de vigtigste lufthavne, Heathrow og London City. Vore undersøgelser viser, at kunderne er villige til at betale lidt mere for at spare en times rejsetid”, siger informationschef i SAS Norge Thomas Midteide til Finansavisen.
Siden 2001 har Ryanair været førende på ruterne mellem Skandinavien og London, målt i antallet af passagerer: Nu er SAS i færd med at generobre positionen, med en markedsandel på omkring 35%.
I juni var Ryanair blot 2% større end SAS på disse ruter, mod 15% for et år siden.
(Standby 5/11)

 

 

Med venlig hilsen
WWW.KLUBKAOS.DK

 

 

 

Avanceret hjemmeside statistik med mulighed for usynlig tæller - opret en gratis tæller nu