Branche News August

 

 

 

Star Tour fortsætter med SAS

SAS Danmark og Star Tour har fornyet deres samarbejde så 33.000 gæster flyver på vinterferie med SAS til bl.a. Tenerife og Gran Canaria
”Vi er utroligt glade for, at Star Tour igen har valgt SAS. Charter er et godt produkt for os, når vi ikke har travlt med at flyve de mange forretningsrejsende. Nu flyver vi både for de rejsende, når de arbejder, og når de skal på ferie”, siger Lars Bording, direktør for salg og marketing i SAS Danmark, skriver business.dk.
Hos Star Tour siger Salgsdirektør Stig Elling at man har valgt SAS fordi selskabet sammen med Star Tour er et stærkt brand.
(Standby 22/8)


 

Billund haler ind på København

Billund Lufthavn blev i december sidste år kåret til Danmarks bedste lufthavn for chartergæster
Om det er grunden, eller om charterselskaberne ’bare’ får flere og flere gæster fra det jyske og fynske, er ikke til at sige, men tallene fra Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn viser, at mens Billund vokser stærkt, går det tilbage for København.
De seneste tal fra juli, som er toppen af højsæsonen, viser, at antallet af chartergæster i København faldt med 6,4%, mens tallet for Billund viser en stigning på 9,4%.
Jørgen Krab Jørgensen, lufthavnschef i Billund:
”Det er da en dejlig positiv udvikling, som vi er meget glade for. Jeg vil også gerne sige, at alle medarbejdere i lufthavnen prøver at gøre ferien til en dejlig oplevelse allerede fra gæsterne træder ind gennem døren til lufthavnen. Jeg er overbevist om, at en god charterferie allerede starter ved in-check, og det skal være vores varemærke”.
Antallet af charterpassagerer i København var i løbet af årets første seks måneder 659.000, hvilket er et fald på 1,4%, mens antallet af chartergæster i Billund var 439.000, hvilket er en stigning på 10% i forhold til samme periode året før.
Billund Lufthavn regner med i alt at passere de to millioner passagerer i 2007.
(Standby 22/8)

 

 

Sterling vil satse mere på erhvervskunder

Midlet er flere ruter til de erhvervsrejsende.
Lavprisselskabet Sterling vil gøre op med sit image som et ferieselskab og satse mere på erhvervskunderne. Midlet er flere afgange og flere ruter til typiske erhvervsdestinationer.
”Vi har haft stor succes med ruter som Oslo-London, København-Aalborg og Stockholm-København. Belægningen har været mellem 70 og 80 pct., og vi overvejer for øjeblikket, hvordan vi kan øge kapaciteten,” forklarer Michael T. Hansen, kommerciel direktør i Sterling.
Selskabet overvejer netop nu en investering i yderligere fly for at kunne oprette flere erhvervsruter eksempelvis mellem de skandinaviske hovedstæder og europæiske erhvervsdestinationer.
”De seneste år har vi kunnet øge kapaciteten ved at udnytte flyene bedre. Nu er vi ved at være så højt oppe i udnyttelsesgrad, at vi ikke kan bruge den metode længere. Derfor er vi nødt til at øge flyflåden, hvis vi vil vokse,” forklarer Michael T. Hansen.
Gennem det seneste år har Sterling været med til at øge konkurrencen på ruterne mellem de tre skandinaviske hovedstæder København, Oslo og Stockholm. Derudover har selskabet oprettet skandinaviske indenrigsruter mellem bl.a. København og Aalborg.
Hos SAS har man imidlertid ikke mærket noget særligt til konkurrencen, og på ruten mellem København og Aalborg sælger SAS det samme antal billetter som før, fastslår Jens Langergaard, der er pressechef i SAS.
”Men vi har øget antallet af billige billetter, og det har været med til at betyde, at de populære afgange hurtigt bliver udsolgt. Derfor arbejder vi netop nu på at øge kapaciteten ved at indsætte større fly,” forklarer han.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 21. august, 2007)

 

 

Omfattende ombygning i Københavns Lufthavn

Lufthavnen bygger bl.a. en ny ankomstetage.
I løbet af september begynder Københavns Lufthavn en omfattende ombygning og kapacitetsudvidelse af Finger C, hvor afgange og ankomster fra ikke EU-lande foregår.
Der er tale om en investering på i alt 190 mio. kr., der bl.a. betyder en ny ankomstetage, større lounges til passagererne og en bedre udnyttelse af standpladser til flyene.
Ombygningen ventes færdig næste år i september. ”Ombygningen vil medføre flere siddepladser, ekstra kvadratmeter og et mere effektivt forløb for både passagerer og flyselskaber. Ca. en tredjedel af lufthavnens passagerer kommer gennem Finger C, når de skal flyve til eller fra primært oversøiske destinationer,” skriver selskabet.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 15. august, 2007)

 

 

 

 

Nej til lønaftale hos Flyarbejderne i KR-C


3F Kastrup medlemmerne hos Flyarbejderne KR-C har med et snævert flertal stemt nej til udkastet til ny lønaftale.
Der skal derfor en ny runde forhandlinger i gang med ledelsen.
Der arbejder 323 medlemmer i Flyarbejderne i KR-C primært med cleaning
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 10.08.07



 

 

SAS Component lønaftale stemt hjem


3F Kastrup medlemmerne hos SAS Component har med stort flertal stemt ja til en ny etårig lønaftale.
Lønnen stiger med 1186 kr. inklusiv et tillæg til alle på 200 kr.
Dertil kommer stigningerne i skifteholdstillæg og fritvalgskonto fra Industriens Overenskomst
Der arbejder ca. 100 3F Kastrup medlemmer hos SAS Component.
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 10.08.07



 

 

SGS Lønaftale stemt hjem


3F medlemmerne hos SAS Ground Service i Ekspeditionsarbejdernes klub har vedtaget ny 3 årig lønaftale.
Aftalen der bygger på Industriens Overenskomst indebærer, at grundlønnen stiger med 805 kr i år, 965 kroner i 2008 og 965 kr. i 2009.
Der indføres betalt frokost på første skift og der indføres 3 seniordage efter 30 års ansættelse eller fyldt 60 år.
Der indføres et ekstra løntrin på 94% af grundlønnen for ansatte med mellem 13 og 24 måneders anciennitet, dette gælder kun for nyansatte.
Der var en stemmeprocent på 70 og 66% heraf stemte ja til aftalen.
Der er 1148 medlemmer af 3F Kastrup i Ekspeditionsarbejdernes klub
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 10.08.07



 

 

DAT ny lønaftale


Lønaftalen hos Danish Air Transport er blevet fornyet for 3 år.
Firmaet er medlem af Dansk Industri.
Lønnen stiger med 5% pr. år  i 2007, 1045 kr. pr .måned.
I 2008 stiger lønnen med 1098 kr. pr måned og i 2009 med 1145 kr. pr. måned.
Der arbejder 3 medlemmer af 3F Kastrup hos DAT.
Kilde: 3F Kastrup

Udgivet 10.08.07



MMM Trading overenskomst fornyet


3F Kastrups medlemmer hos MMM har godkendt deres nye overenskomst.
Overenskomsten læner sig op ad Industriens Overenskomst.
Lønningerne stiger samlet set 12,35 % over de 3 år.
Slutlønnen efter 36 måneder er pr. 1/3-07 150 kr. i timen og pr. 1/3-09 164,27 kr. i timen.
Der arbejder 25 medlemmer af 3F Kastrup hos MMM Trading.
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 25.07.07




 

NOVIA's overenskomst fornyet


3F Kastrup medlemmerne hos Novia har godkendt deres nye overenskomst.
Lønnen stiger 3½% hvert år.
Diverse tillæg stiger med 2%.
Pensionen stiger med 0,3% i 2008 og 0,9% i 2009.
Ferietillægget stiger til 4% i 2009.
Alle får:
4 ekstra k-timer i 2008 og 4 ekstra k-timer i 2009
2 x 14 dages barsel
Opsigelsesvarslerne er ændret:
Ansatte, der er over 50 år og har mere end 12 års anciennitet:
180 dages opsigelse.
Ansatte med over 8 års anciennitet : 120 dages opsigelse.
De deltidsansatte sikres minimum 5 timers vagter og en mindsteansættelse på 90 timer om måneden.
Der arbejder 157 3F Kastrup medlemmer hos Novia.
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 09.07.07



 



Nordic Aero overenskomst fornyet

 

3F Kastrup medlemmerne hos Nordic Aero, har med 126 ja stemmer mod 6 nej stemmer, godkendt deres nye overenskomst.
Pr 1. januar blev Penauille Servisairs arbejde overtaget af Nordic Aero sammen med alle 3F portørerne fra Servisair.
Den ny overenskomst er en sammenfletning og forbedring af de to overenskomster, der var hos Nordic Aero og Servisair.
Lønnen stiger over 3 år med 7+6+6 kr. i timen. Ferietillægget stiger til 4%. De deltidsansatte sikres minimum 5 timers vagter og en mindsteansættelse på 90 timer om måneden, samt overtidsbetaling for alt overarbejde.
Lønnen efter 12 måneders ansættelse er nu 162 kr. i timen.
Der arbejder 196 3F Kastrup medlemmer hos Nordic Aero.
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 31.05.07

 

 

 

 

Flere lokalforhandlinger under Industriens Overenskomst er afsluttet – på lige vilkår


Betalt frokost og ”gammelmandsferie” er blandt de mere bløde resultater hos Ekspeditionsarbejderne i SGS. Lønstigninger, pension mv. som i det sidste overenskomstår samlet set ligger over 4.000 kr. pr. måned er de mere kontante udbytter.
3F Kastrup vurderer, at de resultater der foreløbig er kommet i hus, samlet set ligger helt på linje med hinanden.
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 28.06.07

 

 

Dyrt at sikkerhedslande med 239


SAS’ Airbus A340 til Chicago måtte vende om og sikkerhedslande i Kastrup – og det kom til at koste flyselskabet ekstra omkostninger i millionklassen, bekræfter pressechef i SAS Jens Langergaard overfor borsen.dk.
Han kender endnu ikke det præcise tal, men fortæller, at SAS ikke selv havde kapacitet til at sende de strandede passagerer videre med egne fly. Det betød, at SAS måtte købe pladser til samtlige passagerer hos andre flyselskaber.
”Da det ikke lykkedes at sende alle af sted samme dag, har omkring 125 passagerer yderligere måttet overnatte på hotel for SAS’regning”, fortæller pressechefen til borsen.dk.
To passagerer valgte at udskyde afrejsen, men de øvrige 237 er nu sendt videre til deres bestemmelsessted.
(Standby 10/8)

 

 

 

SAS-fly måtte nødlande i København


En stor SAS-flyvemaskine måtte i forgårs nødlande i Københavns Lufthavn.
Onsdag måtte en Airbus 340-maskine med 239 passagerer og 13 besætningsmedlemmer ombord vende tilbage til lufthavnen efter blot kort tids flyvning.
Maskinen lettede klokken 15.30 med kurs mod Chicago, men man oplevede hurtigt et pludseligt fald i kabinetrykket. ”Maskinen havde været i luften i cirka tre kvarter, da der blev målt for lavt tryk i kabinen. Så iltmaskerne røg ned, og kaptajnen måtte vende om og lande i Kastrup igen”, fortæller pressechef i SAS, Jens Langergaard.
(Politiken, d. 10. august, 2007)


 

 


Verdensrekord i fyldte charterfly


Julis megen regn betød rekordbelægning i danske charterfly. MyTravel Airways fik belægning på 99,8 %.
Dermed fastholder selskabet pladsen som det flyselskab i verden, der bedst udnytter sine flysæder.
”I juli sidste år havde vi ca. 43.000 danskere. Det tal voksede i juli i år til 50.055 – et plus på 16 %. Kun 130 flystole stod tomme fra København, Billund og Aalborg – hovedsagligt pga. sygdom eller gæster med ugyldigt pas,” siger salgsdirektør Jan Vendelbo fra MyTravel, der sælger for Spies, Tjæreborg, Skibby og MyTravel Tango.
(Takeoff 9/8)


 

 


SAS forbedrede første halvår med èn milliard


Med et overskud på 369 mio. sv. kr. i første halvår mod et underskud i fjor på 588 mio. blev det et flot halvår. - Præsident Matts Jansson beklagede dybt strejkerne.
I den rapport SAS Koncernen i dag til morgen sendte til de tre landes børser noterer SAS et overskud i første halvår på 360 mio. kr. mod et underskud i fjor, som betyder en fremgang på tæt ved en milliard sv. kroner, nemlig 957 mio.
Det er en fremgang, der vil noget. I meddelelsen beretter selskabet om rationalisering, styringsmodeller og 5,8 procent flere passagerer eller i alt 20,1 million.
Alligevel var der et hip til de strejkende. "Jeg beklager stejkerne dybt over for passager og aktionærer," skriver Matts Jansson.
(Takeoff 9/8)


 

 

 

Flot vækst for SAS i juli


I løbet af juli var der 3,6 millioner passagerer hos SAS, hvilket svarer til en vækst på 9% i forhold til juli sidste år
Væksten fordeler sig over alle segmenter undtagen den interkontinentale trafik, hvor kapaciteten blev sat ned med 3,6% og trafikken med 1%, skriver epn.dk.
”Tallene ser godt ud, selv om de sammensat en anelse anderledes end ventet. I et stadig positivt prismiljø hæver SAS priserne, samtidig med at de fylder flere folk i flyene. Så det er helt afgjort nogle positive julital”, siger Sydbanks analytiker, Jacob Pedersen til RB-Børsen.
Spanair havde en fortsat markant vækst i juli med en stigning i trafiktallet på 19,6%,
Load factor steg med 0,1 til 80,7%, hvilket af SAS præsenteres som rekord. Trafiktallet, som er omsætningen pr fløjne passagerkilometer, steg med 8,5%.
(Standby 7/8)


 

 

 

Københavns Lufthavne nedjusterer forventninger


På grund af kostbar sikkerhedskontrol, mere rengøring og bedre bagagesortering venter Københavns Lufthavne nu et lavere overskud end først antaget.
Året 2007 startede godt for Københavns Lufthavne, der fik et halvårsresultat på 760 mio. kr., hvilket er en solid stigning i forhold til samme periode sidste år, hvor resultatet endte på 546 mio. kr.
En forbedring af sikkerhedskontrollen, bagagesortering og rengøring af passagerområderne har imidlertid slugt så mange penge, at det kan ses på bundlinjen. De mange udgifter gør, at forventningerne til årsregnskabet sættes noget ned.
10,2 millioner passagerer fandt vej til lufthavnen i første halvår af 2007, og det er en stigning på 2,3 pct. Lufthavnen havde dog regnet med en endnu større vækst i passagertallet. Københavns Lufthavne skruer forventningerne til den årlige passagervækst ned til 3-5 pct. mod tidligere mellem 4-6 pct.

Desuden har Københavns Lufthavnes forventninger til resultatet før skat været en vækst på mellem 5 og 10 pct., men nu melder lufthavnskoncernen, at resultatet snarere vil være på niveau med helårsresultatet for 2006.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 7. august, 2007)

 

 

 

 

KLM udvider i Billund


Det hollandske selskab indsætter større fly på den efterspurgte rute mellem Billund og Amsterdam.
KLM vil benytte sig af større fly på ruten mellem Billund og Amsterdam, der især er populær blandt jyske erhvervsfolk.
Siden Maersk Air stoppede, og Sterling ikke fulgte op, har der været manglende kapacitet, selv om KLM nu flyver fire daglige afgange med Cityhopper-modellerne. Det er imidlertid mindre Fokker-fly, men fra 28. oktober bliver de tre afgange fløjet med den langt større Boeing 737-fly, som også byder på bedre komfort.
(Berlingske Tidende, d. 6. august, 2007)
 

 

 

 

Strejke på Mallorca


De ansatte i Palma Lufthavn vil lørdagsstrejke i hele august.
På Mallorca kan man risikere forsinkelser i løbet af hele august. De ansatte i sikkerhedskontrollen i Palma Lufthavn vil nedlægge arbejdet i tre gange tre timer på alle lørdage i august.
MyTravel Airways’ informationschef, Torben Andersen, opfordrer derfor danskere på vej hjem til at komme fra hotellet i god tid inden afrejsen. ”De fleste danske fly letter faktisk på tidspunkter, hvor personalet ikke strejker, så vi satser ikke på store forsinkelser. Vi sørger alligevel for, at gæsterne bliver hentet fra hotellet lidt før. Derudover skal de rejsende gå direkte til gaten efter check-in,” siger han.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 6. august, 2007)

 

 

  

Charterfly fra Danmark til Indien


Scanway, som hører under Tyrkiet Eksperten, vil gennem vintersæsonen lade canadisk flyselskab flyve direkte fra Danmark til såvel Thailand som Goa i Indien.
Scanway har lavet aftale til ca. 160 mio. kr. om at canadisk/britiske Zoom Airlines flyver til Thailand og Indien den kommende vintersæson.
I alt 25.000 Scanway-gæster skal med Zooms Boeing 767 til hhv. Phuket og Bangkok samt Goa i Indien.
Interesserede gæster kan betale for bedre benplads og sidde i en mere rummelig kabine på Premium Class, oplyser rejsebureauets salgsdirektør, Deniz Jensen.
(Takeoff 6/8)


 

 

Børnefamilier vilde med Bulgarien


Trods den seneste tids dårlige omtale er børnefamilierne begejstrede for at holde ferie i Bulgarien.
Når Apollos gæster uddeler karakterer efter rejsen, scorer Bulgarien højt, og det er især børnefamilierne, der er glade for landet.
”Totalt scorer Bulgarien knap 4 point ud af 5 mulige, hvilket er noget højere end sidste år,” siger administrerende direktør Jan Lockhart fra Apollo.
Især små steder som Nessebar, Obzor, Sozopol, Primorsko og Pomorie gives der positive tilbagemeldinger om. Bulgarien ligger dermed på niveau med store trækplastre som Grækenland og Spanien.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 4. august, 2007)

 

 

Pilotmangel truer danske flyselskaber 

Om få år vil der mangle piloter i Danmark, og det kan ramme væksten i
branchen og tvinge udenlandske piloter til landet.
Flere aktører i flybranchen melder om alvorlig fare for at mangle piloter om
bare få år.
"Allerede nu er det umuligt for mindre selskaber som os at få piloter, og
dem, vi har, bliver hentet til større selskaber. Men om få år vil også de
store selskaber mangle piloter, for branchen er i vækst, og der bliver
uddannet for få piloter," siger Kenneth Larsen, direktør for Copenhagen Air
Taxi, der både uddanner piloter og flyver taxaflyvninger.
I Sterling kender man også til problemet. "Vi har ikke problemer endnu, men
jeg deler den opfattelse, at der i de kommende år er et potentielt problem
med mangel på piloter. Vi kan være på vej ind i en periode, hvor selskaberne
bliver nødt til at tilbyde piloterne bedre vilkår for at kunne rekruttere,"
siger Sterlings adm. direktør Almar Örn Hilmarsson, der har 300 piloter
ansat. Det kan ramme væksten i selskaberne, siger han. "Hvis man ikke kan få
piloter til at flyve flyet, så køber man færre fly og opretter færre ruter.
Og hvis pilotmanglen munder ud i højere lønninger til piloterne, kan det
betyde højere priser for flybilletter og dermed medføre, at efterspørgslen
på flyrejser bliver mindre," siger han.
Udsigten til pilotmangel skyldes i høj grad den vækst i flytrafikken på op
til syv procent årligt, som Danmark har oplevet de seneste år. Derudover har
antallet af nyuddannede piloter i Danmark ligget på under 50 om året, fordi
flybranchens lavkonjunktur og fyringsrunder i SAS har fået mange unge til at
frygte for jobsikkerheden som piloter. Desuden skyldes udsigten til
pilotmangel, at selskaberne er ved at løbe tør for håndtag at dreje på for
at øge udbyttet af deres piloter. "Selskaberne udnytter i modsætning til
tidligere nu fuldt ud de 900 timer årligt, en pilot må flyve, og samtidig er
pensionsalderen for piloter sat op fra 60 til 65 år. Så nu er linen strakt,
og fremtidig vækst kræver nye piloter," siger chefinstruktør Anna Kjær fra
Nordens største pilotskole, Center Air.
Endelig nærmer mange piloter sig pensionsalderen. Ifølge SAS skal hver
tredje erhvervspilot på pension inden for fem til ti år, og dermed opstår et
hul på flere hundrede piloter
(Berlingske Tidende, d. 1. august, 2007)



Succes for Billund Lufthavn

Der sættes passagerrekord i lufthavnen efter stærk stigning i
udlandstrafikken, og flere nye ruter er på vej.
Antallet af rejsende til udlandet vokser i rekordtempo, og i år er mængden
af passagerer på udenrigsruterne vokset med op mod en fjerdedel. Juli bliver
den største måned hidtil for den jyske lufthavn med en vækst på mere end 40
pct.
Ryanair har åbnet en række ruter fra Billund til Madrid, Dublin og Pisa, og
det har forårsaget noget af væksten. I det hele taget udvider mange
flyselskaber kapaciteten med flere ruter og ekstra afgange. "Vi har fremgang
på alle fronter. Mindre end halvdelen af passagervæksten skyldes de rejsende
med Ryanair," konstaterer Jørgen Krab Jørgensen, lufthavnschef i Billund.
Meget tyder på, at lufthavnen også i de kommende måneder vil opleve fremgang
i trafikken. I dag åbner Cimber Air en ny rute fra Billund til Berlin. Ruten
flyves alle ugens dage, og flyselskabet har introduktionspriser på 395 kr.
for en enkeltbillet.
Derudover har Ryanair tre nye ruter på vej. 29. oktober begynder det irske
lavprisselskab med daglige flyvninger til London lufthavnen Stansted, fordi
ruten fra Esbjerg Lufthavn flyttes til Billund. To dage senere indleder
selskabet fire ugentlige direkte flyvninger til lufthavnen i Girona nær
Barcelona i Spanien, og til januar udvides rutenettet med fire afgange pr.
uge til Milano i Italien.
Ifølge lufthavnschefen er der flere ruter på vej fra Billund Lufthavn. "Vi
forhandler med flere
forskellige parter, og der er udvidelser på vej," siger Jørgen Krab
Jørgensen.
Succesen for lufthavnen gælder også chartertrafikken. I årets første halvdel
er antallet af charterrejsende steget med omkring 10 pct., og også i juli
har lufthavnen haft væsentligt flere passagerer end i samme måned sidste år
pga. vejret. "Billund har været ned i en lille bølgedal, men nu er
lufthavnen tilbage. Rejselysten er vokset i Østdanmark, og derfor satser
charterselskaberne mere på Billund," siger Stig Elling, salgsdirektør i Star
Tour.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 1. august, 2007)

 

 

 

Med venlig hilsen
WWW.KLUBKAOS.DK

 

 

 

Avanceret hjemmeside statistik med mulighed for usynlig tæller - opret en gratis tæller nu