Branche News April

 

 

 

Ufrivilligt udsalg hos charterbranchen


Chartertur til halv pris. Det klækkelige tilbud lyder nu fra branchen, der ikke har solgt så mange billetter som forventet op til sommerferien.
Charterbranchen er brændt inde med alt for mange forårsrejser. Derfor vil omkring 5000 charterrejser frem til midt i juni blive solgt for op til halv pris, oplyser salgsdirektør Stig Elling, Star Tour.
»Vi holder simpelthen ufrivilligt udsalg,« siger han.
Stig Elling vurderer, at det varme, danske forårsvejr har gjort danskerne knap så solhungrende som efter en snefuld vinter og en kold og våd start på foråret. Nu håber han på, at der bliver sat fut i udsalget, der især gælder de græske øer, Spanien, Bulgarien og Tyrkiet.
(Børsen og Politiken 30/4)

 

 

 

 

Cimber Air får ny handlingagent


Fra 1. maj bliver SGS handlingagent på Cimber Airs udenrigsruter ud af København; det vil sige ruterne til Norrköping, Newcastle, Bukarest, Wroclaw og Basel.
Hidtil har Novia været handlingagent for Cimber Air.
Det betyder i praksis at check-in fremover foregår i terminal 3, i stedet for terminal 2.
For Cimber Airs charter-afgange ud af København, til f.eks. Nimes, Forli, Parma og Targu Mures vil check-in dog fortsat være i terminal 2. Dog hos SGS i stedet for hos Novia.
”Vi har været meget tilfredse med samarbejdet med Novia, og har ikke noget at udsætte på det”, siger salgs- og marketingchef Bjarne Rasmussen. ”Når vi alligevel skifter, skyldes det, at vi får et mere logisk og sammenhængende produkt. Mange kunder rejser på gennemgående billet, booket hos SAS, og når de har skullet ændre noget på deres billet i Kastrup, har de henvendt sig hos SGS (SAS) – for her at blive henvist til Novia. Det skal også nævnes, at terminal 3 rent faktisk ligger optimalt i forhold til de gates vi flyver fra”.
(Standby 30/4)

 

 

Risiko for ny SAS-strejke i næste uge

Afgørende CAU-generalforsamling onsdag
CAU, der er fagforening for de kabineansatte i SAS, holder på onsdag den 2. maj kl. 10 en ekstraordinær generalforsamling. Og her skal medlemmerne tage stilling til det forhandlingsresultat, fagforeningen håber på at have i hus.
Imidlertid står det klart, at en ny strejke kan bryde ud, hvis der ikke foreligger et forhandlingsresultat at tage stilling til på generalforsamlingen: ”Så vil medlemmerne sandsynligvis fortsætte hvor de slap” siger Verner Lundtoft til Stand By.
Lundtoft understreger, at det kun var via hårdt benarbejde, at det lykkedes at få de strejkende stewardesser til at genoptage arbejdet i dag. ”Det var ikke fordi de havde lyst” siger han. CAU-formanden glæder sig over, at arbejdet nu er genoptaget, og fortsætter: ”Lad os håbe at det ikke sker. Nu er arbejdet genoptaget, og det giver forhåbentlig luft, så vi kan forhandle videre med SAS. Vi skal have virksomheden til at fungere, og jeg vil ikke sætte SAS i et dårligt lys”.
(Standby 27/4)

 

 

SAS: Strejke ophører fredag morgen

Fredag morgen går de strejkende kabinefolk hos SAS igen i arbejde. Det meddelte kabinepersonalet ifølge SAS torsdag aften.
Beslutningen blev taget efter et længere møde.
SAS oplyser, at selskabet nu sætter alle resurser ind på at fredagens trafikprogram får færrest mulige forsinkelser og aflysninger.
Men selv om kabinepersonalet genoptager arbejdet, er det ikke muligt helt at undgå aflysninger fredag, fordi der går et stykke tid, før koordineringen mellem fly og personale igen er helt på plads.
SAS forventer, at antallet af forsinkelser fredag vil være på 30-40. På www.sas.dk kan rejsende se, hvilke afgange der aflyses fredag. 
(BT.dk 26/4)

 

 

Kold luft mellem kabineansatte og SAS ledelse

Som ventet fik kabinepersonalet ordre til at gå i arbejde fra Arbejdsretten på et møde med deltagelse af hovedorganisationerne, men medlemmerne valgte at sidder den ordre overhørig.
Et fællesmøde i Arbejdsretten i går gav ikke noget resultat. Kabinepersonalei SAS vil ikke gå i arbejde, før de har fået nogen af deres betingelser opfyldt hos SAS-ledelsen. Derefter blev indkaldt til et møde i går eftermiddags med adm. direktør Susanne Larsen.
I følge kabinepersonalets hjemmeside blev personalet her informeret om, at SAS ikke vil tage initiativ til at genoptage forhandlingerne.
Indtil videre fortsætter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse med tusinder af passagerer som gidsler.
(Takeoff 26/4)


 

 

Strejken koster millioner for SAS, mens personalet skal betale bod

10 millioner kroner om dagen er formentlig i underkanten af SAS tab på den løbende kabinestrejke, som ser ud til at fortsætte i dag. - Voldsom harme i bureauerne.
Rejsebureauerne er største kunde hos SAS, måske med 70 procent af salget. Og her raser kunderne mod SAS og aflysningerne. Det giver stribevis af problemer. Bedst går det hos bureauer og firmaer med storkunde aftaler med andre selskaber end SAS. De har forret.
De foreløbige meldinger lyder på, at SAS taber 10 mio. kr. om dagen, men det er næppe dækkende. Alene billetter, som må betales til andre selskaber og konkurrenter løber voldsomt op.
Kabinepersonalet, som nu er blevet påbudt at gå i arbejde men nægter, får antageligt boden på 40 kr. i timen til yderligere at stige med 30 kr. i den tid strejken kører.
Omkring 20.000 passagerer er indtil videre ramt af strejken, og som det fremgår af dagens aviser, og Take Off `s kommentar i går, er de for anden gang i år gidsler i en strejke på grund af kabinepersonalet.
(Takeoff 26/4)


 

 

149 SAS-afgange aflyst i dag

Kold luft mellem ledelse og kabineansatte
SAS har foreløbig aflyst 149 flyafgange til og fra København, frem til kl. 14 i dag. Og samtidig synes parterne at være længere fra hinanden end nogensinde før. De kabineansattes fagforening, CAU, har anbefalet medarbejderne at standse den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, men stewardesserne har svaret, at man først vil gå i arbejde igen, når der foreligger en aftale med SAS-ledelsen, som man er tilfredse med. Og på et møde i går eftermiddags gjorde selskabets adm. direktør Susanne Larsen det klart overfor de strejkende, at der ikke kommer noget nyt forhandlingsudspil fra SAS, så længe der strejkes.
En fortsat strejke vil have alvorlige økonomiske konsekvenser for de strejkende, der dels mister løn under strejken, dels må betale en bod på op til 70 kr. pr. strejketime. Og også SAS Danmark rammes hårdt på pengepungen, med direkte tab på omkring 20 mio. SEK om dagen.
Parterne mødes igen i Arbejdsretten i dag kl. 10.
(Standby 26/4)

 

 

Kabinepersonale overhører Arbejdsretten

Nægter at gå tilbage i kabinerne, trods Arbejdsrettens afgørelse. CAU lægger hele ansvaret på SAS-ledelsen
Arbejdsretten tilkendegav i dag, efter et møde mellem det danske kabinepersonales fagforening, CAU, og SAS-ledelsen, at stewardesserne skal gå i arbejde igen omgående, idet den strejke, som blev indledt i går, er klart overenskomststridig.
Alligevel fortsætter strejken. CAU-formand Verner Lundtoft, siger til Ritzau, at personalet ikke går i arbejde igen, før de har fåeten aftale i hus med ledelsen, som de kan være tilfredse med.
Dermed er det normale arbejdsretslige system reelt sat ud af kraft, og det synes ikke som om strejken ophører, før SAS-ledelsen giver efter for de ansattes krav. I en erklæring fra CAU hedder det således, at ” Dansk Cabincrew er efter fælles møde medlem DA, DI og FTF blevet opfordret til at genoptage arbejdet af CAUs formand i dag klokken 14. Kabinepersonalet udtaler, at de hellere end gerne vil servicere SAS' kunder, når der forligger en aftale mellem CAU og SAS”.
(Standby 26/4)


 

 

SAS tager kabinepersonale i rettenDer var drøftelser i gang mellem fagforening og ledelse, da strejken brød ud uden varsel
SAS-ledelsen udtrykte i går ”forundring” over kabinepersonalets ulovlige arbejdsnedlæggelse, som fortsætter i dag. Ifølge flyselskabets adm. direktør Susanne Larsen, var der drøftelser i gang om en mæglingsskitse fra Forligsmanden, og hun og den øvrige SAS-ledelse er derfor uforstående overfor, at medarbejderne pludselig har valgt at strejke.
”Vi forvente, at de kabineansattes formand får forklaret sine medlemmer, at de har fredspligt, og at de skal gå tilbage i arbejde, sådan at de drøftelser, der var indledt, kan fortsætte. SAS følger spillereglerne på det danske arbejdsmarked, og har meldt strejken til Arbejdsretten. Og parterne er indkaldt til møde onsdag kl. 10” siger Susanne Larsen ifølge Børsen.
Her til formiddag mødes også de strejkende til fagligt møde, men ifølge Stand By’s kilder er der ikke umiddelbart udsigt til, at medarbejderne vil vælge at gå i arbejde igen i dag.
(Standby 25/4)

 

 

Over 100 SAS fly aflyst i dag fra og til København

Det danske kabinepersonale fortsætter strejken til ny melding kl. 10, men Stockholm-trafikken reddes delvist af det svenske personale.
Om ikke andet har det den fordel, at SAS blev delt op i tre landes selskaber, at en dansk strejke ikke længere lukker hele selskabet.
Men, det er slemt nok. I dag onsdag er indtil videre aflyst over et hundrede fly. Langruterne gennemføres tilsyneladende som planlagt, men det europæiske rutenet er stort set lammet til og fra København. Enkelte flyvninger gennemføres.
Til Stockholm er gennemføres otte afgange i hver retning, takket være det svenske personale, som ikke strejker.
(Takeoff 25/4)



 

Kabineansatte hos SAS strejker

De kabineansatte i SAS Danmark har indledt en overenskomststridig strejke, som kan betyde aflysninger og forsinkelser, oplyser SAS.
I utilfredshed med overenskomstfornyelsen indledte de kabineansatte hos SAS Danmark tirsdag eftermiddag en overenskomststridig strejke.
Det kan betyde forsinkede fly og aflysninger på afgange efter klokken 16 ud af København, men flyvninger til København kan også blive ramt, oplyser SAS.
Lige nu kan SAS ikke sætte noget præcist omfang på, hvilke afgange der påvirkes af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, men råder kunderne til at holde sig opdateret på www.sas.dk eller www.cph.dk .
I følge purser og talsmand for de kabineansatte Niels Henrik Madsen er de kabineansatte utilfredse med, at deres overenskomst er indlemmet i den store forligsskitse, som der formentlig stemmes ja til på det private arbejdsmarked.
- Vi har nogle andre arbejdsvilkår at tage hensyn til. Vi er ikke så interesserede i lønforhøjelser, men mere i at få rettet op på nogle forhold. Vi er det dårligst bemandede flyselskab i hele Europa, siger Niels Henrik Madsen til Ritzau.
(BT.dk 24/4)

 

 


Sterling lægger vægt på bagageankomst

Flyselskabet ligger pænt under gennemsnittet i Københavns Lufthavn
Mange flyselskaber har som mål, at bagagen skal være fremme et kvarter efter landingen, især efter rejser i Europa. Københavns Lufthavn har som mål, at 80 procent af al bagage i Københavns skal være fremme inden for en halv time.
Det må har Sterling klaret fint i årets første kvartal. 82,8 procent af al bagage fra Sterling ankom på bagagebåndet inden 30 minutter efter landing.
"Vi har taget initiativet til et samarbejde med selskaberne om maksimum ventetider for passagerrerne. Sterling er gået målrettet ind i arbejdet, og det glæder mig at se, at det arbejde har båret frugt," siger underdirektør Mogens Kornbo, Københavns Lufthavn.
(Takeoff 24/4)


 

 

SAS afventer tilsyn i partikel-sag

Afventer Arbejdstilsynets reaktion på intern rapport om farlige partikler
SAS venter på Arbejdstilsynet i sagen om farlige partikler i lufthavnen. En italiensk rapport fastslog i sidste uge, at ansatte, der arbejder tæt på flyenes udstødningsgasser, kan blive udsat for partikler, som muligvis kan smadre medarbejdernes arveanlæg. Det er især handlingpersonalet, der er udsat for de farlige partikler.
SAS har selv gennemført en undersøgelse af partikelforureningen, og den fik Arbejdstilsynet med hjem, da man besøgte lufthavnen i fredags. ”Vi har også behov for råd og vejledning i denne her sag og venter derfor på at få en melding fra tilsynet. Vi er i dialog med alle relevante parter i denne her sag," siger Martin Tilsted, kommunikationschef i SAS Ground Service.
(Standby 24/4)


 

Tilsyn undersøger arbejdsforhold i lufthavn

Italiensk rapport afslører øget risiko for dna-skader hos ansatte, der arbejder tæt på flyudstødning
Arbejdstilsynet besøgte fredag Københavns Lufthavn, og fik her bl.a. udleveret en rapport fra SAS, der er med til at belyse risikoen ved at arbejde tæt på udstødningsgasser fra fly. Ifølge en nyligt offentliggjort italiensk rapport kan partikler i udstødningsgasserne medføre dna-skader, som kan ødelægge arvemassen hos personer, der arbejder tæt på flyene.
Chefen for Arbejdstilsynet i Storkøbenhavn, Jan Saron, siger, at man nu vil nærlæse rapporten fra SAS og samtidig undersøge arbejdsforholdene i lufthavnen, og tale med flere virksomheder i lufthavnen. Først derefter vil tilsynet beslutte, hvilke mindstekrav til arbejdsmiljø man vil forlange overholdt fremover.
(Standby 23/4)


 

SAS og Sterling ligger fint med flyenes alder

Det fremgår af en oversigt til selskabets investorer, hvor man har sammenlignet flådens gennemsnitsalder.
I næste måned kommer SAS med en plan over fremtidens investeringer frem til 2011. Det spændende er her om den interkontinentale flåde øges fra de nuværende 11 Airbus-fly, som er spændt hårdt for i sommerprogrammet.
Til gengæld skal man næppe vente, at MD 80`erne, som ikke hører til et af de mest miljøvenlige flytyper, skiftes ud før 2012, når de rigtige afløsere findes.
Det kan alt sammen læses i Commentator fra SAS til investorerne. Her er der også lavet nogle sammenligninger over flyflådens alder.
SAS kommer bedst ud i den med den internationale flåde, nemlig 4,5 år mod Lufthansas 8,5, KLM 9 og British Airways 11 år i gennemsnit af selskabets langtrækkende fly.
I Danmark er sammenligningen med 11,5 år for SAS, og 7,5 år for Sterling. I Sverige er det 11,0 for SAS og 19,0 for Nordic Air. I Norge 14 år for Norwegian og 10 år for SAS Braathens.
Hvordan forholdet er på de europæiske ruter fremgår ikke af bladet. Men det er klart, at her trækker MD 80`erne den forkert vej.
(Takoff 18/4)

 

 

Sterling fløj færre passagerer

Tabte markedsandele, men øgede belægningsgraden i 1. kvartal
Lavprisselskabet Sterling har, i modsætning til de fleste andre flyselskaber, fløjet færre passagerer i årets første kvartal, målt i forhold til samme periode sidste år. Det skriver Børsen i dag.
Selskabets kommercielle direktør, Stefan Vilner, forklarer at Sterling har været nødt til at reducere kapaciteten og øge belægningsgraden, for at få økonomi i driften, efter overtagelsen af Maersk Air. ”Og det er det, vi ser konsekvensen af nu” tilføjer Vilner.
(Standby 18/4)

 

 

Sterling skal betale svensk erstatning

Skal betale selvom det var lavprisselskabet FlyNordic, der fløj, men i code share med Sterling
Sterling skal betale i alt 45.000 svenske kr. i erstatning til 19 svenske rejsende, som måtte forlænge deres ophold i Berlin med et døgn på grund af en ændret tidstabel.
Det svenske Allmänna Reklamationsnämnden har besluttet, at det danske lavprisselskab skal udrede erstatningen til de forsinkede svenske passagerer, selvom det slet ikke var Sterling, der fløj ruten. Det gjorde nemlig det svenske lavprisselskab FlyNordic, men i code share med Sterling, hvor passagererne havde købt flyrejserne.
Den samlede billetpris var kun omkring halvt så stor som erstatningen, nemlig 24.700 sv. Kr.
(Standby 16/4)
 

 

SAS Ground Service vinder i Heathrow

Malaysia Airlines bliver den første interkontinentale kunde
SAS Ground Services har indgået en aftale med Malaysia Airlines om passagerservice og rampehåndtering i London Heathrow. Aftalen gælder fra 16. maj.
”Malaysia Airlines stiller høje kvalitetskrav, og vi er stærkt tilfredse med, at de har valgt os. Det er den første interkontinentale kunde i vores nyetablerede rampevirksomhed på Heathrow”, siger adm. dir. Christer Svensson, SAS Ground Services UK.
Aftalen indebærer, at SAS Ground Service skal servicere Malaysia Airlines to daglige afgange mellem London og Kuala Lumpur.
(Standby 16/4)

 

 

 

SAS vil forkæle sine bonuskunder endnu mere


Starter med også at give frikuponer, hvis de rejser på økonomiklasse. - Flere godbidder er på vej.
Fra sidste uge i marts begyndte SAS at give mere værdi for pengene. Samtidig med at skillelinien mellem klasserne bliver tydeligere. Sagt på en anden måde: Passagerer på Business og Economy Ekstra får flere fordele, og passagerer på turistklasse færre. Bl. a. skal de mere end tidligere selv betale for mad og drikke om bord.
De mange tusinde EuroBonus kunder rejser imidlertid ikke altid på de dyreste klasser, men de får nu fordele alligevel. Samtidig med at bonusordningen fejrer 15-års fødselsdag udsendes et kuponhæfte, som modtageren kan bruge til at få gratis måltider om bord på europæiske ruter og drikkevarer på internationale ruter, når de rejser på økonomiklasse. Der er i øvrigt flere andre godbidder på vej.
"Vi arbejder løbende på at forbedre kvaliteten på vores produkter, og dette gælder også det vi serverer om bord på Economy. I den forbindelse giver dig nu muligheden for at prøve vores nye servicekoncept på denne klasse," hedder det i en fødselsdagshilsen med overskriften: "Må vi byde dig lidt lækkert".
Vi gætter på, at det ikke udtalte fødselsdagsønske fra SAS til sine businesskunder er: Rejs mindst muligt på turistklasse !
(Takeoff 13/4)

 

 


Sterling outsourcer flyvedligehold


Nyt vedligeholdelsescenter dannet
Sterling har outsourcet sin flyvcedligeholdelsesafdeling til et nystiftet firma, Essential Aircraft Maintenance, som ejes af kapitalfonden LD Equity 2.
Det nystiftede vedligeholdelsesfirma har, ud over Sterling, sikret sig flyvedligehold fra fem andre flyselskaber, så selskabet fra starten har en kundebase på i alt 60 fly.
Essential Aircraft Maintenance kan i første omgang kun servicere fly af typerne Boeing 737 og Airbus A320.
(Standby 13/4)

 


Lufthansa lurer på opkøb


Har netop nu højeste tilbud ude på Iberia, og flyselskabets præsident udtaler sig kryptisk om mulig overtagelse af Austrian Airlines.
Lufthansa er et velhavende flyselskab med penge nok til at opkøbe flyselskaber for næsen af kapitalfonde, hvis det skulle blive nødvendigt. Nu har tyskerne budt fire euro for en Iberia-aktie, hvilket er mere end amerikanske Texas Pacific, som også er bedste bud på køb af Alitalia.
ifølge Berlingske Business er det dog sandsynligt, at amerikanerne afgiver et endnu højere tilbud på Iberia.
Lufthansas præsident Wolfgang Mayhuber har tidligere udtalt, at man er parat til opkøb, når det er strategisk vigtigt. Forleden afviste han dog, at Alitalia udgør det rigtige valg for tiden.
I går sagde han til en Østrigsk avis, som spurgte om Austrian Airlines fremtid. "I øjeblikket er der intet i vente, og der skal to til."
Iagttagere mener, han venter på et signal fra Wien, men det kommer næppe. Østrigerne vil gerne være sig selv og er gode partnere i Star Alliance, helt på samme måde som partneren i Nordeuropa, SAS.
(Takeoff 12/4)

 



Star Tour vil kapre markedsandele for storbyferier


Charterarrangøren blæser til konkurrence mod lavprisselskaberne
Charterarrangøren Star Tour går nu aggresivt ind i kampen om storbyturisterne, og bureauet har en erklæret målsætning om at opnå en markedsandel på 10 % af det samlede marked for storbyferier. Salgsdirektør Stig Elling siger således, at man vil indlede en priskrig, hvor de første 10.000 rejser bliver udbudt til særdeles favorable udsalgspriser i de kommende uger.
"Vi er nødt til at svare igen på lavprisselskaberne, hvis vi ikke skal køres over på dette område. Det gør vi nu ved at sætte priserne ned på storbymarkedet. Vi skal ikke tjene penge på det, men sikre at vi kan holde fast i fremtidens kunder," siger Stig Elling til Børsen.
Det er især lavprisselskaber som Sterling og EasyJet, der har faft succes med at tilbyde billige weekendrejser til storbyer, og dermed over de seneste år har udfordret charterarrangørerne, der var store på dette marked. Men Star Tour mener, at man på forhånd har et godt udgangspunkt i konkurrencen om kunderne, bl.a. fordi man gennem ejeren, TUI, har adgang til billige hotelværelser. "Vi har et godt greb i chartermarkedet og håber at vi på den måde kan få et godt krydssalg over til storbyferierne. Målet er at udbrede tilbuddene til hele paletten af storbyer," siger Stig Elling.
Star Tours målsætning er at opnå en markedsandel på 10 % af storbymarkedet, hvilket ifølge Stig Elling svarer til omkring 40.000 rejser.
(Standby 12/4)


 


Sterling klar til priskrig med Star Tour


Sterling vil ikke acceptere Star Tours storbysatsning uden kamp
Charterarrangøren star Tours planer om at erobre 10 % af markedet for storbyferier får omgående lavprisselskabet Sterling op af stolen. Lavprisselskabets kommercielle direktør, Stefan Vilner, afviser således, at flyselskabet frivilligt vil aflevere markedsandele til charterarrangøren, og siger til Børsens Nyhedstjeneste, at ”Hvis de sætter priserne ned, er vi klar til at blive billigere end dem”.
Ifølge Vilner har storbyferier gennem de sidste 5-6 år udviklet sig til en vigtig faktor for lavprisselskaberne, og man er derfor nødt til at forsvare sin nuværende markedsposition. Han tilføjer, at udviklingen er gået i retning af, at grænserne mellem rejsearrangører og flyselskaber gradvist er blevet nedbrudt, fordi bl.a. Sterling i dag reelt tilbyder pakkerejselignende arrangementer, hvor kunden også kan booke f.eks. hotel og billeje, samtidig med flybilletten.
(Standby 12/4)

 


SAS fortsætter fremgangen


6,5 procent flere passagerer end sidste år, og bedre belægning sikrer god økonomi
Passagertallet for SAS i marts steg over hele linien. Ikke så meget som tidligere, men til gengæld var belægningsprocenten bedre, og gennemsnitsindtægten for februar udviste en stigning på 15 procent (den følger altid med en måneds forsinkelse). Det indikerer en god økonomisk udvikling.
SAS Group havde i alt en fremgang i passagertal på 6,5 procent til 3,5 mio. passagerer i marts. Gennemsnitsbelægning steg med to procent til 71,4 procent.
For SAS Danmark var der 1,4 procent flere passagerer med en kapacitetsnedgang på 2,8 procent - og en belægningsprocent op med en enkelt procent til 70,4.
"Marts måned var en god måned for SAS Danmark. Produktionen var som planlagt lidt mindre, men fremgangen for kabinefaktoren fortsætter," kommenterer adm. direktør i SAS Danmark, Susanne Larsen.
Dansk indenrigstrafik falder fortsat, på trods af satsningen på Aalborg. I marts var der et fald i passagerer på 3,2 procent og i kabinebelægning på 2,7 procent.
(Takeoff 11/4)

 

 


Ferietrafik vokser stærkt


Det hidtidige fald af passagerer i ferieperider er et overstået kapitel for Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn har sammenlignet med andre europæiske lufthavne en høj andel forretningsrejsende. Indtil for få år siden betød helligdage og skoleferier derfor nedgang i trafikken på grund af begrænset rejseaktivitet blandt forretningsrejsende. De seneste trafiktal, der dækker de store rejsedage i forbindelse med starten på påsken, viser, at arbejdsfri ikke betyder rejsefri.
"De senere år er rejseaktiviteten på helligdage og i skoleferier vokset kraftigt," konstaterer Corinna Lundbæk Pedersen, chef for kontakten til flyselskaberne i Københavns Lufthavn.
Lufthavnen oplyste i går, at passagertallet i marts steg med syv pct. til knapt 1,8 mio. passagerer sammenlignet med marts sidste år. Koblingen til ferierejsende kan ses af antallet af lokalt afgående passagerer som steg med 14,9%, mens der blev 6,2% flere internationale rutepassagerer.
Trods fremgangen blandt ferierejsende, udgør forretningsfolk hovedparten af trafikken. 60% af alle rejsende fra Københavns Lufthavn tager plads i en flyvemaskine for at tage på erhvervsrejse.
(Standby 11/4)

 

 


Marts gav passagerrekord hos Cimber Air


Cimber Air har i marts måned haft ny passagerrekord med i alt 82.652 passagerer på egne ruter.
Det er første gang Cimber Air har over 80.000 passagerer på egne ruter på en måned. Hidtidig rekord var 79.803 tilbage i september måned 2006.
I forhold til marts måned sidste år er det en stigning på 21,24% idet der i marts 2006 var i alt 68.138 passagerer på Cimber Air´s egne ruter.
På indenrigsruterne har væksten været på knap 13%, idet passagertallet her steg fra 52.899 i marts 2006 til 59.654 i marts 2007.
På udenrigsruterne har væksten været på knap 51%, idet passagertallet her steg fra 15.239 i marts 2006 til 22.998 i marts 2007.
(Bording.no 10/4)

 

 

 

SAS kabinepersonale siger nej


Hvis det store forlig som ventet går igennem på arbejdsmarkedet nytter det ikke noget med et nej fra de SAS- ansatte
Kabinepersonalets forening i dansk SAS er godt utilfredse med forløbet i overenskomstforhandlingerne, hvor de nu er koblet sammen med det øvrige arbejdsmarked i en forligsskitse, som ventes vedtaget.
Det bliver imidlertid ikke med bestyrelsens stemmer i CAU. I følge foreningens hjemmeside er ingen af de krav, som CAU har stillet blevet opfyldt. Bestyrelse siger nej til forligsskitsen.
Vi føler, at SAS har udnyttet situationen og finder det dybt uansvarligt og ikke værdigt for så stor en arbejdsplads på det danske marked, hedder det.
"CAU og medlemmerne på nu håbe på, at resten af arbejdsmarkedet siger nej, så vi igen kan komme til forhandlingsbordet. Det her er en skamplet på vort firma," raser bestyrelsen.
Til gengæld er passagererne sikkert godt tilfredse med, at det ser ud til, at SAS undgår flere arbejdsnedlæggelser i nærmeste fremtid.
(Takeoff 10/4)

 

 


Solgte tusindvis af rejser i Påsken


Charterselskaberne solgte op til 4.000 rejser om dagen under påsken.
Påskedagene gav ekstra travlhed hos rejsearrangørerne. ”Der er altid mange, der bruger påsken til at planlægge og købe sommerferien, men i år kan vi mærket en øget efterspørgsel - jeg er overbevist om, det skyldes de mange, som får skat tilbage,” siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.
Han skønner, at den samlede danske charterbranche solgte 3.000 - 4000 rejser om dagen i løbet af påskeugen, ca. 15 % over sidste påskes niveau.
Hos Star Tour blev op mod 80 % af rejserne booket via internettet.
(Takeoff 10/4)
 

 

 

SAS får ikke særordning om kinesiske stewardesser


Integrationsminister Rikke Hvilshøj har opgivet at ændre loven, så SAS må bruge kinesiske stewardesser i dansk luftrum.
Lovændringen, der ville lovliggøre SAS’ nuværende praksis, er pillet ud af et større lovforslag om kvindehandel, som ministeren fremsatte i sidste uge.
Officielt har ministeren udskudt lovforslaget. Det betyder, at det tidligst kan komme på dagsordenen igen efter sommerferien. Men meget tyder på, skriver Ritzau, at ministeren har erkendt, at det ikke er muligt at samle flertal for den såkaldte Lex SAS.
(Takeoff 2/4)

 

 

Med venlig hilsen
WWW.KLUBKAOS.DK

 

 

 

Avanceret hjemmeside statistik med mulighed for usynlig tæller - opret en gratis tæller nu