Branche News April

 

 

 

Amerikanske flyselskaber giver nye arbejdspladser i Københavns Lufthavn

Handlingselskabet Novia i Københavns Lufthavn har ansat 60 nye medarbejdere til at håndtere sine nye kunder, ikke mindst amerikanske Continental og Delta Air Lines.
Tirsdag i næste uge får Novia to nye kunder, Air Berlin åbner tre ruter fra Tyskland til København, mens Delta Air Lines efter syv års fravær vender tilbage til København med en daglig direkte rute fra Atlanta.
Begge selskaber, plus Continental Airlines, som sidst i maj også får en direkte rute fra New York til København, håndteres i København af handlingselskabet Novia.
Novia fik i sidste måned også færøske Atlantic Airways som kunde - og de nye selskaber medfører behov for flere medarbejdere i check-in, bagagehåndtering osv.
”Vi har ansat 60 nye – dermed har vi under højsæsonen 325 medarbejdere,” siger adm. direktør i Novia, Stig Thygesen, til Take Off.
Som de to andre handlingselskaber i Københavns Lufthavn, SAS Ground Service og Servisair, fik også Novia underskud i fjor, men Stig Thygesen forventer et ”lille plus i år.”
(Takeoff 28/4)
  
 


Politiet skred ind over for taxa-blokade

Over 20 betjente fjernede torsdag omkring 50 taxachauffører, der blokerede for taxakørsel fra lufthavnen.
Ifølge DR var det Københavns Lufthavn, der bad politiet om at gribe ind, fordi chauffører, der gerne ville tage passagerer med, følte sig truet.
Chaufførerne protesterer mod de nye regler om, at de kun må bruge holdepladsen hver anden dag.
(Standby 27/4)
 
  
 

Minister: SAS slipper ikke for billigt

Integrationsministeren afviser, at hun burde have politianmeldt SAS for brug af ulovlig arbejdskraft.
Blandt andet Socialdemokraterne har kritiseret Rikke Hvilshøj, fordi hun ikke har anmeldt SAS for at ansætte kinesiske og japanske stewardesser på ulovlige vilkår.
Ministeren politianmeldte i efteråret Danish Crown i en sag om illegal arbejdskraft. Ministeren siger, at der er tale om to vidt forskellige sager.
SAS skal afgive forklaring i sagen senest fredag. Derefter vil ministeren endeligt beslutte, om der bliver tale om politianmeldelse.
Arbejdsmarkesordfører Thomas Adelskov (S) har dog allerede sendt to nye skriftlige spørgsmål til Rikke Hvilshøj om sagen.
(Berlingske Tidende 27.4.2006)
 
 
  

Total taxiblokade i Københavns Lufthavn

Det er nu umuligt at praje en taxi i lufthavnen, og passagererne må sendes videre med tog.
Vrede chauffører og taxivognmænd optrappede onsdag boykotten af Københavns Lufthavn i protest mod nye regler, skriver B.T.
Der blev i mandags indført regler om, at taxi-chaufførerne kun må samle passagerer op hver anden dag. Ifølge Stig Rugaard, chauffør fra aktionsgruppen, har lufthavnen fuldstændigt ignoreret deres synspunkter, og derfor skruer de nu bissen på.
Ifølge chefen for lufthavnens taxaservice, Marie-Louise Lotz, er det på grund af boykotten stort set umuligt at opdrive en taxa i lufthavnen.
(Standby 26/4)
 
  
 

SAS-fly stødte ind i catering-bil

Da et SAS-fly tirsdag var til rutinekontrol i Sola Lufthavn udenfor Stavanger, stødte det ind i en cateringbil på vej ud af en hangar.
Flyet fik skader på den ene vinge, og skal nu kontrolleres efter sammenstødet, skriver Berlingske Tidende.
Det skal endvidere undersøges, hvordan flypersonale og catering-folk kunne overse hinanden. Uheldet får umiddelbart ingen konsekvenser for den øvrige flytrafik.
(Standby 26/4)
 
  


Ståpladser på flyrejsen

Airbus lufter tanken om at bygge fly udelukkende med ståpladser overfor asiatiske selskaber.
Fantasien har ingen grænser, når det kommer til at spare omkostninger på flyrejsen. Ifølge Herald Tribune har flyproducenten Airbus for nylig luftet tanken om at skabe fly udelukkende med ståpladser.
Ingen af flyselskaber har dog indtil videre sagt ja til projektet. Det er dog ikke kun i Asien, der tænkes i at presse flere mennesker ombord på flyene. Det amerikanske flyselskab American Airlines har således gennemført et såkaldt tætheds-modifikations-projekt, som har gjort det muligt at presse fem ekstra sæder ind i det smalle MD80 fly.
(Berlingske Tidende 26. 4. 2006)
 

 

Sterling dropper Servisair


Sterling trækker sig ud af samarbejdet med Servisair.
Konstitueret adm. direktør i Servisair Danmark, Niels Clemmensen bekræfter, at Sterling skifter til SAS Ground Service (SGS).
Han siger, at 130 medarbejder mister jobbet som en konsekvens af Sterlings beslutning. Selskabet, der håndterer bagage, tjek-in og andre serviceopgaver i Københavns Lufthavne, har de seneste fem år tabt 47 mio. kr.
Ifølge Niels Clemmensen er det for tidligt at sige, hvad den mistede kunde kommer til at koste Servisair.
(Børsen 25.4.2006)
 
 

Lønopgør mod Sterlingledelsen

To tredjedele af piloterne i Sterling har forkastet en omdiskuteret overenskomst.
Bag nej’et står især de tidligere Maersk Air-piloter, der var utilfredse med overenskomsten.
Overenskomsten ville give højere løn for Sterling- piloterne, men lønfald for de tidligere Maersk Air-piloter og en forringelse af pension og diæter.
Maersk-piloterne har bedt om en ekstraordinær generalforsamling i et forsøg på at vælte pilotformand Stefan Rydström, men ledelsen har ikke reageret.
Kommunikationsdirektør i Sterling Airlines Niels Brix, siger, at der snarest muligt bør være nye drøftelser. Men de kommer til at foregå inden for forhandlingsresultatets rammer, understreger han.
(Børsen 24.4.2006)
 
 
 

Taxaer boykotter Kastrup

En række taxachauffører boykotter lufthavnens Terminal 3 mandag og tirsdag.
Klaus Hendriksen, der er en af chaufførerne bag aktionen, siger, at chaufførerne bliver opfordret til ikke at holde derude og vente på kunder de to dage.
Sagen drejer sig om et system, der skal begrænse antallet af holdende taxaer ved lufthavnen. Det er en såkaldt lige- og uligebegrænsning, som går ud på, at taxaer med lige tilladelsesnumre kun er velkomne på lige datoer og omvendt.
(Børsen 24.4.2006)
 
 
 

Blokade mod billige chauffører fra Øst

Da en østeuropæisk chauffør skulle aflevere flydele til SAS Cargos terminal i Københavns Lufthavn, endte det med, at han måtte løbe væk.
Chaufføren havde mødt otte vrede danske chauffører og fagforeningsfolk, der blokerer en af Danmarks største vognmænd, Kim Johansen fra Greve.
Chaufførerne er utilfredse med, at Kim Johansen fortsat bruger illegale chauffører til at køre i Danmark til 30 kroner i timen.
(Jyllands-Posten 21. 4. 2006)
 
 


S: SAS slipper billigt i kinesersag

Andre virksomheder med rod i de ansattes arbejdstilladelser meldes omgående til politiet, men integrationsministeren lader SAS slippe billigt i kinesersag.
Integrationsminister Rikke Hvilshøj ser igennem fingre med, at der er ulovligt ansatte kinesiske og japanske stewardesser ansat i SAS og i stedet for at melde SAS til politiet, går hun i dialog med det skandinaviske luftfartsselskab.
Socialdemokraterne kritiserer Hvilshøjs håndtering af sagen, og kalder det dybt mistænkeligt. SAS har i årevis brudt loven og haft udenlandske stewardesser ansat uden arbejdstilladelse.
Ministeriet har siden februar været i kontakt med SAS i sagen, men indtil videre har politiet været holdt udenfor. Ifølge en juraekspert befinder SAS sig i en gråzone.
Hvis luftfartsselskabet i årevis har været i god tro i forhold til ansættelsen af udenlandske stewardesser, kan der ifølge professor i forvaltningsret, Claus Haagen Jensen, være tale om en delvis undskyldelig uvidenhed.
(Berlingske Tidende 21. 4. 2006)
 
 
 

SAS får lov til at kæmpe for kinesiske stewardesser

Ifølge udlændingestyrelsen arbejder de kinesiske stewardesser ulovligt, når de flyver ind i dansk luftrum.
Nu har SAS fået en frist på ti dage til at ændre udlændingestyrelsens mening.
Hvis kineserne arbejder i et danskregistreret fly, skal de have arbejdstilladelse, har integrationsministeriet fremstillet i en udtalelse. Det bunder i en bestemmelse i udlændingeloven, som har eksisteret i 30 år, men indtil nu har ingen tænkt på den.
Ifølge pressechef i SAS, Jens Langergaard, har man i SAS haft japanske stewardesser ansat i 38 år, og man har altid haft den kutyme, at når stewardesserne vendte rundt i dansk luftrum, var de sikret via et identity card, som sikkerhedsbetingelse i lufthavnen.
Men nu er der altså blevet gjort opmærksom på, at en paragraf i loven, siger at stewardesserne skal have arbejdstilladelse i dansk luftrum.
(Politiken 21. 4. 2006)
 
 
 
 
Fugleinfluenza-alarm var falsk alarm

Et fly fra Singapore Airlines blev i morges isoleret i Københavns Lufthavn. Myndighederne frygtede, at en passager var smittet med fugleinfluenza – men der var kun tale om et maveonde.
Singapore Airlines’ Boeing 777 landede i Københavns kl. 07.42. Inden landing havde piloterne over radio til lufthavnen meddelt om en mulig smittet blandt de 276 passagerer.
Indtil mistanken var afklaret, blev flyet fjernparkeret i lufthavnen. Men embedslægen fra København slog hurtigt fast, at det ikke var fugleinfluenza, skriver Politiken.
Det var en 31-årig svensk kvinde, som var mistænkt for at være smittet. Men lægeholdet fastslog, at det var et maveonde og almindelig influenza, oplyser vicepolitiinspektør Richard Østerlund la Cour fra Københavns Politis station i lufthavnen.
(Takeoff 20/4)
 
 
 

Turismen uændret efter Muhammed-sag

VisitDenmark mener ikke, at Muhammed-krisen vil påvirke antallet af turister i Danmark.
Adm. direktør Dorte Kiilerich siger ifølge Børsen, at turister fra Danmarks nabolande og resten af Europa ikke vil lade sig påvirke af en enkel sag.
Lise Lyck, der er leder af Center for Turisme og Kulturel Management på Handelshøjskolen i København, mener dog, at Muhammedsagen bidrager til et stort problem: At den globale turistindustri stormer frem, mens vi i Danmark oplever tilbagegang.
Derfor er det lige nu ekstra vigtigt, hvordan Danmark præsenterer sig i udlandet, mener Lise Lyck.
(Standby 20/4)
 

 

OPEC bekymret over olieprisen


De olieeksporterende lande (OPEC) er bekymrede over prisudviklingen, der bla. har konsekvenser for luftfarten.
Tirsdag steg prisen til rekordhøje 72,20 dollars pr. tønde råolie på oliemarkedet i London. I denne uge vil repræsentanter for OPEC-landene mødes i International Energy Forum, for at drøfte situationen, der bla. skyldes situationen omkring Irans atompolitik.
Ifølge TV2 har OPEC-ministrene tidligere sagt, at der ikke er mere, OPEC kan gøre for at bremse udviklingen. Priserne kan ikke presses ned ved at øge produktionen, lyder argumentet.
(Standby 19/4)
 
 


Vi skal ikke være en parkeringsplads for Maersk Air ansatte

Det siger folkene bag det nystartede charterselskab Jet Time i den ny udgave af Take Off
Der er lidt pionerånd over dem. Det må der være, når man starter et nyt charterselskab i Danmark i slipstrømmen fra Maersk Air og med stejlt stigende brændstofpriser foran.
Ikke desto mindre er Jet Time en kendsgerning og om det er fantaster eller ej, så ligger der en særdeles grundig kalkule bag ny den nystart til oktober, hvor 80 procent af budgettet det første år er dækket ind med kontrakter.
Der skal være ca. 65 ansatte og i løbet af kort tid er de centrale lederposter besat. Adm. direktør er den tidligere Maersk Air flyvechef Klaus Ren og han siger i den ny udgave af Take Off, som nu er på vej ud, "at Jet Time ikke skal være en parkeringsplads for tidligere Maersk Air ansatte" med baggrund i ansøgninger fra mange piloter og kabineansatte.
"Det indgår ikke i planerne at flyve fra andre lande end Danmark, måske lige med undtagelse af Malmø," siger bestyrelsesformand Frederik Heegaard til bladet.
Foreløbige kunder er Dansk Folkeferie, Atlantis Rejser og Højmark Rejser.
(Takeoff 19/4)
 
 


SAS overvejer prisstigninger

Den høje oliepris har nu fået det SAS til at overveje at hæve priserne på flybilletterne.
Med en oliepris, der bare stiger og stiger, begynder flyselskaberne at overveje, om det skal betyde højere priser for passagererne.
Det er et af emnerne, når SAS Danmarks bestyrelse skal mødes i næste uge.
Ifølge Jens Langergaard, pressechef i SAS, har man i selskabet sikret sig mod en del af stigningerne i oliepriserne, men bestyrelsen skal tage stilling til, hvorvidt billetpriserne også skal hæves.
Det er dog ifølge Jens Langergaard en beslutning, der overvejes grundigt, da udbud og efterspørgsel er et følsomt område.
(Morgenavisen Jyllands-Posten 19. 4. 2006)
 
 


Salget af charterferier i påsken er 15 procent højere end sidste år

Ifølge Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour, er salget af rejser til Tyrkiet og Egypten begyndt at komme igen, og det ligger nu kun 30-35 procent under det normale.
Blandt de mest populære rejsemål til sommerferien er Grækenland, Mallorca, Bulgarien, Italien og Portugal. Star Tour forventer, at sende 765.000 danskere på charterferie til sommer.
(Berlingske Business.dk 18. 4. 2006)
 
 
 

SAS tynget af høje pilotlønninger

Flyselskabets piloter har været i firmaet i mange år, hvilket betyder, at de får langt højere lønninger end piloter i andre selskaber.
Det betyder, at SAS har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Ifølge formand for Pilotforeningen, Mogens Holgaard, betyder de mange gamle piloter, at løntrinnet ligger højt, og der kommer for få unge ind i bunden af lønspiralen.
Dermed ligger gennemsnitslønnen for piloter i SAS 18 procent over den normale lønfordeling.
(Børsen 12. 4. 2006)
 
 
 

Sterling dropper Serviceair

Sterling opsiger aftalen med Serviceair i København.
Sterling har opsagt aftalen med serviceair om ’handling’ i Københavns Lufthavn. Sterling har i stedet skrevet kontrakt med SGS. En kontrakt som starter 1. juni.
"Når vi bakker ud af kontrakten med Serviceair skyldes det to ting. Vi har ikke fuldt ud været tilfredse med den service, vi fik i Københavns Lufthavn af Service Air. Den anden er, at vi konstant er på udkig efter måder at gøre tingene mere optimalt, for at få mest muligt ud af vores kunders penge," siger Niels Brix, kommunikationsdirektør, Sterling til Stand By.
"Vi regner med, at SGS kan gøre det bedre, for det har SGS lovet os," tilføjer Brix.
Københavns Lufthavn er hovedbase for Sterling, som har mellem en og 1,5 millioner passagerer om året i lufthavnen.
(Standby 11/4)
 
 
 
 

SAS takker nej til piloternes udspil

Piloternes velvilje er ved at være sluppet op, og ledelsen i SAS er ikke klar til at give indrømmelser.
Det var status efter gårdsdagens møde mellem de to parter.
Ifølge piloternes formand Mogens Holgaard er piloternes seneste udspil så spiseligt, at de ikke vil rykke sig længere, han afviser dog overfor Børsen, at der vil blive tale om et strejkevarsel i den nærmeste fremtid.
Forhandlingerne er ifølge Mogens Holgaard hovedsageligt strandet på ledelsens krav om flere produktionsdage samt piloternes krav om en lønregulering på 3,5 procent.
Til gengæld har piloterne, ifølge formanden, tilbudt SAS en plan for besparelse af 150 millioner kroner for flyselskabet.
(Børsen 11. 4. 2006)
 
 


Flere flyver med SAS

SAS Gruppens passagertrafik steg i marts med 6,8 procent, sammenlignet med samme måned sidste år.
Passagertrafikken steg ligeledes i februar, her med hele 8,5 procent. Sammenlagt transporterede SAS Gruppen 3,3 millioner passagerer i marts, hvilket er en stigning på 15,9 procent.
(Berlingske Tidende 10. 4. 2006)
 
 
 

SAS på vingerne igen
Strejken blandt kabinemedarbejderne i SAS Braathens i Norge er slut.
Det skete, efter at parterne blev enige om en aftale natten til lørdag. Begge parter er særdeles tilfredse med aftalen, der blev forhandlet frem fredag nat.
De blev med hjælp fra den norske forligsmand enige om en ny to-årig tarifaftale, som sikrer fælles tarif- og arbejdsbestemmelser for alle ansatte i kabinen.
SAS Braathens forventer, at trafikken vil blive normaliseret i løbet af weekenden.
(Jyllands-Posten 10. 4. 2006)
 

 

Trafiktal for marts

 
Det samlede antal flypassagerer steg i marts 2006 med 6,5% . Fald i chartertrafik
Antallet af lokalt afgående passagerer steg med 39.755 passagerer(+7,8%)
Antallet af transfer/transit passagerer steg med 7.048 passagerer(+2,5%)
Internationale passagerer
Antallet af internationale rutepassagerer steg med 72.660 passagerer (+5,4%), mens antallet af internationale charterrejsende faldt med 6.223 passagerer (-6,3%).
Således er det totale antal internationale flypassagerer steget med 66.355 passagerer (+4,6%).
Indenrigspassagerer
Det totale antal indenrigspassagerer viser en stigning på 35.173 passagerer (+27,8%) i forhold til samme måned i 2005.
Nedskæringer
Trods de fortsatte stigninger vælger CPH altså nedskæringer i service og bemanding, til ulempe for rejsende og øvrige ansatte på lufthavnens mange forskellige arbejdspladser.
(3F Kastrup og tal fra CPH 06.04.06)

 

Passagerrekord i SAS i marts


Hele SAS gruppen havde 3,3 mio passagerer, og der var fremgang over hele linien med bedre belægning og højere indtjening. - Kun øgede brændstofpriser og påskens placering i forhold til i fjor kan forrykke billedet lidt.
Det er svært at være pessimist for SAS netop nu. Selv om brændstofpriserne stiger og strejker truer, eller er brudt ud, blev marts i hvert fald noget af en jubelmåned med stor fremgang over hele linien. Også mere end den kendsgerning, at det sidste år var påske i marts og nu er i april, kan forrykke.
Kl. 11 fredag formiddag kom tallene som en positiv optakt til påskens trafik med mere fritidstrafik og mindre business. I marts steg det samlede passagertal til 3,3 mio. eller mere end nogensinde. Kabinefaktoren (belægningen) steg med 2,9 procent til 69,8 procent, og det er der penge i. Samtidig udviklede gennemsnitsindtægten (yielden) sig bedre end ventet og blev kun en anelse mindre end sidste år, hvor påsken dog også kan have spillet ind.
For SAS Danmark gik det også den rigtige vej. 11,5 procent flere passagerer og syv procent bedre udnyttelse af flyene. Europaruterne fra Danmark havde 7,3 procent flere passagerer end sidste år. Dansk indenrigstrafik steg med 8,7 procent sammenlignet med sidste år i marts, men er på årsbasis bagud med godt tre procent i passagertal efter lukning af ruten til Billund.
Strejken hos kabinepersonalet i Norge anslås til at koste mellem 20 og 30 mio. kr. om dagen.
(Takeoff 7/4)
 
 
 

Sterling satser på endnu mere reklame
Flyselskabet sælger ikke alene det udvendige af flyet til reklame, men nu også det indvendige.
Sterling satser nu på reklameindtægter, ikke alene på reklamer uden på flyet, men også inde i kabinen.
Sterling vil sælge reklamepladsen på alle foldeborde i flyet og på endevæggen. Desuden har Sterling skrevet kontrakt med en af Europas største specialister i in-flight magasiner, engelske ’Ink Publishing’, som skal stå for 10 udgaver om året. Magasinet skal komme på engelsk for at understrege Sterlings internationale orientering.
Reklamesalget på foldebordene sker i samarbejde med ’EM Outdoor Media’ i København. Reklamepladsen på foldebordene kan købes i dele af flyet. Man behøver ikke købe alle pladser. En kontrakt kan løbe fra to måneder og opefter.
"Der er to grunde til, at vi nu gerne vil sælge foldebordene til reklameplads. For os er det et sjovt og naturligt tiltag. Mange stærke mærkevarer er interesserede i at eksponere sig selv, fordi de har forbrugerne i lang tid. Man kan udtrykket et budskab, som ikke alene er en overskrift, fordi forbrugerne har lang tid til at se på det. Den anden grund er, at vi gerne vil tjene penge," siger Niels Brix, kommunikationsdirektør, Sterling.
Niels Brix vil ikke afsløre, hvor meget Sterling regner med at tjene på sine reklamepladser i flyet.
(Standby 7/4)
 
 


SAS-piloter: Sammenbrud i forhandlinger

Piloterne og SAS kan ikke blive enige om en ny overenskomst.
Piloternes formand Mogens Holgaard siger, at piloterne med deres forhandlingsudspil opfylder ledelsens krav om fleksibilitet og besparelser.
Piloterne tilbød rationaliseringer for et samlet beløb på 150 mio. kr. Mogens Holgaard mener, at mulighederne for at nå et resultat er udtømte på nuværende tidspunkt.
(Børsen 7.4.2006)
 
 
 

SAS: Der er ikke sammenbrud

Ledelsen afviser, at forhandlingerne med piloterne er brudt sammen.
Pressechef Jens Langergaard siger, at SAS har forsøgt at komme med et konstruktivt udspil til piloterne for at imødekomme deres krav. Han er ikke enig med piloternes formand Mogens Holgaard, der ikke ser muligheder for at nå et resultat på nuværende tidspunkt.
Jens Langergaard siger, at ledelsen er klar til at mødes med piloterne igen.
(Politiken 7.4.2006)
 
 
 

Stadig strejke hos Braathens

Strejken i SAS Braathens fortsætter, og de fleste af flyvningerne er indstillet på ubestemt tid.
Norsk Kabineforening, der organiserer 1100 ansatte blandt det norske kabinepersonale, har afvist et mæglingsforslag fra ledelsen. Forslaget rummede blandt andet en lønstigning på fem pct. samt en uges mindre arbejde.
Personalet kræver en lønstigning på 10 pct. og en reduktion af arbejdstiden fra 194 til 172 dage. De krav vil undergrave hele fundamentet for SAS Braathens lyder det fra ledelsen.
(Børsen 7.4.2006)
 

 

Icelandair atter ude af Easyjet


Icelandairs moderselskab, FL Group, har med en fortjeneste på en milliard kroner solgt sine 16,9 % af aktierne i lavprisselskabet Easyjet.
Reuters skriver, at salget skyldes nye investeringsmuligheder for FL Group. FL Group begyndte sine opkøb i Easyjet for to år siden
Det oplyses ikke, hvem der har købt FL Groups aktiepost i Easyjet. FL Groups chef, Hannes Smarason, sagde i udtalelse dag, onsdag, at FL Group beholder sine 10 % af aktierne i Finnair.
(Takeoff 5/4)
 


Serviceair truet af lukning

Konkurrencen om bagagehåndtering i Kastrup truer Serviceair, der er løbet tør for penge.
Ifølge revisionpåtegningen er der ’en væsentlig usikkerhed knyttet til selskabets fremtidige drift.’ Selskabet havde i de ni første måneder af 2005 et underskud på 13,6 mio. kr.
Servisair har tabt 47 mio. kr. på fem år. Moderselskabet Penauille Servisair Holding er dog klar med økonomisk hjælp, hvis 2006 også kommer til at gå dårligt. Servisair fik i 2004 tilført 11 mio. kr. fra moderselskabet.
Serviceair vil nu analysere driftsrutinerne og håber også, at noget af det tabte kan indhentes ved genforhandling af aftaler med de eksisterende kunder, bla. Sterling.
(Børsen 5.4.2006)
 
 
 

Sterling – nu med reklamer

Sterling udbyder nu reklameplads udvendigt på alle sine 26 fly, som det er kendt fra taxaer og busser.
Sterling vil ikke afsløre, hvor meget det koster at købe reklameplads på et af selskabets 26 fly, og hvor meget det kan give selskabet i indtægter.
Men efter hvad Stand By erfarer, koster reklamepladsen på et fly i et år mellem 500.000 og en million kroner.
Sterling samarbejder med det australske selskab ”Fuselage One” om at sælge og lave reklamepladsen udvendigt på flyet. "Fuselage One" sælger også reklameplads på fly i USA og Østen.
"Vi vil give firmaer og andre mulighed for at brande deres navn på vores fly. Da det er en ganske bekostelig affære at lægge folie på et fly, skal kontrakten løbe et år. Vi er meget åbne for, hvordan det kan ske. Der er mange måder at gøre det på, hvis man er kreativ. Vores navn behøver ikke at være på flyet, men der skal selvfølgelig være nogle kendetegn," siger Niels Brix, informationsdirektør, Sterling, til Stand By og fortsætter:
"Vi tilbyder den reklame i alle vore omkring 50 destinationer. Man kan f. eks. ikke kun købe plads mellem Oslo og København, for flyet sættes ind overalt."
-Vil det gå ud over folks opfattelse af seriøsiteten, hvis flyet er malet over med reklamer?
"Sterling har en ny fly-flåde, og jeg tror ikke det påvirker et flyselskabs image, hvad der er malet på flyet," svarer Niels Brix.
(Standby 4/4)
 
 
 

Ny kontrakter til Sterling
Sterling har sikret sig kontrakter med Bravo Tours og Falk Lauritsen.
Kontrakterne gælder for vintersæsonen 2007. For nylig har Dansk Folkeferie og Atlantis og Star Tour besluttet at forlade Sterling, men kommunikationsdirektør Niels Brix understreger, at Sterling fortsat ser charterflyvning som et vigtigt forretningsområde.
Det tydede på, at Bravo Tours selv ville flyve gæsterne på ferie, da ejeren Andri Ingolfsson har investeret i fly, men Ingolfsson siger, at selskabet indtil videre holder fast i Sterling.
(Børsen 3.4.2006)

 
 

Jet Time: Der er et vakuum efter Maersk

Holdet bag det nye selskab Jet Time tror på, at der er plads på markedet efter Maersk Air.
Både SAS og Sterling satser først og fremmest på rutetrafikken, mens Jet Time skal være rendyrket charterselskab, siger adm. dir. Klaus Ren.
Bestyrelsesformand Frederik Anker Heegaard mener, at andre vil slå til, hvis ikke Jet Time udnytter mulighederne nu. Selskabet har aftaler på plads med Folkeferie og Atlantis. De første afgange sker i august fra København og Billund.
(Berlingske Tidende 3.4.2006)

 
 
 
Seks Sterling-piloter til samtale

Sterling oplyser, at seks piloter har været til samtale i forbindelse med sagen om chikane mod pilotformanden.
Baggrunden for samtalerne er mail, hvor en eller flere piloter opfordrer til, at pilotformanden Stefan Rydström dag og nat skal have at vide, at piloterne er utilfredse med nye anciennitetsaftaler. En pilot er blevet bortvist.
Adm. direktør Almar Örn Hilmarsson vurderer, at 15 piloter er under mistanke.
(Børsen 3.4.2006)

 

 

 

 

Med venlig hilsen
WWW.KLUBKAOS.DK

 

 

 

Avanceret hjemmeside statistik med mulighed for usynlig tæller - opret en gratis tæller nu